Hvis man har svært ved at forstå Alternativets succes i meningsmålingerne, kan man starte med at gense duellerne mellem de to statsministerkandidater. Det er de rene hundeslagsmål af nedvurderinger og syrlige bemærkninger, klinisk renset for politiske visioner. Automatreaktionen fra enhver tænkende vælger er forudsigelig: Er det virkelig niveauet hos nationens to toppolitikere? Er der ikke et alternativ?

[quote align="right" author=""]Alternativets vision tager ikke udgangspunkt i, hvad der er politisk muligt, men samfundsmæssigt nødvendigt.[/quote]

De indforståede – eksperterne og kommentatorer – erkender, at ophidsede dueller om kortsigtede, populistiske temaer er en del af valgkampens dna. Men den forståelse har ikke nødvendigvis aflejret sig hos det store vælgerkorps, som derimod benytter valgslagene til at komme tættere på de politiske dagsordener. Det gælder især tvivlerne og førstegangsvælgerne. For dem er valgkampens tv-dueller anskuelsesundervisning i dansk politik – desværre bare, når den er værst.

De etablerede partier og den politiske elite kappes til gengæld om at skyde Alternativet ned som skingrende gale idealister, der, hvis de fik magt, som de har agt, ville føre Danmark ud i græske tilstande, eksemplificeret med regnestykket fra Kraka, der viser, at en 30 timers arbejdsuge ville koste samfundet 270 milliarder kr. Problemet er blot, at effekterne af de alternative visioner ikke på den måde kan indpasses i et regneark. Alternativet bygger sit program på en vision for fremtidens Danmark og ikke på en plan i et excel-ark.

Selv Helle Thorning, der kan takke Alternativet, hvis hun på torsdag genvinder regeringsmagten, ryster opgivende på hovedet, når hun bliver bedt om at forholde sig til forslagene fra det nye parti. Da hun i torsdags for åben skærm blev spurgt om, hvilke af Alternativets forslag hun kunne tage med i et regeringsgrundlag, affejede statsministeren med himmelvendte øjne det hele som naive drømmerier. ”De går ikke rigtig,” sagde hun, som når en voksen irettesætter et tåbeligt barn.

[quote align="left" author=""]Spørgsmålet er, hvem der er mest ude af trit med virkeligheden.[/quote]

Det viser realpolitikernes overfølsomhed over for store samfundsvisioner. Selv de mindste politiske forslag fra de etablerede partier kværnes igennem makroøkonomiske regnemaskiner, før de lanceres. Men den tilgang støvsuger politik for visioner. Og selv regnearkspolitikken løser ikke samfundets største udfordringer, hvoraf klimaforandringerne er den største.

Alternativet har i stedet valgt at tage klodens problemer alvorligt og adressere de udfordringer, som videnskaben allerede i dag kan forudse vil ændre livsvilkårene for menneskeheden dramatisk. Her mener Alternativet, at Danmark skal være et foregangsland. Det er blevet til et 50 siders velskrevet dokument, der netop udmærker sig ved at være en samlet vision for, hvordan et bæredygtigt samfund bør prioritere sine initiativer og ressourcer. Dermed adskiller dokumentet sig fundamentalt fra andre partiprogrammer, og de kan og skal derfor ikke sammenlignes.

Alternativets vision tager ikke udgangspunkt i, hvad der er politisk muligt, men samfundsmæssigt nødvendigt. Hvis verdens klima- og miljøforskere skulle opstille et partiprogram, ville det efter al sandsynlighed minde om Alternativets. Det samme ville være tilfældet med andre grupper af forskere, der beskæftiger sig med klodens omstilling til en bæredygtig tilstand.

Hvis verdens befolkninger skal efterleve deres råd og anbefalinger, kræver det markante ændringer i vores levevis og adfærd. Og det skal ske inden for de nærmeste årtier, hvis vi skal undgå et sammenbrud i økosystemer eller at konfronteres med store økonomiske tab ved klimaforandringer.
 

EN AF VERDENS MEST anerkendte klimaforskere, professor Hans Joachim Schellnhuber fra Postdam Institute for Climate Research, påpegede for nylig, at vi har omkring 15 år til at gennemføre en radikal omstilling af vores produktions- og levemønstre, hvis vi ønsker at kontrollere udviklingen. Det skete den 1. og 2. juni over for 450 af verdens førende klima-, miljø- og fødevareforskere, erhvervsfolk og politikere til et symposium i Stockholm arrangeret af Stockholm Resilience Center og den norske fødevareorganisation EAT.  Overskriften handlede om sammenhængen mellem bæredygtighed, produktion af fødevarer og sundhed.

[quote align="right" author=""]I forsøget på at nedgøre og latterliggøre Alternativets holdninger rives visionerne ud af en sammenhæng.[/quote]

Hans Joachim Schellnhuber lagde ikke skjul på, at klima- og miljøforandringerne kun går én vej, og at vi risikerer at bevæge os mod 4-5 graders temperaturstigninger. Den udvikling kan ikke skrues tilbage. Budskabet var derfor klart: Der er brug for hurtige markante ændringer, der udfordrer vores normale levevis. Omstillingen til et nyt, bæredygtigt samfund skal accelereres kraftigt for at undgå uoverskuelige tilstande. Hvis Schellnhuber skulle opstille en plan for omlægningen af fødevareproduktionen i verden, ville han antagelig stille endog endnu større krav, end Alternativet, der arbejder med en 25 års horisont for processen.

