På torsdag præsenterer Erhvervsfremme Styrelsen en længe ventet guideline til, hvordan private virksomheder kan lave vidensregnskaber. Men forslaget er ude af trit med den generelle udvikling. Pioneren på området, den svenske forsikringskoncern Skandia, har helt opgivet at lave vidensregnskaber og offentliggør til marts en ny rapporteringsmodel, som fokuserer på virksomhedens stakeholdere: “Efter at vi har arbejdet med vidensregnskaber og intellektuel kapital siden 1994, er vi kommet frem til, at det er for smalle begreber. I stedet forsøger vi nu at få styr på, hvordan virksomheden vokser i symbiose med kunderne, medarbejderne, aktionærerne og de øvrige stakeholdergrupper,” siger den øverste ansvarlige for Skandias alternative regnskabsrapportering, Jan Hoffmeister. Alle danske og internationale erfaringer peger i samme retning.