Hvordan skal 12 stammer nogensinde blive til en regering

Det er derfor, 12 partier i Folketinget ikke bare er et parlamentarisk problem. Det er et samfundsbillede. Et tegn på, at de gamle brede folkepartier har mistet noget af deres evne til at samle forskellige hensyn i én troværdig fortælling om helheden.

Når den fælles fortælling svækkes, går vælgerne på jagt efter nogen, der i det mindste vil beskytte deres egen flig af virkeligheden. Vælgere stemmer med præcision på partier, som lover at beskytte pensionen, drikkevandet, grisene, grænserne, børnefamiliens tid eller friheden fra systemets indgreb.

Så nej, dansk politik kan ikke længere bare deles op i rød og blå. Den er blevet til forskellige stammer, der kæmper om opmærksomheden.

En stamme for tryghed. En for vrede. En for frihed. En for systemkritik. En for pænhed. En for storbyfornuft. En for udkantsoprør. En for national identitet. En for ubetinget troskab overfor magten og ansvaret. En for loyalitet til ProduktionsDanmark. En for grøn samvittighed. En for styring og orden. En for omsorg. En for den voksende mistanke om, at de andre enten er blevet for smarte, for kolde eller for magtfulde.

I følelsernes vold

Hvert parti har sin følelsesmæssige niche. Hver sin vælgerfigur. Hver sin mediedramaturgi. Og netop derfor bliver det sværere at samle et fælles ’vi’ i en ny multiparti-regering.

Venstre er stammen for dem, der mener, at Danmark stadig bliver holdt oppe af folk, der står tidligt op, producerer noget og ikke har tid til storbyens moralske yogatimer. Det er partiet for jord under neglene, momsregnskab i skuffen og en vedvarende irritation over, at nogen i København tror, de har opfundet virkeligheden.

Socialdemokratiet er stammen for dem, der stadig ser staten som samfundets sidste voksne menneske. Ikke nødvendigvis af kærlighed, men af erfaring og følelsen af tryghed. Det er partiet for dem, der vil have styr på butikken, ro på bagsmækken og nogen ved roret, når verden bliver grim mod os. Socialdemokratiet lover ikke altid håb. Men det lover, at nogen i det mindste har nøglerne og ved, hvordan man kører bilen.

SF er stammen for dem, der gerne vil have venstrefløj uden metalsmag i munden. Velfærd, varme og grøn samvittighed i én og samme pakke. SF er blevet feel-good-udgaven af S. Partiet for vælgere, der gerne vil være på den gode side af fortællingen.

Enhedslisten er stammen for dem, der ikke bare vil redde velfærden, men også udpege gerningsstedet. Her er systemkritik ikke en krydderurt. Det er hovedretten. Det er partiet for vælgere, der stadig mener, at nogen faktisk har skylden, og at samfundets problemer ikke løses med en lidt bedre PowerPoint fra Finansministeriet.

Radikale Venstre er stammen for dem, der stadig tror på, at verden kan forbedres med uddannelse, energireformer, internationalt udsyn og et veltempereret debatarrangement. Det er partiet for mennesker, der har stærke holdninger til skolepolitik og stadig tror, at et seminar kan ændre historien, hvis bare kaffen er god nok.

Konservative er stammen for dem, der savner rygrad, manerer og et Danmark, hvor tingene ikke flyder rundt i sneakers og improvisation. Det er partiet for pænhed med bekymringsrynker. For vælgere, der gerne vil have voksne i lokalet, men indimellem må nøjes med en meget velstrøget stemning uden ægte begejstring.

Liberal Alliance er stammen for dem, der ikke bare vil have lavere skat, men også mindre kvælende formynderi. Frihed her er ikke kun økonomi. Det er identitet. Retten til at blive ladt i fred af staten, eksperterne og de moralsk begejstrede. LA er partiet for vælgere, der får udslæt af regler og livslyst af at høre ordet ’selvbestemmelse’.

Dansk Folkeparti er stammen for dem, der stadig mener, at et land også er et hjem og ikke bare en platform med EU-stjerner og værdigrundlag. Det er partiet for tryghed, lukkede grænser, ældre og danskhed uden akademisk undertekst. DF’s vælgere er ikke på jagt efter smarte nybrud. De er på jagt efter nogen, der stadig kan sige ’Danmark’ uden at rømme sig først.

Danmarksdemokraterne er stammen for dem, der er trætte af at få alting forklaret af mennesker, der aldrig skal leve med konsekvenserne af deres egne forslag, og som aldrig har oplevet udfordringerne, der hvor man får jord under neglene. Det er udkantsoprør som livserfaring. Ikke teori. Ikke koncept. Men følelsen af, at udviklingen altid sker et andet sted, og at regningen altid havner hos nogen, der ikke blev spurgt.

Moderaterne er stammen for dem, der er trætte af skyttegravene, men også lidt forelskede i tanken om sig selv som dem, der står over alle andre i bagklogskab. Det er partiet for vælgere, der længes efter voksent samarbejde, konstant på jagt efter nye måder at reformere samfundet på og efter at bade i det lange lys på motorvejen.

Alternativet er stammen for dem, der ikke bare vil redde klimaet, men også sjælen. Det er partiet for grøn samvittighed, civilisationskritik og den nagende mistanke om, at vi lever forkert, forbruger for meget og har gjort økonomien til religion.

Borgernes Parti er stammen for den rå mistillid. Ikke bare utilfredshed, men den dybere følelse af, at systemet er blevet en lukket klub med egen kantine, eget sprog og nul forbindelse til almindelige menneskers liv. Det er partiet for dem, der ikke længere ønsker justeringer, men en lussing til hele apparatet. De kom så til at kortslutte partiet, netop som det fik magt.

Og så står vi dér. Med 12 partier. 12 stammer. 12 måder at føle sig truet på. 12 måder at definere ’os’ og ’dem’ på.

Det er derfor, regeringsdannelsen bliver så vanskelig. Ikke bare fordi mandaterne er spredt. Men fordi en regering kræver præcis det, som partierne i stigende grad ikke bliver belønnet for: Evnen til at oversætte stammernes beskyttelsesbehov til en fælles prioritering. Evnen til at sige, at sundhed, ældrepleje, arbejdskraft, vækst, sikkerhed, klima og digital afhængighed ikke kan håndteres som hver sin følelsespakke til hver sin målgruppe. Men kun som en samlet fortælling om, hvad Danmark skal være.

Et Folketing med 12 partier kan godt regeres. Men et demokrati med 12 stammer kan ikke ledes, hvis ingen længere tør tale om helheden.

Det er også derfor, vælgerne både kunne afvise SVM og samtidig vælge et Folketing, der kun kan regeres hen over midten. De forkastede ikke kompromiset som nødvendighed. De forkastede det som livløs fortælling. De vil ikke have blokritualer. Men de vil heller ikke have en midte, der bare er et teknisk venteværelse mellem to fløje. De vil have en retning, der er større end stammerne.

Og netop dér er dansk politik i krise. For et Folketing med 12 partier kan godt regeres. Men et demokrati med 12 stammer kan ikke ledes, hvis ingen længere tør tale om helheden.