Er fortidens synder nutidens ansvar?

At sige undskyld kan være en stærk medmenneskelig gestus. I sin essens rummer en undskyldning en erkendelse af skyld, en anerkendelse af dem, der har lidt uret, og en implicit forpligtelse til at gøre noget anderledes i fremtiden. Men i dag ser vi en voksende tendens til, at politikere og stater skal undskylde for ugerninger begået langt tilbage i historien – handlinger, som ingen af nutidens borgere har haft indflydelse på.

Hvad betyder det egentlig? Gør det os til et bedre samfund, eller risikerer vi, at undskyldninger bliver symbolske handlinger, der blot skal hele et politisk sår?

I de senere år har vi i Danmark set en bølge af krav om officielle undskyldninger for historiske uretfærdigheder.

I 2015 blev der rejst krav om en undskyldning til de svigtede børn i Tøndersagen.

I 2019 undskyldte statsminister Mette Frederiksen for statens rolle i eksperimentet med 22 grønlandske skolebørn – Godhavnsdrengene – der mellem 1946 og 1976 var anbragt på børnehjemmet Godhavn i Tisvildeleje, hvor de blev udsat for alvorlige overgreb og svigt. Statsministerens undskyldning har efterfølgende ført til krav om erstatning.

Flere andre børnehjem i Danmark havde lignende sager, og undskyldningen fra 2019 omfattede derfor også andre tidligere børnehjemsbørn.

At respektere andre menneskers oplevelser og anerkende historiske uretfærdigheder er en vigtig del af den måde, et civiliseret samfund fungerer på. Men en officiel undskyldning skal være mere end en symbolsk handling.

Mere aktuelt efterforskes lige nu den såkaldte spiralsag, hvor et antal grønlandske kvinder uden samtykke fik opsat spiraler af danske læger. Flere af disse kvinder har stævnet staten med krav om erstatning.

Senest er debatten om vores meget fjerne koloniale fortid blusset op i kølvandet på en DR-dokumentar, hvor der tales om en officiel undskyldning for Danmarks involvering i slavehandlen og driften af sukkerplantagerne på De Vestindiske Øer.

Spørgsmålet er, hvem en sådan undskyldning skal rettes til, og hvad den skal føre til.

Kollektiv skyld eller fælles ansvar?

Kravet om nationale undskyldninger rejser en grundlæggende debat om kollektiv skyld. Er vi, som nation, ansvarlige for handlinger begået af tidligere generationer? Der er en vigtig forskel mellem individuel skyld og et fælles historisk ansvar. Individuel skyld knytter sig til konkrete handlinger, vi selv har begået, mens kollektivt ansvar indebærer, at vi som samfund forholder os til konsekvenserne af fortidens uretfærdigheder.

En nation er ikke en fast størrelse, der uforandret bærer fortidens byrder. Den udvikler sig, dens værdier forandres, og nye generationer vokser op uden lod og del i de beslutninger, der blev truffet for 50, 100 eller flere hundrede år siden. Derfor er det problematisk at insistere på, at nuværende generationer skal bære skyld for fortiden.

Men det betyder ikke, at vi ikke har et ansvar for at forholde os til konsekvenserne af fortidens beslutninger. Og det betyder ikke, at vi skal undlade at håndtere ofrene for beslutningerne med respekt og sikre, at lignende uretfærdigheder ikke gentager sig.

At respektere andre menneskers oplevelser og anerkende historiske uretfærdigheder er en vigtig del af den måde, et civiliseret samfund fungerer på. Men en officiel undskyldning skal være mere end en symbolsk handling; den skal ledsages af reelle tiltag, der sikrer forandring. En undskyldning kan være et moralsk og politisk redskab til at signalere en ny forståelse af historien og en vilje til at rette op på uretfærdigheder, men alt for ofte er undskyldningen blot et ritual.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama advarede mod at gøre nationale undskyldninger til et spørgsmål om simpel kompensation. I en debat om slaveriet sagde han, at "den største udfordring ikke er at sige undskyld, men at skabe et samfund, hvor de samme uretfærdigheder ikke gentages". Det understreger, at en undskyldning kun har værdi, hvis den ledsages af en reel forandring. Et meget godt indspil til debatten om undskyldninger til det grønlandske folk for fortidens kolonipolitik i Grønland, som forbliver et tomt ritual, hvis de ikke følges op af konkrete indsatser. For eksempelv at øge respekten for grønlænderne og gøre op med den aktuelle racisme, som flere grønlændere har stået frem og påvist.

Symbolpolitik uden reelle konsekvenser

Tyskland er et af de lande, der mest markant har arbejdet med at konfrontere sin fortid. Efter anden verdenskrig har landet givet omfattende erstatninger til Holocaust-overlevende og efterkommere. Det har været en del af en større forsoningsproces, men også her ser vi i dag en voksende træthed over vedvarende skyldfølelse. Efter nazitiden har landet været ekstremt forsigtigt med militær oprustning og har prioriteret diplomati og europæisk samarbejde. Det med militæret har ændret sig nu med krigen i Ukraine og Trumps fremtog i USA.

Skal vi undskylde for vikingernes togter? For hekseafbrændinger? For tidligere tiders diskrimination af kvinder, minoriteter og sociale klasser? Historien er fyldt med uretfærdigheder, men det gavner ikke meget at rette op på dem med tomme ord.

Den tyske historiker Norbert Frei har beskrevet, hvordan Tysklands måde at konfrontere sin fortid på har været afgørende for landets selvforståelse i dag. Samtidig er der en voksende bekymring for, at det højreekstreme parti Alternative für Deutschland (AfD) trækker den historiske refleksion i en ny retning, hvor fortidens skyld nedtones, og nationalistiske tendenser igen vinder frem. Det viser, at erkendelse af fortidens synder aldrig er en statisk proces, men et kontinuerligt opgør med, hvordan historien bruges og misbruges i nutidens politik.

Vi taler om en international tendens med at give statslige undskyldninger. Canada har undskyldt for sin behandling af de oprindelige folk, Tyskland har officielt anerkendt sin koloniale fortid i Namibia og betalt over en milliard euro i erstatninger. Australien har givet en undskyldning til ’Stolen Generations’ af aboriginske børn. I USA diskuteres stadig spørgsmålet om kompensation for slaveriet, mens Frankrig er blevet presset til at tage ansvar for sin koloniale arv i Afrika.

I flere af disse tilfælde har undskyldninger ført til krav om økonomisk kompensation.

Hvor stopper ansvaret?

Hvis vi accepterer præmissen om, at en nation kollektivt skal tage ansvar for sin fortid, hvor stopper det så? Skal vi undskylde for vikingernes togter? For hekseafbrændinger? For tidligere tiders diskrimination af kvinder, minoriteter og sociale klasser? Historien er fyldt med uretfærdigheder, men det gavner ikke meget at rette op på dem med tomme ord.

Vi kan ikke sone historien alene ved at kaste moderne moralkodekser hen over fortiden. Men vi må heller ikke afvise, at visse historiske uretfærdigheder stadig har konsekvenser i dag. Hvis undskyldninger om fortiden skal være relevante, er det, fordi der stadig er behov for aktuelt at lære af historien, rette op på skader, hvor det er muligt, og skabe bedre fremtidige strukturer. Så kan de faktisk være en del af en meningsfuld forsoningsproces. Ellers er de alt for ofte blot et tomt ritual og brikker i et politisk magtspil.