Hvor meget forskningstalent kan Europa hente fra USA?

Trump-regeringens politik har skabt usikkerhed i det amerikanske forskningsmiljø. Nedskæringer i offentlige forskningsmidler, modstand mod akademisk frihed, afvisning af klimavidenskab og begrænsninger for udenlandske forskere har svækket tilliden til USA som et trygt sted for international forskning. I en undersøgelse fra Nature overvejer tre ud af fire forskere i USA at forlade landet på grund af de forstyrrelser, regeringen har skabt.

Livsændrende beslutninger tager tid, og en storstilet udvandring er endnu ikke i gang. Alligevel ser andre lande en chance for at tiltrække forskere fra USA og dermed vende det 'brain drain', der i årtier har gjort USA til centrum for globalt forskningstalent. I maj lancerede EU-Kommissionen initiativet Choose Europe – en pakke på 500 millioner euro, der skal lokke forskere til Europa. Den omfatter blandt andet langsigtede bevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd og en fordobling af bonusser til forskere, der vælger at flytte hertil.

Samtidig oplever europæiske universiteter allerede ændringer. For eksempel fortæller universitetet i Provence-Aix Marseille, at de er blevet "oversvømmet" af ansøgninger fra forskere med base i USA.

Men hvis EU virkelig kunne blive attraktiv nok – hvor mange forskere i USA ville så reelt være villige til at flytte?

Svaret kan kun blive spekulativt. Beslutningen om at skifte land afhænger af personlige forhold, familie, karriere og præferencer. Som regel flytter forskere dog derhen, hvor de ser de bedste muligheder.

En indikator for flyttevillighed kan være tidligere erfaringer. En forsker med mindst én udenlandsk uddannelse har allerede vist sig parat til at flytte og kan derfor være mere tilbøjelig til at gøre det igen – selvom det naturligvis kun er én blandt mange faktorer. Blandt internationale studerende i USA forlod cirka en million dimittender landet igen mellem 2012 og 2020.

Fortiden kan altså give et fingerpeg om fremtidige valg. En gennemgang af topforskere i databasen Highly Cited Researchers (HCR) og ORCID-data (et forsker-ID-system) for postdocs på amerikanske eliteuniversiteter viser, at 9,3 procent af topforskerne med base i USA har mindst én europæisk grad. De har altså en tilknytning til Europa og kan derfor være lettere at tiltrække tilbage.

Topforskere er dog ofte mere etablerede og derfor mindre berørt af nedskæringer end yngre kolleger – for eksempel fordi færre midler først og fremmest rammer postdoc-stillinger. Vores data viser, at 7 til 19 procent af postdocs på amerikanske topuniversiteter har mindst én europæisk grad. Det er denne gruppe, europæiske universiteter kan forsøge at vinde tilbage med målrettede incitamenter.

Uddannelsesbaggrund blandt unge forskere i USA

Europa har måske lettere ved at tiltrække unge forskere, som endnu ikke er fast etablerede. Mange af dem er på midlertidige visa og søger tenure-track-stillinger (det vil sige en midlertidig ansættelse med mulighed for fastansættelse). Deres valg afhænger især af forskningsmiljøets kvalitet, karrieremuligheder og akademiske netværk.

På Harvard, Princeton, Columbia og University of Pennsylvania – universiteter, der er særligt ramt af den amerikanske politik – viser data, at 33-43 procent af postdocs udelukkende er uddannet i udlandet, mens 57-67 procent har taget mindst én grad i USA. 7-19 procent af postdoc-forskerne har en europæisk grad.

Hvad det betyder for EU

De aktuelle politiske forhold i USA får forskere til at overveje deres valg. Nogle udenlandske forskere vælger måske ikke at flytte til USA, mens andre, der allerede er i landet, overvejer at rejse.

Selvom vi endnu mangler solide data, viser analysen, at en betydelig gruppe forskere i USA (9,3 procent af topforskerne og op til 19 procent af postdocs) har studeret i Europa. Det peger på, at EU har et vist potentiale – men det kræver, at Europa gør sig mere attraktivt: gode forskningsmidler, åbenhed og stærke institutioner.

Europa er dog ikke nødvendigvis førstevalg. I perioden 2022-2024 var Storbritannien og Canada de mest populære alternativer for amerikanske forskere. Derudover er lønforskellen stor: En topforsker på University of California kan tjene op mod én million dollar årligt, mens selv topprofessorer på førende europæiske universiteter sjældent tjener over 75.000 euro.

Mange EU-universiteter skal have statens godkendelse af deres budgetter og følger faste lønskalaer. Forskning peger dog på, at universiteter med større økonomisk selvstændighed og konkurrenceudsatte midler klarer sig bedre.

Jo bedre forskningsmiljø og flere muligheder, desto større tiltrækningskraft for ambitiøse forskere, især tidligt i karrieren. Derfor er Choose Europe-initiativet et vigtigt skridt.

Det er også vigtigt at fjerne praktiske barrierer. For eksempel besluttede Norge for nylig at droppe kravet om sprogkursus for udenlandske ph.d.’er og postdocs – et skridt mod et mere fleksibelt miljø.

At styrke uddannelsessystemer, karriereveje og finansiering er ikke kun godt her og nu. Det er en langsigtet strategi. Hvis EU kan blive det, USA var engang – verdens mest attraktive destination for forskning – vil flere studerende og forskere vælge Europa.