Økonomisk vækst
Erhvervslivet splittet om betydningen af lavere skat
Vidensvirksomheder vil have mere forskning og bedre vilkår for iværksættere
Erhvervslederne i Danmark er langtfra enige om, at lavere skat er den afgørende forudsætning for økonomisk vækst, som det ellers er fremgået af medierne i en valgkamp, der har været næsten totalt blottet for økonomisk debat. De mere klassiske industrivirksomheder ser lavere personskat som det vigtigste element, mens vidensbaserede virksomheder peger på øget forskning, adgang til finansiering og gode vilkår for iværksættere som afgørende for at sikre den økonomiske vækst. Kristian Kreiner, professor ved Handelshøjskolen i København, fremhæver, at for den gamle industriøkonomi er høj skat ensbetydende med højere løn til medarbejderne. "Derimod er det afgørende i den vidensbaserede del af økonomien ikke, hvad et produkt koster, men derimod hvad det kan, "siger han.