Vælgerflugt
Unge stormer ud af Socialdemokratiet
50.000 vælgere har forladt partiet siden sidste valg
Nyrup havde bedre fat i børnefamilierne
Socialdemokratiet har tabt kampen om de yngre vælgere. Partiet kommer ikke til at danne regering i årtier, hvis det står til de unge og børnefamilierne. Omkring 50. 000 personer mellem 24-35 år har forladt Socialdemokratiet siden sidste folketingsvalg. En stor del af de frafaldne vil nu stemme på Venstre. Socialdemokratiet er hermed ved at få udmarvet sin vælgerstyrke også på længere sigt, fordi de taber den ene ungdomsårgang efter den anden til Venstre. Det viser en vælgerundersøgelse, som analyseinstituttet Zapera har foretaget for Ugebrevet Mandag Morgen. Undersøgelsen vækker bekymring hos de unge socialdemokratiske topfolk: “Vi er stadig ikke kommet af med vores støvede image. På mange af de konkrete problemer, som yngre vælgere har, mangler vi løsninger, ” fastslår medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat, Helle Thorning-Schmidt. “Vi er partiet for og om den offentlige sektor. Og alt skal være, som det altid har været. Det duer ikke, ” beklager også folketingsmedlem Henrik Sass Larsen.