Økonomisk ansvarlighed er det nye sort
Med en sparepakke på 80 milliarder euro har Angela Merkel kastet sig ind i kampen mod den europæiske gældskrise. Med pakken sender hun et klart signal om, at man ikke længere kan betragte underskud på statsbudgettet som ok.
Tyskland styrer i år mod et budgetunderskud på 5,5 pct. Kanslerens ambition er, at dette minus er væk, når pakken er fuldt gennemført i 2014.
I den offentlige sektor skal 15.000 job skæres væk, en række velfærdsydelser strammes, og forsvaret står over for en gennemgribende “modernisering”. Moms og skatter røres ikke, men energisektoren, finanssektoren og luftfarten bliver mødt med en række nye afgifter. Bl.a. vil Merkel indføre en “Tobin-skat” – en afgift på finansielle transaktioner, der alene skal fylde 2 milliarder euro i hullet i statskassen.
Financial Times bragte i forbindelse med sparepakken et billede af en smilende Angela Merkel på avisens forside og konstaterede i en leder: “Tyskland er det eneste land i verden, hvor det er populistisk at være puritaner.”
Spørgsmålet er, hvor længe det tyske monopol holder. Forud for den tyske sparepakke gik et møde mellem G20-landene, der sluttede med en erklæring om, at underskudsramte og gældsplagede lande bør rette op på ubalancerne omgående. Og der er næppe nogen tvivl om, at meldingen er adresset til Europa.
I Storbritannien varmer David Cameron retorisk op til at følge i Merkels fodspor. I en tale tirsdag lagde han ansigtet i alvorlige folder. Økonomien har det meget værre, end vi regnede med, sagde den nytiltrådte premierminister og varslede store besparelser for at nedbringe stastunderskuddet på 11 pct.
I Frankrig har præsident Nicolas Sarkozy noget sværere med den nye rolle som puritaner. Ifølge Der Spiegel er forholdet mellem Merkel og Sarkozy på frysepunktet på grund af divergerende opfattelser af, hvordan den europæiske krise håndteres. Sarkozy er tilbageholdende med at lancere store besparelser og henviser til, at det kan slå det gryende opsving til jorden. Frankrig står til et minus på 8,2 pct. på de offentlige finanser i år.





