Fra kommunalt monopol til europæisk it-powerhouse: Han skal indfri drømmen
DIGITAL OMSTILLING Benhård dansk konkurrence om offentlige it-løsninger og et japansk kæmpeopkøb vil sende KMD ud på det europæiske kontinent. Svenske Per Johansson skal stå i spidsen for projektet.
Der er sket meget med KMD siden 2014, hvor selskabet mistede sit monopol på kommunale it-løsninger. Den negative side af historien handler om tabte offentlige udbud til fremadstormende virksomheder som især Netcompany. Den mere positive handler om den kolossale japanske it-koncern NEC’s opkøb i 2019.
Med den overtagelse er nemlig fulgt en teknologisk modernisering og en betydelig mængde kapital. Nok så vigtigt er NEC en tålmodig investor, der tør sætte det lange lys på, mens KMD gradvist rykker ind i den private sektor og ud på det europæiske kontinent. Japanernes håb er at bruge KMD’s position som relativt veletableret it-virksomhed i et af verdens mest digitaliserede lande til at udvikle en slags europæisk søsterorganisation.
Den tålmodige kapitaloverflod ser ud til at komme ud at arbejde under den nye ledelse. Svenske Per Johansson tiltræder som administrerende direktør 1. april og har allerede bebudet opkøb og vækst. KMD’s internationalisering går ind i sin næste fase.