Vi skal vise vores samfundsnytte
Da Villum Kann Rasmussen stiftede VELUX Fondene, i 1971 VILLUM FONDEN og i 1981 VELUX FONDEN, gik man både i firmaet og fondene stille med dørene. Beskedenhed var en dyd. For fondene var det vigtigste, at pengene kom til gavn for en bredere kreds og med et almennyttigt sigte. Det lå ikke i tidsånden at fortælle vidt og bredt om sine bedrifter.
I dag er samfundet et andet. Se blot de senere måneders mange avisartikler om lukkethed i private fonde. I lighed med erhvervslivet og det politiske liv mødes også de alment uddelende fonde i dag af offentlighedens forventninger om indsigt i, hvad fondene foretager sig.
Det er vilkår, vi gerne og frivilligt honorerer, for det harmonerer fint med vores interesser og filosofi.
I VELUX Fondene har vi især de senere år skubbet åbenhed højt op på dagsordenen. Det har været drevet af egeninteresse i at komme i dialog med samfundet. Dels fordi vi ikke har noget at skjule, dels fordi vi gerne vil fortælle om vores aktiviteter og ved eksemplets magt tiltrække flere gode ansøgninger.
[quote align="right" author=""]Synligheden afhænger efter vores erfaring i høj grad af et projekts evne til at fremmane billeder på den indre fladskærm. Og her kommer vi ofte til kort.[/quote]Vi mener, at det dybest set tjener os selv at give offentligheden indsigt i vores fondsvirksomhed. Vi fortæller gerne, hvem der har modtaget hvad til hvilke formål, hvordan bestyrelsernes sammensætning ser ud, om vores økonomiske nøgletal og om de arbejds- og bedømmelsesprocesser, vi benytter.
Åbenheden kan vi selv skrue op for, men det forholder sig anderledes med synligheden.
Vi oplever, at det går fint i de fortrolige og fagligt betonede dialoger med de forskellige ansøgermiljøer, som vi jo kender. Men det er en større udfordring at blive synlig i den bredere offentlighed gennem medierne.
Synligheden afhænger efter vores erfaring i høj grad af et projekts evne til at fremmane billeder på den indre fladskærm. Og her kommer vi ofte til kort.
Når vi eksempelvis støtter et projekt med import af levende bisonokser fra Polen til Bornholm med fire millioner kroner, giver det både omtale og billeder i aviser og tv. Almennytten er til at få øje på. Men når vi donerer ti millioner til et grundvidenskabeligt forskningsprojekt om fysikken bag nerveimpulsers udbredelse i levende væv, er det straks mere vanskeligt at fremmane billederne – og dermed også sværere at opnå synlighed i medierne.
Vores behov for synlighed retter sig i princippet mod to hovedmålgrupper. For det første de potentielle ansøgere med ideer og forslag til projekter, der kan generere den størst mulige almennytte pr. krone.
For det andet den brede offentlighed, som på baggrund af vores størrelse og rolle har legitime forventninger til, at vi lever op til vores formål og gør samfundsnytte.
Over for ansøgermiljøerne kommer vi langt med synlighed og med en mere direkte opsøgende virksomhed end tidligere – f.eks. informationsmøder, road-shows, opslag og netværk med potentielle ansøgere. Desuden nyder vi godt af den bølge, som ofte breder sig i kølvandet på de enkelte donationer.
Mandag Morgen har spurgt to fremtrædende aktører i fondsverdenen om, hvorvidt fondene skal være mere synlige og åbne om deres aktiviteter. Læs det andet indlæg her:
Jens Christian Hansen, erhvervskommentator på Berlingske Business:
Fondene har gode historier at fortælle
Du kan også deltage i debatten om fondenes åbenhed her.
I 2011 uddelte VELUX Fondene i alt 555 millioner kroner til almennyttige formål. Det lykkes os ikke altid at få formidlet til den brede offentlighed, at vi lever op til vores formål, og at de projekter, vi støtter, kan være med til at forme samfundets udvikling. Den historie vil vi gerne blive bedre til at fortælle.
Derfor er den igangværende debat om fondes åbenhed og synlighed vigtig. Ikke mindst i forbindelse med diskussionen om fondenes rolle som aktører, der i partnerskab med offentlige aktører og organisationer kan bringe økonomiske ressourcer, risikovilje og kompetencer i spil til gavn for samfundets udvikling.
Vi deltager gerne!
Vi vil meget gerne høre din mening om, hvorvidt fondene bør indtage en mere aktiv rolle i udviklingen af fremtidens samfund. Deltag i debatten i kommentarfeltet her.





