Brinkmann: Løft blikket, når du søger mening i dit arbejdsliv

Finder man mening i livet ved at knokle igennem på kontoret og hente ungerne sent i børnehaven, fordi man så har ydet sit til samfundet den dag? Eller er meningen med tilværelsen snarere at træde ud af hamsterhjulet og koncentrere sin energi om det nære – sin familie og sit lokalsamfund?

De to poler står for tiden skarpt over for hinanden i medierne. Den ene pol er repræsenteret af folk som økonomiprofessor Nina Smith, der i sin bog ‘Overskudskvinder’ argumenterer for, at både ligestilling mellem kønnene og velfærdsstatens overlevelse er bundet op på en høj arbejdsmoral. Ved siden af hende står indenrigs- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, der med bogen ‘Arbejdets Land’ ligeledes slår et slag for vigtigheden af at arbejde hårdt og længe – for samfundets skyld.

På den anden pol finder vi forfatteren Maj My Humaidan, der med et tilbagetrukket liv på Ærø og sine bøger ‘Ærø Manifestet’ og ‘Blødt’ står for det stik modsatte: Ro på og et opgør med hamsterhjul og karriereræs.

De fleste af os går hverken til den ene eller den anden yderpol. Vi drømmer måske kortvarigt om et rolig liv på Ærø uden myldretrafik og aula-beskeder, men vender så tilbage til virkeligheden – for vi er jo egentlig meget glade for vores job og vores kolleger.

Kaare Dybvad Bek ser samfundet som den væsentligste forpligtelse, og for Maj My Humaidan er det familien og lokalsamfundet, der er vigtigst. Begge dele kan være lige rigtigt. Det væsentlige er, at det rækker ud over dem selv.

Derfor bør vi rykke diskussionen ind på midten, mener psykologiprofessor Svend Brinkmann, der sammen med sine to medforfattere, professor Lene Tanggaard og ledelsesrådgiver Joel Haviv, er aktuel med bogen ‘Arbejdslivets dilemmaer’, der udkommer i slutningen af april.

”De fleste af os står et sted midt imellem de to yderpoler, der lige nu lever af at være i opposition til hinanden. Men familien i Randers bliver ikke meget klogere på, hvordan de kan tilrettelægge en tilværelse, der giver lidt mere tid sammen som familie, uden at de behøver flytte til Ærø.”

”I stedet for at tegne det så hårdt op kunne man diskutere, hvad de to debattører egentlig er enige om. Det er et mere interessant afsæt for en samtale, som kan nuancere problemstillingen og give forskellige billeder på, hvad meningen med tilværelsen – og arbejdslivet – kan være.”

Så hvad er de enige om?

”Som jeg ser det, er de grundlæggende enige om, at det gode liv handler om at være forpligtet på andet end sig selv. Kaare Dybvad Bek ser samfundet som den væsentligste forpligtelse, og for Maj My Humaidan er det familien og lokalsamfundet, der er vigtigst. Begge dele kan være lige rigtigt. Det væsentlige er, at det rækker ud over dem selv.”

Vi finder mening forskellige steder

Her må vi ifølge professoren rent teoretisk skelne mellem mening på indersiden og på ydersiden. Mening på indersiden (indre mening) relaterer sig til det erfarede og personlige – hvad giver mening for mig, hvad kan jeg godt lide at arbejde med og hvordan?

Mening på ydersiden (ydre mening) handler derimod om at se ud over sig selv, løfte blikket ud i samfundet, ud i verden og finde mening dér. Det handler blandt andet om at tage ansvar og forpligte sig over for andre mennesker eller en sag, man finder vigtig.

”I det lange løb er den indre mening ikke tilstrækkelig. Mennesket får simpelthen et bedre liv af at være forpligtet over for andre og andet end sig selv. Så hvis vi ønsker vedvarende mening i vores arbejdsliv, kræver det, at vi vender os mod noget uden for os selv.”

I det lange løb er den indre mening ikke tilstrækkelig. Mennesket får simpelthen et bedre liv af at være forpligtet over for andre og andet end sig selv. Så hvis vi ønsker vedvarende mening i vores arbejdsliv, kræver det, at vi vender os mod noget uden for os selv.

Dermed ikke sagt, at Brinkmann vælger Nina Smiths og Dybvad Beks side i debatten. Det, der er større end dig selv, den ydre mening, kan nemlig sagtens være din familie eller lokalsamfundet, understreger han.

