Nationalt image
Danmarks internationale position svækket af negativ presseomtale
Kan koste investeringer, kongresser og turistbesøg
Diplomater og politikere i EU mindre bekymrede
Den internationale mediestorm efter udlændingedebatten og resultatet af folketingsvalget har svækket Danmarks image alvorligt. Det vurderer en stribe danske og udenlandske brandingeksperter over for Ugebrevet. Mange års arbejde for at formulere et klart dansk brand undergraves, hvis indtrykket af udpræget fremmedfrygt og stor politisk indflydelse til Dansk Folkeparti får lov at blive stående. Turistorganisationerne frygter, at lanceringen af Danmark som et gæstfrit, uhøjtideligt og rummeligt samfund sættes over styr. Flere eksperter tror, at udenlandske investeringer og kongresser kan gå Danmarks næse forbi, hvis kritikken fortsætter. “Uanset hvad den nye regering gør, så er der sket permanent skade på Danmarks image, ” mener analysechef Per Söderpalm fra Observer International, mens kommunikationschef Jeanette Løgstrup fra Carl Bro vurderer, at de internationale mediers omtale af dansk fremmedfjendtlighed vil smitte negativt af på ingeniørkoncernen. Erhvervslivets bekymring deles dog ikke entydigt af udenlandske diplomater og politikere. Belært af erfaringerne fra Østrig-sagen forholder de sig afventende til den nye regering.