Det grænseoverskridende og globale bliver meget konkret, når man står midt i en voksende epidemis tidlige fase og forsøger at agere taktfuldt og socialt uden at bidrage til smittespredningen.

Danmark er endnu ikke blevet lukket ned, da Mandag Morgen møder Dan Esty, advokat og professor ved Yale University, som er ved at afslutte samtaler med ivrige tilhørere ved et liveinterview, han netop har deltaget i på Altinget og Mandag Morgens domicil i det indre København. Men alle sociale interaktioner er i gang med at blive justeret.  

Som vi står her og hilser på hinanden med fødder eller albuer og fører samtaler med udvidet afstand, er globaliseringens konkrete socialpsykologiske konsekvenser svære at overse. Og det er ved den pointe, Esty begynder. Bare for at give et perspektiv på, hvor meget diskussionen har flyttet sig på 30 år.  

Han er muligvis bedst kendt som klimarådgiver for USA’s tidligere præsident, Barack Obama, men Esty har en række bøger om særligt grøn business bag sig og en praktisk erfaring med klimapolitik, der strækker sig tilbage til slutningen af 1980’erne. ”Dengang havde vi ikke haft mange problemer, hvis globale omfang var uden for diskussion,” indleder han med et insisterende blik. Er man født og vokset op i tiden efter Murens fald, har globaliseringen aldrig været et for alvor omstridt begreb.

”Men her står vi i dag,” siger Esty og rykker lidt frem i sædet, ”midt i en anden krise, coronavirussen, som er netop dette – uundgåeligt global.” 

En generations katastrofale idétørke  

Dan Esty er i København for at tale om klimaforandringer og grøn innovation på baggrund af sin seneste udgivelse ‘A Better Planet: 40 Big Ideas for a Sustainable Future’. Med bogen er han på den ene side rejsende i et optimistisk ærinde.

Den er nemlig en slags katalog over nye ideer, der kan hjælpe med at sætte skub i den grønne omstilling, og med de mange indsamlede idéer forsøger han at vise, hvor meget der kan gøres. Men når bogen er nødvendig, er det også, fordi vi ikke har gjort nok. 

Budskabet om klimainnovation synes at løbe igennem Estys bog som et bydende imperativ, og det nikker han ivrigt og ansporende til. Skal man opsummere hans pointe fra bogen, er den, at selv om diskussionen om klimaforandringerne har taget store skridt, særligt inden for de seneste få år, sidder hele den grønne sektor fast i 1990’ernes tankegang og teknologi.  

En hel generations idemæssige stilstand kan lyde som lidt af en katastrofe.  

”Og det er en katastrofe,” bryder Dan Esty hurtigt ind. ”Den arena, som beskæftiger sig med klima, er underligt uberørt af de seneste 25 års teknologiske fremskridt,” siger han og fremhæver nye kommunikationsteknologier og big data som undslupne grønne muligheder. 

Til gengæld er der kommet et større politisk fokus på klimaforandringer. Og i det private erhvervsliv er man også begyndt at få øjnene op for det økonomiske potentiale i at være tidligt ude med bæredygtige produkter og investeringer. Herhjemme har de danske lønmodtageres fælles pengetank ATP tidligere på året besluttet, at de fremover ikke vil investere i udvinding af fossile brændstoffer i kapitalfonde for ikke at risikere strandede aktiver.   

Denne risiko bliver taget særdeles alvorligt i investeringsverdenen, hvilket også verdens største investeringsselskab, BlackRock, understregede, da de tilsluttede sig initiativet Climate Action 100+, en investorgruppe som er sat i verden for at presse verdens største fossile selskaber til at omstille sig. Der ser kort sagt ud til at være mange penge at tabe på sort energi.  

Det har Dan Esty også øje på.  

”Jeg tror, det private erhvervsliv har konkluderet, at verden er nødt til at håndtere klimaforandringerne seriøst. Industri for industri, virksomhed for virksomhed er der nu behov for at gøre sig klar til dette. De, som positionerer sig selv til succes i en klimaneutral verden, vil være dem, der trives, og de andre bliver sat af,” vurderer han. 

Mange veje mod samme mål 

Men mens markederne lige nu er ved at orientere sig mod en grønnere fremtid, er det ifølge Dan Esty vigtigt, at regeringerne ikke bevæger sig for langt ind på markedets område og forstyrrer udviklingen. Når EU-Kommissionen tidligere i marts præsenterede sit første forslag til en såkaldt taksonomi over bæredygtige investeringer, der skal definere, hvad en bæredygtig investering er, gør de ifølge professoren klogt i at holde sig fra detailregulering. 

