Økonomernes krisekur: Væk med ­efterløn, skattestop og gratiskultur

Hvis dansk økonomi skal undgå at havne i en gældsfælde, er der brug for omfattende reformer og en historisk stram styring af udgifterne til offentlig service. Det gælder f.eks. børneinstitutioner, skoler , sygehuse og ældreforsorg. Det er den enstemmige melding fra seks tidligere vismænd.  De mener, at danskerne må indstille sig på en helt anden form for velfærdssamfund, end de er vant til.

Den økonomiske sagkundskab er ikke i tvivl. Skal dansk økonomi undgå en gældsfælde, er der brug for omfattende reformer af den danske velfærdsstat og en meget stram styring af udgifterne til offentlig service som f.eks. børneinstitutioner, skoler, sygehuse og ældreforsorg.

Det viser en rundspørge, som Mandag Morgen har foretaget blandt seks tidligere medlemmer af Det Økonomiske Råds formandskab, de såkaldte vismænd. Se figur 1 i bunden af artiklen.

“Det er meget realistisk, at vi først igen vil få overskud på de offentlige budgetter omkring 2050. Det vil sikkert komme som en overraskelse for mange, for befolkningen er ikke blevet forberedt på, at der ligger rigtig alvorlige tider forude,” siger tidligere vismand Niels Thygesen, professor emeritus ved Københavns Universitet og mangeårigt medlem af OECDs såkaldte “komite for landeeksamination”.

Niels Kærgård, Københavns Universitet, vil “ikke udelukke”, at en højkonjunktur med meget lav arbejdsløshed vil medføre et overskud på de offentlige finanser i en kortere periode i løbet af de næste 40 år. “Men det overordnede billede er, at vi står foran en meget lang årrække med underskud – og det vil blive et stort problem, hvis vi ikke gør noget,” siger han.

De tidligere vismænd angiver især tre årsager til deres bekymring.

  • Dansk økonomi er ikke finanspolitisk holdbar. Der er ikke på langt sigt balance mellem udgifter og indtægter. Det problem har den nuværende økonomiske krise forværret.
  • Forudsætningerne for regeringens beregninger af den finanspolitiske holdbarhed er ifølge vismændene vel optimistiske. Man må frygte, at situationen bliver værre.
  • Regeringens såkaldte 2015-plan bygger på en tvivlsom logik. Den finanspolitiske holdbarhed kan kun opnås, fordi der i anden halvdel af dette århundrede kalkuleres med overskud. Det er ifølge de tidligere vismænd en særdeles betænkelig måde at regne på. 

De mange års underskud vil under alle omstændigheder føre til, at Danmark i løbet af de næste 40 år oparbejder en betydelig gæld. Og undlader man at gennemføre de reformer, der sikrer finanspolitisk holdbarhed, forøger det regningen markant. Se MM04, 2010.

Skal gældsfælden undgås og troværdigheden opretholdes, er der ifølge de tidligere vismænd brug for skrappe midler. Først og fremmest skal der gøres op med tre hellige velfærdskøer: Efterlønsordningen, skattestoppet samt princippet om, at velfærdsydelser er gratis – ikke mindst på sundhedsområdet.

Fuldstændig fodslag blandt vismændene er der ikke. Således er professor emeritus Niels Blomgren-Hansen, CBS, generelt skeptisk over for økonomiske fremskrivninger, der strækker sig over flere tiår: “Vores evne til at forudsige verdens udvikling er meget ringe. I hvert årti er der indtruffet væsentlige teknologiske og især politiske omkalfatringer, som ingen havde forudset.”

Derfor bør man ifølge Blomgren-Hansen koncentrere sig om at føre ansvarlig økonomisk politik på den kortere bane – f.eks. ved at styre efter EUs såkaldte konvergenskriterium om, at det offentlige underskud ikke bør overstige 3 pct. af BNP.

Stram styring

“Finanspolitisk holdbarhed” er et mål for, om der på meget lang sigt – frem til 2100 – er balance mellem offentlige indtægter og udgifter, hvis man tager højde for allerede vedtagne reformer og den fremtidige udvikling i befolkningens alderssammensætning. Rent teknisk udføres beregningen ved, at man tilbagefører alle udgifter og indtægter til i dag. Dermed kan den finanspolitiske holdbarhed udtrykkes med ét enkelt tal – opgjort i milliarder af kr. eller pct. af BNP. Ifølge Niels Thygesen er Danmark et af de lande i verden, der anvender den mest raffinerede metode.

