Whistleblowere og spioner gør big data til storpolitik

Afsløringerne af de amerikanske efterretningstjenesters altomfattende overvågning af privatpersoner, politikere, institutioner og virksomheder verden over har udviklet sig til en politisk skandale, der belaster globale diplomatiske og kommercielle relationer alvorligt. Og skandalen er langtfra slut endnu.

Sagen viser, at den amerikanske regering under dække af antiterrorkrigen systematisk har udsat borgere rundt om i verden for privatlivskrænkelser, som den amerikanske forfatning beskytter landets egne borgere imod.

Samtidig står det klart, at overvågningen er sket i tæt samarbejde med de amerikanske techvirksomheder Microsoft, Google, Facebook, Yahoo og andre, der udgør rygraden i USA’s offentligtprivate globale dominans af big data. Både disse beundrede amerikanske virksomheder og regeringen i Washington vil som følge af sagen løbe ind i voksende folkelig mistænksomhed og politisk modstand i eksempelvis Europa og Sydamerika.

[quote align="right" author=""]Der er næppe tvivl om, at Merkel og Hollande har benyttet lejligheden til at score point over for Barack Obama, som EU netop har indledt forhandlinger med om en meget omfattende transatlantisk frihandelsaftale.[/quote]

Samtidig viser de politiske reaktioner i særligt Tyskland og Brasilien, at sagen vil blive brugt som en politisk løftestang i det stadig mere intense – og konstruktive – globale politiske samarbejde, som finanskrisen og skabelsen af G20-samarbejdet har ført med sig. Både Tysklands kansler, Angela Merkel, og Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, har løftet sagen op på allerøverste politiske niveau ved personligt at reagere overordentlig skarpt. Merkel talte direkte om, at tilliden til USA var rystet, mens Rousseff i september tog det diplomatisk set meget alvorlige skridt at aflyse sit planlagte statsbesøg i Washington. Dette skridt er dels et slag i ansigtet på USA’s præsident, Barack Obama, og dels vidner det om, at Brasilien anno 2013 ikke længere står med hatten i hånden over for amerikanerne.

Endelig er sagen om den globale amerikanske spionage en understregning af den sikkerhedsmæssige bagside, som det også har for regeringer og efterretningstjenester, at big data er blevet rygraden i deres overvågningssystemer. Således har de to whistleblowere australieren Julian Assange og amerikaneren Edward Snowden påført det amerikanske diplomati og de amerikanske efterretningstjenester endog meget betydelig skade.

WikiLeaks’ offentliggørelse i 2010 af amerikanske diplomaters indberetninger har således vakt enorm irritation i alle de lande, hvor centrale politikeres fortrolige udsagn er blevet offentliggjort, og hvor de amerikanske diplomaters ofte meget udiplomatiske vurderinger af de samme politikeres optræden nu er blevet offentligt tilgængelige. Det gælder eksempelvis også den amerikanske vurdering af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens optræden under FN’s klimatopmøde COP15 i København i 2009.

Også sagen om de seneste Snowden-afsløringer har vakt protester fra ellers traditionelt meget USA-venlige kredse i Danmark. Således har Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, udtalt, at USA optræder helt uholdbart med sin overvågning af eksempelvis Merkels personlige telekommunikation, og han stiller spørgsmålet om, hvorvidt kampen mod terror har fået regeringer i Danmark og andre steder til at skrue antiterrorlovgivningen helt forkert sammen.

På samme måde har Dansk Industri mere end antydet, at man oplever, at danske virksomheder er mål for amerikansk industrispionage. Endelig har det uden tvivl vakt bekymring i den danske regering, at den amerikanske journalist Gleen Greenwald, der er nøglepersonen i offentliggørelsen af Snowdens data, til Berlingske har udtalt, at der også venter afsløringer, der relaterer sig til Danmark og Sverige.

Styringen af internettet bliver forandret

Whistleblowerne Snowdens og Assanges personlige skæbner, dramatiske flugtberetninger og mediernes til tider kulørte udlægning af de to mænds gerninger og motiver kan foranledige mange til at afskrive de to mænd som mere eller mindre anarkistiske hackertyper, hvis handlinger det ikke er værd at bruge tid på. Intet ville imidlertid være mere forkert.

Den 30-årige Edward Snowden, der i dag har midlertidigt asyl i Rusland, og hans forgænger og rådgiver, Wiki-Leaks-grundlæggeren Julian Assange, der sidder strandet på Ecuadors ambassade i London, har med deres systematiske afsløringer af amerikanske myndigheders og virksomheders misbrug af internettets globale infrastruktur ført frem til et point of no return, som både kommer til at påvirke styringen af nettet gennem organisationen ICANN og den fremtidige databeskyttelseslovgivning i Europa og andre steder i verden.

[quote align="left" author=""]Whistleblowernes afsløring af omfanget af og detaljerne i overvågningen har gjort det klart for magthavere verden over, at kontrollen over big data i dag er alt for vigtig både i politisk og økonomisk henseende til, at man kan overlade det privilegium til USA alene.[/quote]

ICANN – the Internet Corporation for Assigned Names and Numbers – annoncerede således på sit topmøde i Montevideo i begyndelsen af oktober, at nettet fremover “skal globalisere sine funktioner, hvor alle stakeholdere – inklusive regeringer – skal deltage på lige vilkår”. Dette betyder ifølge den britiske journalist, forfatter og analytiker Misha Glennys indlæg i den britiske avis The Financial Times forleden, at USA er ved at miste kontrollen over internettet.

“Ingen kan forudsige, hvordan internettet ser ud om fem år, men resultatet kan blive et stadig mere fragmenteret netværk, hvor nationalstater indfører deres egne digitale grænser, og hvor regeringer øger deres kontrol med, hvad borgere kan og ikke kan gøre online,” skrev Glenny.

Europa rasler med sablerne

I Europa har Tysklands kansler, Angela Merkel, som sagt reageret meget skarpt på afsløringerne af den amerikanske overvågning, der som bekendt har omfattet hendes egne mobiltelefoner. Derfor kom sagen til helt at dominere sidste uges EU-topmøde, der i øvrigt havde den digitale økonomi og Europas udnyttelse af vækstpotentialerne i denne som det officielle hovedtema.

Men den pragmatiske og afbalancerede Merkel valgte at rette en veritabel bandbulle mod den amerikanske regering. Og hun overbeviste i samarbejde med Frankrigs præsident, Francois Hollande, sine kolleger om, at der var tale om et alvorligt tillidsbrud mellem USA og dets europæiske allierede.

Derfor blev resultatet, at det nu bliver Tyskland og Frankrig, der hånd i hånd vil føre de kommende forhandlinger med den amerikanske præsident, Barack Obama, om, hvordan den amerikanske regering og de amerikanske techgiganter Microsoft, Facebook, Google, Yahoo og Apple i fremtiden skal respektere europæiske borgeres ret til et digitalt privatliv.

Den amerikanske forfatning sikrer som bekendt amerikanske borgeres ret til et digitalt privatliv, men denne ret vil den amerikanske regering i terrorkrigens navn ikke udstrække til ikke-amerikanske borgere. The Financial Times hører absolut ikke til blandt de mest business-forskrækkede europæiske medier. Så meget desto mere indtryk bør det gøre, når avisen i en ledende artikel konkluderer, at “frihed fra ukontrolleret overvågning ikke bør være et privilegium, som kun amerikanske borgere nyder”.

EU-topmødet endte med en sluterklæring, der indeholdt en usædvanligt skarp udtalelse fra EU’s stats- og regeringschefer. I erklæringen, som Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt, altså også tiltrådte, står der, at stats- og regeringscheferne mener, at partnerskabet mellem USA og Europa “må basere sig på respekt og tillid, inklusive når det handler om hemmelige tjenesters arbejde og samarbejde”. Og videre hedder det, at “mangel på tillid vil kunne skade det nødvendige samarbejde inden for indsamling af efterretning”.

Der er næppe tvivl om, at Merkel og Hollande har benyttet lejligheden til at score point over for Barack Obama, som EU netop har indledt forhandlinger med om en meget omfattende transatlantisk frihandelsaftale. Og der er heller ingen tvivl om, at den tyske kansler og den franske præsident vil bruge sagen til at skærpe det omfattende europæiske lovkompleks om databeskyttelse, som er på vej igennem Europa-Parlamentet, inden det skal tilbage til EU’s medlemslande.

Netop dette lovkompleks blev reelt udskudt under EU-topmødet, således at det nu formentlig først vil kunne blive færdigt, efter at det nye Europa-Parlament og den nye EU-Kommission tiltræder efter parlamentsvalget i maj næste år. Denne udvikling fik amerikanske webfirmaer som Facebook og Google til at juble, og den fik den aktuelle EU-Kommission til at beklage forsinkelsen.

Sagen er imidlertid, at det længe har ligget i kortene, at databeskyttelseslovgivningen ikke ville blive færdig før valget, fordi stærke kræfter i Europa-Parlamentet ønskede at gøre sagen til en del af valgkampen forud for valget i maj. Denne fløj har nu fået sig tunge allierede i Angela Merkel og Francois Hollande, som i de kommende måneder vil bruge sagen over for Barack Obama.

Big data og databeskyttelse er med andre ord gået fra at være en sag for relativt ukendte europaparlamentarikere og lobbyister til at være en sag, der har fuld opmærksomhed på allerhøjeste politiske niveau. Ikke, fordi alle ikke vidste, at USA’s efterretningstjenester i årevis har spioneret intensivt over hele verden. Men fordi whistleblowernes afsløring af omfanget af og detaljerne i overvågningen har gjort det klart for magthavere verden over, at kontrollen over big data i dag er alt for vigtig både i politisk og økonomisk henseende til, at man kan overlade det privilegium til USA alene.