Danske vinderopskrifter Drastisk fornyelse er en vindende forudsætning i krisen Krise? ikke her. Det vrimler med vækstskabere blandt de største danske børsnoterede selskaber. Over halvdelen af C20-selskaberne trodsede i 2008 krisen og fik større omsætning og forbedrede bundlinjen. Det viser en større analyse, Mandag Morgen har lavet af vindervirksomhederne i det danske eliteindeks. Vindmølleproducenten Vestas kommer ud som en klar nummer ét, skarpt efterfulgt af Novo Nordisk, Coloplast og A. P. Møller-Mærsk, viser kortlægningen. Men flere topledere, aktieeksperter og professorer, som Mandag Morgen har talt med, vurderer, at den økonomiske krise forværres i år, og det stiller helt nye og skrappere krav til virksomhederne. “Som finanskrisen har bredt sig, er der ingen gemmesteder, ” siger Jørgen Huno Rasmussen, der er koncernchef hos FLSmidth.