Af Anders Eldrup

Med fastlæggelse af målet om 70 procents reduktion af C02-udledningen er der sket et paradigmeskifte i den grønne omstilling.

Hvor tidligere mål mest har haft karakter af hensigtserklæringer, har 70-procentsmålet en mere forpligtende karakter. Samtidig er der tale om et meget ambitiøst mål. I de knap 30 år, der er gået siden 1990 (som er udgangsåret for reduktionsmålet), har vi nået knap halvdelen af de 70 procent. Nu har vi så ti år til at nå den resterende (godt og vel) halvdel. Omstillingshastigheden skal altså mere end tredobles.

Men det er ikke nok med det. De frugter, vi indtil nu har plukket, har været de lavthængende af slagsen. Den væsentligste indsats har været at erstatte kul i kraftværkerne med biomasse og vind. Fornuftige omlægninger – og enkle i den forstand, at omlægningerne kun i meget begrænset omfang har berørt den almindelige dansker. De kommende års omstillinger vil imidlertid i høj grad komme til at omfatte hr. og fru Danmark. Det vanskeliggør naturligvis opgaven.

I skrivende stund er der næppe nogen, som har en færdigt gennemregnet model for, hvordan målet nås. Man kan spørge, om det er useriøst at fastsætte et mål, når man ikke ved, hvordan målet skal udmøntes? Nej, for det er ved at fastlægge ambitiøse mål, at man tvinger store beslutningssystemer til at bevæge sig i en fælles, ny retning.

Et eksempel fra min tid i Dong Energy kan tjene som illustration. For cirka ti år siden fastlagde vi målet om 85/15. Dengang var 85 procent af selskabets energiproduktion baseret på fossile brændsler – især kul. Kun 15 procent kom fra vedvarende energi. Strategien gik ud på, at brøken skulle vendes på hovedet, så 85 procent var baseret på grøn energi og kun 15 procent på sort energi.

For ti år siden var der ikke mange, der anså det for realistisk. I dag er det gennemført.

Systemet er sat i bevægelse

På samme måde med 70-procentsmålet. Da det for få måneder siden blev fremsat, virkede det som et noget vidtløftigt mål. Siden er der sket vigtige ting:

• Et bredt flertal i Folketinget har tilsluttet sig målet om 70 procents CO2-reduktion.
• Et stort flertal i Folketinget har endvidere besluttet, at det fra 2030 ikke længere skal være muligt at købe benzin- og dieselbiler. Dermed er bolden givet op til en stor og nødvendig omlægning af hele transportsektoren.
• En række vigtige organisationer – for eksempel Dl, Dansk Energi, Dansk Fjernvarme og Finans Danmark – er begyndt at udforme konkrete forslag til, hvordan målet kan nås.
• Andre aktører har ligeledes meldt sig på banen med nye forslag. Det gælder blandt andet forslaget om at bygge en vind-ø. Vi kan nemlig ikke nå 70-procentsmålet ved at gøre, som vi plejer. Det er fint at bygge 3,5 eller 7 nye havvindmølleparker. Men det løser ikke opgaven. Det, som for alvor bringer os videre, er, at vi lærer at ”tæmme” den ustabile vind og sol og gennem nye lagerløsninger gøre den ustabile produktion til en stabil energileverance. Her kan en vind-ø hjælpe og dermed yde et stort bidrag til at opfylde 70-procentsmålet.

Oliekriserne satte gang i omstillingen

Så det ser ud, som om den fjerne vision om 70 procents C02-reduktlon nærmer sig realiteternes verden. Den målrettethed og beslutsomhed, vi nu ser, minder om det miljø, der herskede efter oliekriserne i 1970’erne. Også dengang var der bred politisk enighed og folkelig opbakning til, at vi skulle væk fra afhængigheden af olie og dermed Mellemøsten.

Takket være den brede politiske opbakning lykkedes det på kort tid at iværksætte store samfundsforandringer:

• Olien blev hurtigt udfaset fra energiforsyningen.
• Naturgas blev indført – i nogle tilfælde med tilslutningspligt.
• Overskudsvarmen i kraftværkerne – der før blev ledt ud i havet – blev nyttiggjort til opvarmning i fjernvarmen.
• Isoleringskravene til boliger og bygninger i øvrigt blev væsentligt skærpet.
• Opstilling af vindmøller blev påbegyndt.

Fordi man havde et klart mål – væk fra olie – og fordi der var bred politisk tilslutning, lykkedes det på kort tid at lave en stor samfundsomstilling. Siden har vi haft nogle år, hvor det mere var de små skridts vej. Nu står vi igen over for et stort nyt systemgennembrud. Og vi kan gøre det igen, som vi gjorde det efter energikriserne.

Vi har igen et klart mål: 70 procents reduktion. Vi har igen en bred opbakning både i Folketinget og i befolkningen. Og vi har nogle erfaringer med os fra dengang. Vi lærte nemlig, at energikrisernes omlægninger som en sidegevinst førte til vigtige nye erhvervseventyr:

• Vindmøllerne er en velkendt succes med mange nye job og stor eksport.
• Dansk Fjernvarme er blandt de bedste og mest udbyggede fjernvarmeforsyninger, som EU nu anbefaler andre lande at kopiere for at nå en energieffektivitet som hos os, hvor 65 procent af alle husstande opvarmes med fjernvarme.
• Vores virksomheder inden for isolering og energistyring fik et momentum, som de siden dygtigt har udnyttet. Det gælder blandt andet Rockwool, Velux og Danfoss.
• Den danske finansielle sektor (blandt andet pensionskasserne) har udviklet modeller, som nu også anvendes uden for landets grænser til gavn for kommende pensionister. For ti år siden var der stor skepsis fra pensionskasser og andre mod at investere i havvindmøller. I samspil med de statslige regler på området lykkedes det at udvikle finansieringsmodeller, som har ført til, at institutionelle investorer nu står i kø for at investere i havvindmøller. På samme måde har regeringen, i samspil med pensionssektoren, udviklet finansieringsmodeller, der gør det muligt for pensionskasserne at investere i de nye, hastigt voksende udviklingsøkonomier uden at påføre pensionstagerne unødige risici. Til gavn for den grønne omstilling og til gavn for pensionstagerne, der har fået fornuftige afkast.

Hvis vi spiller kortene klogt, kan vi igen lave en grundlæggende transformation, som vil være til stor gavn for klimaet og forhåbentlig få lige så mange gode og holdbare følgevirkninger for dansk erhvervsliv og beskæftigelse, som vi så efter energikriserne.