”Vi er ikke motiveret af det samme – vi har alle brug for mening i tilværelsen, men vi finder den forskellige steder.”

Det handler ikke kun om dig

Vi skal altså passe på, at vi i vores søgen efter mening ikke bliver for indadvendte, mener Brinkmann, der giver vores individualiserede kultur skylden for, at det alligevel er det, de fleste af os gør. Han siger:

”Det kan lyde provokerende, men jeg vil vove den påstand, at andre skal være med til at afgøre, hvad der er et meningsfuldt arbejde. Som menneske er man forpligtet på en vis refleksion over sit liv. Løft blikket, når du søger mening med dit arbejde – skader det, du gør eller arbejder for, andre mennesker? For eksempel hvis du sælger eller udvikler noget, der skaber afhængighed hos andre. Eller skader det naturen eller klimaet?”

Man kan måske retfærdiggøre, at man finder personlig mening i jobbet, fordi man har gode kolleger, god løn og gode arbejdsforhold. Måske er det led i en personlig karriereplan. Men ved dybere refleksion, og hvis man ser ud i samfundet, viser det sig måske, at formålet er knap så meningsfuldt – måske tværtimod, pointerer Brinkmann.

Mening uden trivsel?

Brinkmann giver ingen klar opskrift på det meningsfulde arbejdsliv, men fortæller, at mening ofte relaterer sig til begreber som etik, religion og ansvar, som man til en vis grad kan overføre til arbejdslivet.

”Oftest er vi mest opmærksomme på, hvad der giver mening i vores arbejde, når det mangler. Når man ikke kan se formålet med det, man gør, så begynder man at reflektere over den mening, der ikke er der, men som burde være der – og hvad den så kunne bestå i. Men det kan være vidt forskelligt fra person til person, fra job til job og fra branche til branche – og i øvrigt også fra kultur til kultur.”

Hvilken betydning har mening for trivsel i arbejdslivet? Kan man for eksempel opleve mening uden at trives – og vice versa?

Oftest er vi mest opmærksomme på, hvad der giver mening i vores arbejde, når det mangler. Når man ikke kan se formålet med det, man gør, så begynder man at reflektere over den mening, der ikke er der, men som burde være der – og hvad den så kunne bestå i.

”Man kan godt opleve mening uden at trives, hvis man for eksempel arbejder med noget, der virkelig har stor betydning for kunder, patienter eller andre, der er afhængige af ens ekspertise og hjælp, men hvor man samtidig har alt for travlt eller ikke har et godt forhold til en leder eller sine kolleger.”

”Omvendt kan man også godt trives uden mening, men nok mest på kort sigt, hvor der ofte i et længere perspektiv vil opstå en tomhed eller decideret fremmedgørelse, hvis man ikke kan se meningen med det, man gør. Freud mente, at man kan blive syg af mangel på mening, så i det lange løb går den nok ikke.”

Corporate mening er instrumentel

Definitionen af, hvad det meningsfulde arbejde består i, er for længst forsøgt overtaget af virksomheder og arbejdsgivere. Men i den proces er der sket en indsnævring i forståelsen af, hvad der udgør et meningsfuldt arbejdsliv, mener Brinkmann og henviser til de mange jobannoncer, der lover, at man bliver del af en ’corporate’ kultur eller ligefrem en familie. 

”Men det er jo ikke din familie. For din chef kan fyre dig. Og i min optik bliver meningsbegrebet både misbrugt og udvandet, når virksomheder på den måde vil have medarbejderne til at tilslutte sig en særlig kultur eller corporate religion, som reklamebureauet Kunde & Co slog sig op på i 00’erne.”  

”Meningsbegrebet bliver her brugt instrumentelt – som et styringsredskab. Man vil styre medarbejdernes meningsdannelse i en bestemt retning til gavn for forretningen.”   

Hvordan kan virksomheder så imødekomme medarbejdernes behov for mening i arbejdet og samtidig have blik for virksomhedens bundlinje? 

”De store danske virksomheder, som for eksempel Novo Nordisk, gør det nemt for deres medarbejdere at finde mening i deres arbejde inden for nogle ret fleksible organisatoriske rammer. De giver plads til diversitet og personlig udvikling, for de ved, at der er en psykologisk gevinst for den enkelte medarbejder, der oplever mening i sit arbejde. Man gør sit arbejde bedre og får det bedste ud af sig selv. Og det kommer jo i sidste ende også virksomheden til gode.”

