Det omvendte mentorskab: ”Det er en gave at få hendes perspektiver”
Allan Levann besluttede midt i en lang karriere inden for ledelse og undervisning, at han ville have en mentor. Det skulle være en person så forskellig fra ham selv som overhovedet muligt. Valget faldt på 25-årige afghanske Mina Akbari, som i dag udfordrer hans verdensbillede på alt fra klimakrisen over kommunikation til kunstig intelligens.
Stine Bjerre Herdel
LedelsesredaktørHan vil gerne have lov til at kalde en kagemand for en kagemand og ”være ærlig omkring sine bias”, som han siger. Omvendt vil han også gerne forstå, hvorfor nogle mennesker mener, at bagværk bør være kønsneutralt – og vigtigst af alt vil han gerne respektere det.
Allan Levann er en erfaren CBS Executive-underviser, forfatter af ledelsesbøger og oplægsholder, som har beskæftiget sig med organisationer og ledelse i et helt liv, og selvom mange sikkert vil argumentere for, at han sikkert ved rigeligt, så vil han gerne nuancere det verdensbillede, han har.
Jeg tror på, at generationer har meget at lære af hinanden. Men det handler ikke kun om alder. Det er lige så vigtigt at inddrage alle mulige andre dimensioner af forskellighed i relationen.
Allan Levann
CBS-Executive-underviser, forfatter og oplægsholder.
”Der er ting, jeg ved. Så er der ting, jeg ved, jeg ikke ved. Og så er der ting, jeg ikke ved, jeg ikke ved,” siger han med en parafrase af USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfelds velkendte citat.