Det er dog, som professor Nina Smith, Aarhus Universitet, understreger, ikke et objektivt begreb. Holdbarheden afhænger i høj grad af, hvilke fremtidige forudsætninger – f.eks. rentens størrelse – man lægger til grund for regnestykket. Alligevel har både den nuværende og tidligere regering anvendt det som styringsinstrument i den langsigtede økonomiske politik.

I øjeblikket er der ingen diskussion om, at holdbarheden er i minus. Hvor meget det ifølge regeringen drejer sig om, vil vise sig om få uger, når den offentliggør en revideret 2015-plan sammen med det såkaldte konvergensprogram.

I den oprindelige 2015-plan var mankoen på ca. 14 milliarder kr. Det var det hul, Arbejdsmarkedskommissionens forslag var udset til at lukke. Dem har politikerne nu udsat på ubestemt tid, Derudover har den økonomiske krise ifølge de nuværende vismænd forværret holdbarheden yderligere, ligesom det offentlige forbrug er vokset betydeligt mere end forudsat i planen.

At lukke dette hul vil i sig selv være en kæmpemæssig opgave. Men dertil kommer ifølge de tidligere vismænd, at forudsætningerne for hele regnestykket er tvivlsomt. Det gælder bl.a. fremskrivningen af de offentlige serviceudgifter til daginstitutioner, skoler, sygehuse, ældreforsorg etc. De forventes fremover at fremvise en realvækst på ca. 1 pct. om året – noget mindre end de ca. 1,7 pct., der har været tale om siden 2001.

“Skal vi tackle fremtidens velfærdssamfund offensivt, bliver det meget svært at holde sig inden for den ramme,” vurderer Nina Smith. Hun fremhæver, at især sundhedsudgifterne må forventes at vokse med mere end den ene pct., og minder om, at regnestykket heller ikke tager højde for en række investeringer i klima og uddannelse.

Den tidligere formand for Velfærdskommissionen, professor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, mener, at det vil kræve en hidtil uset stram styring: “Det vil ikke være muligt uden en diskussion om, hvad det offentlige skal tage sig af i fremtiden, og hvad niveauet skal være. Og det vil være svært at undgå enten en reduktion af udbuddet eller brugerbetaling, som både kan bidrage til finansieringen og mindske efterspørgslen.”

Professor Jan Rose Skaksen, CBS, er enig, men også fortrøstningsfuld: “Der vil blive tale om en benhård prioritering. Men nødvendigheden vil gøre, at der ikke er nogen vej udenom. Presset fra det fremtidige underskud på de offentlige budgetter vil blive så stort, at der må komme en erkendelse af problemernes omfang. Vi økonomer har råbt op, men det har været svært at trænge igennem, fordi pengene i en årrække er væltet ind i statskassen. Vores budskab bliver meget nemmere at kommunikere fremover, fordi underskuddene – og dermed problemerne – bliver meget synlige.”

Niels Blomgren-Hansen peger på, at det til syvende og sidst er op til befolkningen selv at prioritere mellem fritid, offentligt og privat forbrug: Et større offentligt forbrug skal ikke nødvendigvis betales med reformer, der øger arbejdsudbuddet, men kan også finansieres med højere skatter.

40 års underskud

Selvom det både skulle lykkes at gennemføre de nødvendige reformer og holde de offentlige udgifter i et jerngreb, er der ifølge de tidligere vismænd stadig en udfordring tilbage: At sikre en sammensætning af udgifter og indtægter, der ikke medfører mangeårige store underskud og opbygger en betydelig gæld, der skal betales tilbage af kommende generationer.

Det lever regeringens nuværende 2015-plan langtfra op til. Udgifterne vil i de næste mange år stige, mens indtægterne vil falde. Forklaringen er især, at den stigende levetid og det voksende antal ældre får udgifterne til sundhed og ældrepleje til at vokse, mens den langsomme indfasning af højere efterløns- og pensionsalder først får betydning for skatteindtægterne på længere sigt.

Derfor vil der ifølge den oprindelige 2015-plan være underskud i perioden 2015-2051. Men på grund af den økonomiske krise forsvandt overskuddet allerede i 2009, og der skal indtræffe en kraftig højkonjunktur, hvis det ikke også vil være tilfældet frem til 2015. Se figur 2.