Når meningen bliver for meget

Er der så en bagside ved at dyrke det meningsfulde arbejde? Ja, det er der, problematiserer Brinkmann, for det forholder sig desværre sådan, at de mest meningsfulde job er dem, hvor der er størst risiko for forråelse og udbrændthed. Det gælder især i omsorgsjobs.

”Jo mere ydre mening, jo mere etisk forpligtelse over for andre, og jo større risiko er der for, at de pludselig mister deres indre mening, fordi deres arbejde kræver så meget mentalt overskud, og fordi rammerne og ressourcerne er mangelfulde. Pædagoger, sosu’er og sygeplejersker har jo en enorm moralsk og etisk forpligtelse over for hele velfærdssamfundet. Det er hårdt at stå med det ansvar hver eneste dag.”

”Man kan også ende med at brænde ud af såkaldt ’skyggearbejde’. Det sker, når man som medarbejder tager arbejdet med hjem, konkret eller mentalt, fordi det opleves så vigtigt og meningsfuldt. De bliver simpelthen for pressede af for meget ydre mening i deres arbejde.” 

”Det er ikke altid, at det nytter at ændre på rammerne. Nogle job er bare så meningsfulde, at de kan være svære for selv den mest professionelle at være i – for eksempel den sygeplejerske, der arbejder på en børnecancerafdeling og hver dag står med ansvaret for syge børns skæbne og skal håndtere, at nogle af dem måske ikke overlever. Her kan den ydre mening totalt dominere, mens den indre mening kan være helt i bund.”

Omvendt kan en selvstændig iværksætter, der brænder for sit job og sin virksomheds vækst, ende med selv at brænde ud, fordi han eller hun er drevet af for meget indre mening – for eksempel en forhippelse på at få sit produkt til at sælge godt, fortæller Brinkmann.

Tilbage til bondesamfundet

Derfor er der brug for en vis balance mellem den indre og den ydre mening, forklarer han:

”Man kan godt i en periode opleve mere indre mening end ydre mening i sit job – og vice versa. Men på sigt skal der helst være en vis balance mellem inder- og yderside, hvis man skal opleve vedvarende mening i sit arbejdsliv.”

Af samme grund er han også fortaler for, at vi sætter klare grænser mellem vores arbejde og privatliv. Arbejdet skal ikke indtage fritid og familieliv – og omvendt.

”Der er jo en grund til, at fagforeningers oprindelige og vigtigste kamp gik på at sikre otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile. I dag er vi, med vores sammensmeltning af arbejds- og privatsfæren, næsten tilbage til bondesamfundet, hvor man levede og åndede for det liv, der foregik på gården.”

Der er jo en grund til, at fagforeningers oprindelige og vigtigste kamp gik på at sikre otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile. I dag er vi, med vores sammensmeltning af arbejds- og privatsfæren, næsten tilbage til bondesamfundet, hvor man levede og åndede for det liv, der foregik på gården.

Kommer der en modreaktion på den her jagt efter mening i arbejdslivet?

”Ja, og det ser vi allerede i form af tiltagende efterspørgsel på firedages arbejdsuge. Vi har set en bølge af såkaldt ’quiet quitting’, hvor medarbejdere tager et aktivt valg om ikke at gøre mere, end de bliver betalt for, fordi de har besluttet, at deres arbejde ikke er deres liv. Mange har ikke lyst til at arbejde de mange timer, og arbejdet er ikke længere den primære kilde til mening i deres liv.”  

”Nogle mennesker går bare på arbejde for at tjene penge, og så udlever de deres liv i fritiden – et liv fyldt op af hobbyer og foreningsarbejde, som udfylder behovet for mening i deres liv, og som de ikke får og søger i deres job.”

”Håndværkere er jo et godt eksempel på mennesker, der kan brænde for det gode håndværk og udøve deres profession til perfektion. Men de kan af mange grunde ikke tage arbejdet med hjem. Det gør det nemmere for dem at adskille privatliv og arbejdsliv.”

”Personligt tror jeg, at jeg vil falde mere for et jobopslag, der understreger, at det bare er et arbejde og ikke et sted, man skal finde meningen med tilværelsen, men at der netop skal være tid til at dyrke andre ting i livet. Der kan også være noget befriende i at kunne gå hjem fra arbejde og tænke: ’Godt, det bare en arbejdsplads. Og nu tænker jeg ikke på de problemer, der er dér, før jeg møder ind i morgen’.”