Strukturudviklingen inden for industrien i Danmark har på bare fem år medført betydeligt skærpede krav til de unge, der vælger en faglig uddannelse inden for industrierhvervene. En ny undersøgelse fra Dansk Industri dokumenterer et markant skred i virksomhedernes anvendelse af IT, både i produktionen og i administrationen. Denne udvikling har i vidt omfang ændret kravene til de ansattes kompetencer. Derfor efterlyser et stort flertal af virksomhederne nu højere kvalifikationer inden for basale fag som dansk, regning og fremmedsprog fra de unge uddannelsessøgende. Ifølge undersøgelsen mener uddannelseslederne i 40 pct. af virksomhederne, at eleverne har utilstrækkelige kvalifikationer. Det er en fordobling i forhold til en lignende undersøgelse for fem år siden.