Advarslerne ligger i tråd med budskaberne fra både FN’s klimapanel, IPCC, konklusionerne fra G7-landenes ledere efter deres møde i Bayern i sidste uge om at starte udfasningen af fossile brændstoffer og med FN’s vedtagelse af nye sustainable development goals i september samt ambitionerne op til COP21 i Paris til december. Hvis summen af alle disse advarsler og anbefalinger skulle udmøntes i en samlet visionær politisk handlingsplan, ville Alternativets partiprogram antagelig blive opfattet som det hidtil bedste bud.

Den sørgelige realitet er, at de nationale politiske miljøer skubber stadig større og stadig mere uforløste udfordringer foran sig i jagten på den kortsigtede gevinst og popularitet. Det er den danske valgkamp et lysende eksempel på. Ethvert samfund vil de kommende år blive konfronteret med udfordringer  af en størrelsesorden og kompleksitet, der får  omlægningen af den danske fødevareproduktion inden for 25 år til at fremstå  som en af de nemmeste.
 

DET ER TANKEVÆKKENDE, at netop i det år, hvor hele verden er fokuseret på at skabe en transformation til en bæredygtig vækstøkonomi, er et lille, nyt parti det eneste, der har forholdt sig til udfordringen og har en vision for, hvordan tilpasningen kan ske på nationalt niveau. Det er endnu mere tankevækkende – og dybt bekymrende – at netop dette parti bliver skudt ned som fantaster og ude af trit med virkeligheden. Spørgsmålet er, hvem der i dette tilfælde er mest ude af trit med virkeligheden. Til gengæld er det stærkt opmuntrende, at partiet fra start har fået god medvind i meningsmålingerne, og at så mange vælgere har set behovet for et alternativ til det visionsfattige Christiansborg.

[quote align="left" author=""]Alternativet er de eneste, der har fornemmet, forstået og artikuleret, hvilken virkelighed vi er tvunget til at forholde os til.[/quote]

Selvom man kan diskutere elementer i mange af partiets forslag, må det medgives, at Alternativet forholder sig til en række af samfundets centrale udfordringer og har formuleret gode idéer til løsningerne.  Vurderet i en helhed giver de mening, selvom flere kan være svære at gennemføre på kort sigt.

Men i forsøget på at nedgøre og latterliggøre partiets holdninger rives visionerne ud af en sammenhæng, f.eks. udlægningen af, at partiet vil diktere danskerne til kun at spise 100 gram kød om dagen. Det står der ikke, blot at det ville have en lang række miljømæssige fordele, hvis forbruget af kød blev reduceret fra 240 gram til 100 gram pr. dansker. Og det er en korrekt antagelse.

Det samme kan siges om det meget omtalte forslag om en 30 timers arbejdsuge. Her har Uffe Elbæk forgæves forsøgt at forklare, at der er tale om en gennemsnitsbetragtning. Det afgørende er ikke at finde et bestemt timeantal for hele det danske arbejdsmarked. Men det er på høje tid, at vi dropper det fastlåste fokus på en 37 timers arbejdsuge og åbner op for en diskussion af, at produktivitet ikke afhænger af tiden brugt på kontoret, men derimod af tiden, hvor medarbejderne præsterer. I et vidensamfund som det danske skal man droppe den hjernedøde registrering af arbejdsindsatsen i timer og minutter. Den var relevant, da vi arbejdede i marken eller ved maskinerne. I dag er det meningsløst for mange erhverv.

Flere analyser peger på betydelige produktivitetsgevinster ved at arbejde kortere men præstere bedre. Men en ændret produktivitetsfaktor i forbindelse med nye arbejdsformer indgår næppe i de økonomiske modeller, der ensidigt fastslår, at det koster 270 milliarder kr. – og så er den idé skudt ned, til trods for at danskerne i forvejen kun arbejder cirka 31 timer om ugen i gennemsnit ifølge en opgørelse i Børsen. Og sådan kunne man blive ved.

FÅ HAR ÅBENBART NÆRLÆST Alternativets 50 siders visionsdokument og forholdt sig til såvel indhold som intentioner, men i stedet straks lagt det ved siden af de velkendte kortsigtede initiativer, som kan beregnes i de økonomiske modeller. Den prøve kan visionerne selvsagt ikke bestå og udråbes derfor som fantasterier.  Hvis de blev omsat til egentlige planer, og regnemodellerne kunne indregne alle de afledte effekter både ved politics as usual og en alternativ strategi, kan det meget vel være, at økonomien i visionerne også viste sig at være bæredygtig.

Dette er ikke en blåstempling af Alternativets partiprogram, men det er en hyldest til en nytænkende politisk iværksætter, Uffe Elbæk, og hans initiativ. Han fortjener opbakningen, og hans idéer fortjener at blive afprøvet politisk.

Det officielle Danmark repræsenteret af medier, kommentatorer og politikere er blevet taget på sengen af Uffe Elbæks foreløbige succes. Han passer ikke ind i deres fastlåste univers.

Realiteten er, at politikerne fra Alternativet måske er de eneste, der har fornemmet, forstået og artikuleret, hvilken virkelighed vi er tvunget til at forholde os til. Og det er der tilsyneladende stemmer i. Indtil videre må det fastslås, at Alternativet på alle måder har været en tiltrængt fornyelse og en tankevækkende udfordring i en forudsigelig og visionsløs valgkamp. Det er symptomatisk, at hovedkritikken af både Thorning og Løkkes lederevner ifølge et panel på 10 eksperter i ugens hovedhistorie i Ugebrevet netop er de to statsministerkandidaters mangel på visioner. Den vision kan de hente fra Alternativet.