”Jeg mener ikke, der bør være en enkelt definition af bæredygtighed,” siger han og forklarer, at politikernes vigtigste rolle er at skabe klarhed om, hvordan man generelt måler bæredygtighed, ikke tage stilling til bestemte energityper.  

”Det ville være en kæmpe fejl. Regeringer kan ikke bestemme, hvad der er bæredygtigt, for det kan der være flere meninger om. Er atomkraft bæredygtigt?” spørger Esty og forklarer, at han selv ser mange fordele i teknologien.  

I hjemstaten Connecticut, hvor Esty selv i perioden fra 2011 til 2014 stod i spidsen for statens Department of Energy and Environmental Protection, er der flere atomkraftværker, og den delstat er han ikke bleg for at fremhæve som en grøn amerikansk foregangsstat. Opbakningen til atomkraft er relativt marginal i Danmark, og det er helt i orden, insisterer Esty på.  

”Folk må gerne have hver sin foretrukne vej mod klimaneutralitet. En af de ting, der var i vejen med vores tilgang i det 20. århundrede, var vores stræben mod at finde det eneste rette svar. Det er faktisk smart at have lidt fleksibilitet og frie valg; det er sådan, vi ansporer til innovation.” 

”Langsomt er hurtigere end hurtigt” 

Og der er ting, vi kan gøre nu. Et af de første og vigtigste håndtag, man ifølge Dan Esty skal trække i for at stimulere innovation, er prisen på udledninger. Afgifter skal spille en afgørende rolle ud fra en klassisk mainstreamøkonomisk tankegang om, at incitamenter virker.  Og her arbejder Esty, ligesom blandt andre EU, med et klimaneutralitetsmål i 2050 for øje.

Verdens lande skal sammen arbejde hen mod en høj CO2-afgift i 2050, som i mellemtiden vil anspore virksomheder til at opfinde alternativer, fordi de kan se den faretruende afgift bevæge sig nærmere og nærmere.   

Det er ikke umiddelbart en idé, som vil blive mødt af jubelbrøl blandt mange af de danske politikere, som er valgt ind på klimadagsordenen og behovet for at handle nu. I slutningen af februar lancerede Radikale Venstre under sloganet ”grøn betyder nu!” en kampagne for at presse regeringen og klimaminister Dan Jørgensen (S) til at sætte fart i forhandlingerne om en klimahandlingsplan, fordi klimaet ikke kan vente. På samme tid og af samme årsag opfordrede Enhedslisten Dan Jørgensen til at rubbe klimahandlingsplans-neglene – eller risikere at blive afsat.   

Det er en utålmodighed, Esty genkender fra sine unge studerende på Yale, der ofte skoser ham for at sidde på hænderne. 

”Hvis jeg skulle vælge mellem en klimaneutral fremtid om 10 eller 30 år, ville jeg vælge 10. Men jeg tror ikke, det er det valg, vi står over for,” argumenterer Esty. ”Jeg har arbejdet med det her i 30 år, og derfor vil jeg sige, at jeg hellere vil have succes om 30 år end en strategi for de næste 10 år, som går i vasken.” 

På nogen måder kan man sige, at hans strategi er den modsatte af den, som de klimautålmodige danske støttepartier har anlagt.  

”Jeg tror, at langsomt er hurtigere end hurtigt her. Hvis man forpligter sig til et seriøst mål om fuldstændig klimaneutralitet i 2050, vil verden lide under klimaforandringerne, men oddsene taler for, at vi undgår de værste scenarier,” vurderer professoren.  

I Estys optik vil det altødelæggende alternativ være at havne i en politisk dynamik, hvor vi ikke opnår nogen fremgang, fordi ændringsforslagene kommer med en så kort tidshorisont, at de chokerer en stor del af vælgerne, som så beslutter, at de hellere vil have den globale opvarmning.  

”Det her er måske ikke tilfældet i Danmark, men i USA vil en stor andel af befolkningen, hvis de presses til at omstille sig fuldstændig inden for de næste ti år, foretrække global opvarmning. Så man skal ikke se på dette ud fra, hvad vores ideal er, men ud fra, hvordan vi sikrer, at vi holder os på det transformative spor.”  

Det er blevet lidt senere end planlagt, og vi begynder at lukke interviewet ned. Dan Esty takker for tiden og åbner så døren med sin hånd pakket ind i regnjakkens ærme. Vi smiler med en indforstået blanding af overbærenhed og anerkendelse, og professoren løfter en hånd op i skulderhøjde og sender et uformelt vink, inden han går med raske skridt ud i det stille københavnske aftenmørke.