Erhverv
Danske vidensklynger både bedst og billigst
Store muligheder for at tiltrække udenlanske virksomheder
Kræver politisk mod og nytænkning
Danske kompetenceklynger hører til blandt de bedste i verden inden for biotek og højteknologi. Nye benchmarkundersøgelser viser, at vidensmiljøerne scorer topkarakterer på kvalitet til lav pris. Klyngerne virker som magneter på udenlandske virksomheder, som kommer til Danmark, fordi kompetencerne her er i top. Og så er danske forskere billigere at rekruttere end mange af deres europæiske og amerikanske kolleger. Men hvis den positive udvikling i klyngerne ikke skal gå i stå, kræver det, at regeringen tør udvælge og støtte kerneområder. Ugebrevet har bedt 10 udenlandske virksomheder med adresse i de danske kompetenceklynger samt en række forskere om at tegne konturerne af fremtidens erhvervspolitik. De peger samstemmende på et akut behov for videre rammer til at eksperimentere og større samfundstillid til, at klyngerne kan trække Danmark op i videnssamfundets elite. “Man kan skabe kompetencer ved at satse målrettet på dem. Derfor må vi smide al smålighed og jantelov væk og satse på de bedste, ” siger adm. direktør Mette Kirstine Agger fra Medicon Valley-biotekvirksomheden 7TM Pharma.