Underskud til 2050

Figur 2 | Forstør

Strukturel primær offentlig saldo 2009-2050 under forskellige forudsaætninger, pct. af BNP

Det nuværende strukturelle underskud på de offentlige budgetter vil selv i bedste fald fortsætte frem til ca. 2051. Krisen medfører, at der allerede er underskud fra 2009

Note: 1 Beregningerne bygger på 2 scenarier: 1. Den oprindelige 2015-plan inklusive de nødvendige reformer, men uden virkningen af den aktuelle økonomiske krise. 2. Den oprindelige 2015-plan inklusive virkninger af den økonomiske krise, Kilde: Finansministeriet og AERådet

Torben M. Andersen er enig i, at “alt” skal gå godt, hvis regnestykket skal holde vand: “Dertil kommer, at vi i realiteten skubber problemerne over på fremtidige generationer. Som udgangspunkt burde den økonomiske politik tilrettelægges sådan, at det ikke er tilfældet – og at der ikke er lange perioder med store underskud.”

At det langtfra er noget umuligt krav, fremgår af Velfærdskommissionens samlede reformforslag, der blev skudt ned af Fogh-regeringen. For selvom kommissionen også opererede med et underskud i starten af perioden, var det meget mindre end i regeringens 2015-plan – under 1 pct. af BNP – og det strakte sig kun over ca. 10 år.

Økonomernes krisekur

I sidste uge lancerede Mandag Morgen ti forslag til, hvordan der fremover kan skabes et økonomisk råderum til fortsat fornyelse og udvikling af den danske velfærdsstat. I rundspørgen til de tidligere vismænd er de blevet bedt om at pege på de tre forslag, der efter deres opfattelse løser de forestående problemer bedst. 100 pct. enstemmighed er der ikke. Men især tre forslag går igen blandt deres svar: Opgør med efterlønnen, farvel til skattestoppet og mere brugerbetaling.

At det netop er de tre forslag, der er i top, skyldes ifølge eks-vismændene, at de med størst sikkerhed vil bidrage til at konsolidere finansieringen af den danske velfærdsstat.

De seks topøkonomer er helt på det rene med, at især efterlønnen er tabubelagt. Men som bl.a. Nina Smith udtrykker det, er det en effektiv reform. Hun henviser bl.a. til analyser, der tyder på, at kun ca. 20 pct. af dem, der går på efterløn, alternativt ville gå på førtidspension: “Resten er arbejdsmarkedets kernetropper. Afskaffer man efterlønnen eller rykker ikrafttrædelsen af velfærdsforliget frem, vil det bidrage markant til finansieringen af vores velfærd. Det vil også mindske størrelsen og længden af de kommende års underskud på de offentlige budgetter.”

Skattestoppet har ifølge de seks økonomer meget på samvittigheden. Ud over at udhule statens indtægter har det øget uligheden i samfundet, pustet luft i boligboblen og bidraget til at ophede økonomien i perioder, hvor der var brug for det modsatte. En ophævelse vil også bidrage til, at regningen ikke sendes videre til næste generation.

Når det gælder brugerbetaling, er Danmark efterhånden ret enestående, påpeger Niels Thygesen: “I Sverige har man f.eks. indført brugerbetaling på lægebesøg uden større problemer. Brugerbetalingen behøver ikke at være høj for at virke. Provenuet betyder ikke så meget. Det afgørende er, at det får os alle til at tænke os mere om, før vi går til læge.”

Der er dog også mindre kontroversielle forslag i de forhenværende vismænds krisepakke. Niels Kærgård mener f.eks. at uddannelse kan yde et vigtigt bidrag: “Jeg er mest bekymret for den femtedel af en ungdomsårgang, der ikke får en ungdomsuddannelse. I den globale konkurrence vil det fremover blive svært at finde job til ufaglærte til en rimelig løn. Derfor skal de mindst boglige igennem en erhvervsuddannelse,” siger han.

Niels Blomgren-Hansen peger på, at det på den lange bane er afgørende at skabe rammer for en innovativ udvikling i velfærdssektoren. Det kræver konkurrenceudsættelse og langt større råderum for de enkelte institutioner: “Planøkonomi og kontrol er på kort sigt effektivt til at holde udgifterne nede. Men det får de ansatte til at miste motivationen og sætter den kreative vidensudvikling i stå.”

De tidligere vismænd er også parate til at skrive under på Mandag Morgens øvrige forslag. Ifølge Torben M. Andersen bør de dog præciseres, før de kan indregnes som løsninger: “De er alle relevante, men også lidt farlige, fordi ingen kan være imod dem. Derfor er der brug for en kon­kretisering, så man har et rimeligt grundlag for at kunne vurdere effekterne.”

Topøkonomernes bud på de fremtidige udfordringer for dansk økonomi

Figur 1 | Forstør

Selvom der ikke er fuldstændig fodslag, er der enighed om, at dansk økonomi står over for en lang kriseperiode, og at der er behov for omfattende reformer.

Kilde: Mandag Morgen


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu