Hver anden større virksomhed har sat konkrete CO2-mål
Klimamål og CO2-ambitioner vinder indpas blandt flere danske virksomheder, viser ny undersøgelse. Men særligt de mindre virksomheder halter bagefter, og der er stadig store udfordringer med, hvordan virksomhederne måler på deres klimavisioner og handler på dem.
Anna Fenger Schefte
Noget tyder på, at de private virksomheder i Danmark har taget klimakampen til sig.
En ny rundspørge fra Ledernes Hovedorganisation blandt over 1.200 ledere med personaleansvar i forskellige danske virksomheder viser således, at 45 procent af virksomhederne har sat sig mål for CO2-reduktioner.
Ud af dem har 40 procent et mål om at opnå komplet CO2-neutralitet – langt de fleste tilmed inden år 2030. Se figur 1 og tekstboks.