Den grønne omstilling er ikke død – men den har brug for en pragmatisk genstart

Rygterne om den grønne omstillings død er stærkt overdrevne.

Men hvis ikke klimakampens frontkæmpere begynder at tage bestik af den aktuelle modstand mod dybe klimareformer rundt omkring i den vestlige verden, risikerer man at spille fossilenergiens frontkæmpere Donald Trump og oliegiganten Saudi Aramco sejren i hænde. 

Det er essensen af to lange debattekster, som den indflydelsesrige britiske finansanalytiker, investor og energidebattør Michael Liebreich har publiceret hos Bloomberg New Energy Finance.

Teksterne The Pragmatic Climate Reset I & II er Liebreichs opråb til den vestlige verdens beslutningstagere – politiske og økonomiske – om at reflektere over, hvordan man kommer videre med skabelsen af en verdensøkonomi, der ikke ødelægger kloden.

Budskabet kommer efter, at stadigt flere stemmer – fra Donald Trump over Nigel Farage til BlackRocks CEO, Larry Fink, og Tony Blair – enten taler den grønne omstilling midt imod eller relativiserer betydningen af den.

Ifølge Michael Liebreich er omstillingen af verdensøkonomien bydende nødvendig, og der er mange lyspunkter i den. 

Vi skal elektrificere alt, hvad der kan elektrificeres. Transport, opvarmning, industri. Rens elnettet, byg mere sol og vind, udrul batterier.

Michael Liebreich

”Vi er formentlig allerede på toppen af de globale udledninger, eller meget tæt på. Elbiler udgør nu hver femte solgte bil i verden – i Kina halvdelen. Sol, vind og vand leverer over 30 procent af elproduktionen. I takt med at ren energi vokser hurtigere end efterspørgslen, bliver fossile brændsler uundgåeligt presset ud,” skriver Liebreich.

Han konstaterer, at den grønne omstilling møder modstand overalt. At Trump og hans følgere lover kul og olie en gylden fremtid. Også i Europa er der ifølge Liebreich grus i det grønne maskineri: Protester mod vindmøller og solceller, modstand mod varmeplaner og stigende energipriser.

1,5 grad var for stramt et mål

Michael Liebreich mener derfor, at de politikere, partier og beslutningstagere, der virkelig vil den grønne omstilling, bør tænke sig grundigt om netop nu.

”Det er på tide at nulstille klimadebatten. Ikke i betydningen give op, men i betydningen at bringe den tilbage til realiteterne. Mindre prædiken, mindre skyld og mindre skræmmekampagne,” skriver Liebreich.

”Mere respekt for almindelige menneskers bekymringer, mere forståelse for de reelle begrænsninger og langt mere ærlighed.”

Det var klogt, mener han, at man i Paris-aftalen fra 2015 aftalte at ville holde den globale opvarmning klart under to grader celsius. Men det var til gengæld efter hans opfattelse urealistisk og kontraproduktivt at ville holde den under en stigning på 1,5 grad celsius.

”Det var et smukt banner at marchere under, men det var aldrig realistisk. Ved at holde fast i det uopnåelige undergraver man sin egen troværdighed,” lyder hans konklusion.

Liebreich mener, at den grønne pragmatisme kræver, at man bliver ved med at stræbe efter netto-nul (Net Zero, red.) – altså et økonomisk system, der ikke øger indholdet af CO2 i atmosfæren. 

Videnskaben skal levere realistiske bud, ikke teater.

Michael Liebreich

”Men det bør ikke stå som et tal hugget i sten. Vi skal presse udledninger ned så hurtigt som muligt, men også acceptere, at nogle kurver ikke bliver perfekte. At ligge tæt på målet kan være godt nok – især hvis det giver ro til at fortsætte arbejdet i stedet for at tabe opbakningen.”

Elektrificering er den grønne omstillings nøgleprojekt, påpeger han.

”Vi skal elektrificere alt, hvad der kan elektrificeres. Transport, opvarmning, industri. Rens elnettet, byg mere sol og vind, udrul batterier. Hver eneste megawatt gør det sværere for kul og gas at konkurrere. Man behøver ikke forbyde dem – markedet vil gøre arbejdet, hvis man holder tempoet oppe.”

Omvendt er det ifølge Liebreich særligt nødvendigt at gentænke brintens fremtidige rolle.

”Brint kan på papiret alt, men i praksis er det dyrt, besværligt og langt fra en masseudrulning. Grøn hydrogen bliver ikke billig nok i dette årti, uanset hvor mange pressemeddelelser man skriver. Lad os bruge den, hvor den giver mening – i specifikke industriprocesser – men drop drømmen om at fylde biler, huse og hele energisystemer med den. Vi har billigere, hurtigere løsninger lige foran os.”

Diplomatiet og videnskaben skal fokuseres

I den grønne omstillings pragmatiske fase er det også bydende nødvendigt at reformere de globale politiske forhandlinger om, hvordan man reducerer den globale opvarmning, argumenterer Liebreich.

”COP-processerne (FN’s klimatopmøder, red.) er blevet et cirkus af statsledere, lobbyister og aktivister. Hvert år samme skænderier, samme erklæringer, og næsten ingen konsekvens. Det er på tide at flytte ansvaret fra miljøministrene til dem, der faktisk styrer økonomien og energien. Lad finans-, handels- og energiministre mødes, indgå sektorvise aftaler og få reelle investeringer til at flyde,” skriver Liebreich, der opfordrer til, at man dropper den gamle rig-fattig-fortælling, der sidder i COP-processens DNA. 

Det er farligt at basere politik på at kvæle forsyningen af kul, olie og gas, før alternativerne er klar. Det driver priserne op, skaber folkelig modstand og underminerer hele projektet.

Michael Liebreich

”Mange udviklingslande er nu vækstøkonomier med middelklasser, mens flere rige lande kæmper med stagnation,” fortsætter han.

Ifølge Michael Liebreich er der også grund til selvransagelse blandt klimaforskere. Og han fokuserer særligt på brugen af det såkaldte RCP8.5-scenarie, der kort fortalt er klimavidenskabens worst-case-scenarie.

”Katastrofescenarier som RCP8.5 har været gode til at skræmme, men de er milevidt fra virkeligheden. Når man konstant bruger ekstreme modeller, mister man legitimitet. Vi ved, at vi ikke styrer mod 5 °C[MØ1] , men sandsynligvis lander et sted mellem 1,8 og 3,5. Det er alvorligt nok, men det er ikke dommedag. Videnskaben skal levere realistiske bud, ikke teater,” lyder det med en formulering, som uden tvivl vil give anledning til debat.

Ifølge den britiske finans- og energimand er der brug for samme øvelse inden for finanssektoren. 

”ESG er blevet en jungle af målinger, bokse og mærkater. Kapitalen skal styres mod reelle reduktioner af CO₂ – ikke mod pynt og storytelling. Og støtteordninger skal have solnedgangsdatoer: Virker de ikke, skal de væk. Klimapolitik har ikke råd til luksusprojekter, der spiser penge uden at skabe resultater.”

Han opfordrer også til mere ærlighed om omkostningerne, om skel mellem investeringer og udgifter.

”De fleste grønne projekter er investeringer, der betaler sig tilbage – i jobs, billig energi og mindre afhængighed af ustabile leverandører. Men vi bør droppe fascinationen af enhver ny teknologi, der kalder sig grøn. Kun det, der kan skaleres og levere reelle reduktioner, fortjener støtte. Resten bør forblive i laboratorierne, indtil de kan bevise deres værd.”

Realistiske politiske planer

Kernen i Liebreichs forståelse af den grønne omstilling er, at det ikke en spurt, men en årelang march, hvor sol, vind og batterier stille og roligt spiser sig ind på fossilerne.

”Det er sådan, vi vinder: ved at lade de rene løsninger vokse, indtil de bliver den åbenlyse og billigste mulighed. Derfor er det farligt at basere politik på at kvæle forsyningen af kul, olie og gas, før alternativerne er klar. Det driver priserne op, skaber folkelig modstand og underminerer hele projektet.” 

Folk bekymrer sig mere om varmeregningen end om klimamål i 2050. Skal man bevare opbakningen, må man fokusere på det, der gør hverdagen billigere og bedre.

Michael Liebreich

“Folk bekymrer sig mere om varmeregningen end om klimamål i 2050. Skal man bevare opbakningen, må man fokusere på det, der gør hverdagen billigere og bedre,” lyder det centrale politiske budskab fra Liebreich.

Derfor skal den grønne omstillings forkæmpere erstatte argumenterne baseret på drømme, frygt og moral med en mere nøgtern og pragmatisk tilgang.

”Vi behøver en plan, der kan overleve virkeligheden – og politiske valg. En plan, der bygger på fakta, effektivitet og folkelig opbakning. Hvis vi holder fast i det, kan vi stadig levere en verden, der er langt grønnere, rigere og mere retfærdig, end nogen realistisk havde turdet håbe på for bare 20 år siden. Ikke perfekt, men god nok. Og nogle gange er ’god nok’ det, der redder os,” skriver Michael Liebreich.