Annonce

Wildrede i Europa

7. marts 2010 kl. 11.02

Udlændingepolitikken er gledet ned på en beskeden 9. plads på de danske vælgeres radarskærm over de vigtigste ting, som den danske regering bør arbejde med. Det viser en meningsmåling af YouGov Zapera for MetroExpress, der blev offentliggjort forleden.

Sygehuse, arbejdsløshed, økonomi, ældre og folkeskolen var de fem topscorere på listen, og det er et vidnesbyrd om, at værdipolitikken og udlændingespørgsmål ikke længere er den stemmemagnet, som det tidligere har været i dansk politik.

Sådan er det ikke i Holland, hvor den islamofobiske Geert Wilders og hans frihedsparti blev den store sejrherre ved lokalvalget i onsdags. Frihedspartiet blev størst i Almere og andenstørst i Haag. “I dag var det Almere og Haag. Den 9. juni erobrer vi hele landet,” proklamerede Wilders på valgnatten.

Hans ambition om at vinde parlamentsvalget i juni er måske lige lovlig ambitiøs i et land, der traditionelt har været regeret af kristendemokrater og socialdemokrater. Men Wilders, der er berygtet i hele Europa for sine aggressive udfald mod indvandrere og islam, har for tiden vind i sejlene, fordi vælgerne er dybt frusterede efter det nylige sammenbrud for den kristendemokratiske og socialdemokratiske regeringskoalition.

Det er ikke kun i Holland, at værdipolitikken stadig kan flytte stemmer. Ifølge en meningsmåling fra Financial Times forleden er der nu et flertal af vælgere i Frankrig, Italien, Storbritannien, Spanien og Tyskland, der vil forbyde burkaer. Det er muligvis udtryk for en stigende islamofobi i hjertet af Europa. Man må bestemt håbe, at vælgerne – som i Danmark – ikke helt mister fornemmelsen for de demokratiske grundprincipper og stadig har overskud til at forholde sig til de store realøkonomiske udfordringer i det kriseramte Europa.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026