Ældreomsorg og tvangsudlicitering: Om igen!

”20 pct. af ældreomsorgen skal udliciteres”, lyder parolen fra regeringen. Det er bestemt tiltrængt med nyt fokus på ældreomsorgen, men er tvangsudlicitering virkelig svaret på velfærdsudfordringen for de gamle?
Velfærdsstatens største udfordring på ældreområdet er, at sikre alle et anstændigt liv – hele livet. Det stiller krav om en fleksibel ældreomsorg, der tilpasses den enkeltes behov og respekterer de særheder, hver af os allerede har eller med tiden vil få.

Udliciteringen vil byde på endnu mere af den kontrol, evaluering og måling, der allerede har forringet omsorgen drastisk de seneste år.

VIP er forkortelsen for Visitation til Plejeboligen. VIP er et økonomistyringssystem til at vurdere opgavens omfang, indhold og ressourceforbrug.  Et system, der udspringer af udliciteringspolitikken. VIP plejer ellers at stå for Very Important Person. Det forekommer derfor helt absurd, at samme forkortelse nu betegner en metode til at udmåle, hvor lang tid der må bruges på den hjælp, de ældre skal have: Det tager x minutter at skifte strømper. Det tager y minutter at etagevaske mm.

Målemetoder er nødvendige, så private firmaer kan byde på opgaverne – hævdes det. Men omfanget af målertyranniet er grotesk: En garvet hjemmehjælper på 60 år i Vestjylland får at vide, at hun har 5 minutter til at komme ind til den ældre; tage overtøjet af; give støttestrømper på; tage sit overtøj på igen og komme videre til den næste borger. Ingen tid til hjertevarme, der gør pleje til omsorg. Ingen tid til at høre den ældre fortælle om barnebarnets bedrifter. Den garvede hjemmehjælper finder efterhånden, at denne form for ældreomsorg er i strid med det, hun har lært og forbinder med ældreomsorg. Hun vil ikke mere og siger sin stilling op. Det skete helt konkret per 1. februar. Andre følger efter. De, der bliver tilbage, resignerer og tilpasser sig kontrol og målesystemet. Taberen bliver den ældre.

Tro ikke at ældre, der har lidt friværdi tilbage eller en ordentlig pension, vil acceptere en sådan ældreomsorg. De vil gå egne veje og opbygge en ældreomsorg og ældreboliger, som er kendetegnet ved menneskelighed. Men det vil ikke være muligt for de mange ældre uden samme midler til rådighed. Vi får til en tostrenget ældreomsorg: En for de rige og en for de andre. Er det, hvad vi vil have?

Målet må være, at alle får et anstændigt liv hele livet. Dynamoen i velfærdsudviklingen er, at de stærke kæmper sammen med de svage for udviklingen af en ældrevelfærd for alle. Der er historiske eksempler på, at de stærke går egne veje og kæmper for de stærke samtidig med, at de svage efterlades i stigende håbløshed. Udviklingen i det amerikanske sundhedssystem er skrækscenariet for, hvor galt det kan gå. De rige bliver overbehandlet samtidig med, at de svage ikke får relevant behandling. Resultatet er stigende ulighed.  Det bidrager til spændinger i befolkningen.

Der er opgaver nok til alle, så man kan sagtens forstille sig et stærkere samspil mellem offentlige og private virksomheder i en fremtidig løsning af omsorgarbejdet. Det må ske under overskriften: Slip kreativiteten løs, understøt det menneskelige engagement og brug ressourcerne på omsorg i stedet for kontrol og måling.

De senere års opstramning i regler, dokumentation, kontrolmekanismer og målerapparater har begrænset kreativiteten og forringet omsorgen katastrofalt.  Konstruktiv inddragelse af frivillige kan erstatte overformynderiet. Man kan såmænd forestille sig, at frivillige sammen med offentlige og private virksomheder tager et fælles ansvar for at realisere et anstændigt liv til alle hele livet.

Det kunne være drønspændende, om regeringen turde lade det offentlige, det private og civilsamfundet give bud på konkrete løsninger i en skøn treenighed. De ældre, der har skabt vores samfund, fortjener bedre. Til regeringen: Om igen!