Set for nylig 

En gave ved, at mine børn nu er blevet store teenagere, er chancen for at genopleve klassikere og egne store filmoplevelser sammen med børnene. Dog sker det, at man kan blive frygtelig skuffet ved gensynet. Ikke kun fordi børnene synes, det er noget gammelt lort, men også fordi det ikke fremstår helt, som man selv lige huskede det. Andre gange bliver man bjergtaget. Igen. Forleden talte vi om Thomas Vinterbergs nye film ‘Druk’, og da min søn på 17 år spurgte til Vinterbergs ‘Festen’, som blev nævnt i anmeldelsen, var der kun ét at gøre: Hele familien blev bænket til ‘Festen’. Indrømmet – dogmekvaliteten er endnu ringere, end jeg huskede den. Men hold da op, hvor den film stadig holder. Vi kom alle gennem hele følelsesregisteret. Jeg kan kun sige: Se den – igen.

Det er jo svært i disse coronatider at få så mange liveoplevelser, som man gerne ville. Jeg har som så mange andre oplevet det ene arrangement efter det andet blive aflyst, beskåret eller udsat. Men en tur ud i efteråret står os endnu frit for. Så af sted og ud på en løbetur med efterårsbladenes mangfoldighed. Ikke bare at se, men reelt at sanse naturens og årstidernes skiftende lune, er altså en gratis gave, som fortjener at blive værdsat. Hvor ofte suser man ikke bare af sted fra det ene kalenderlagte møde til det næste? Med dagene fyldt op med gøremål, så ser man måske vejret, man noterer det – ja, man bander vel også over det, når regnbygerne overrasker. Men at mærke vejret, dufte regnen – og give sig tid til at studere og nyde efterårsbladene, hvor tit gør man faktisk det? Ikke tit nok for mit vedkommende, må jeg indrømme. Men det har jeg lovet mig selv at gøre mere igen. Det er også her, at livet – og livets gang – mærkes.

Måske er det en slags arbejdsskade, men det er ofte politiske biografier, der ender øverst på læselisten. Hvis ikke den står på afkobling med Euroman. Men den bedste måde at stresse af på er og bliver, når jeg en sjælden gang dykker ned i en roman. Så kommer man helt væk fra hverdagen. Her er jeg senest faldet over den schweiziske forfatter Jöel Dicker, der bygger sine bøger over de mest overraskende og uforudsigelige plots. Min favorit er ‘Bogen om Baltimore-familien’, som er flere historier i én, men først og fremmest historien om, hvordan to grene af en familie kan opleve den samme situation fra helt forskellige perspektiver og på helt forskellig vis. Man efterlades ret reflekterende over, hvordan forskellige udgangspunkter for oplevelsen af nøjagtig den samme situation kan føre til massive misforståelser, uenigheder og til tider ligefrem intriger – også på arbejdspladser...