Unge konsulenter skal klimasikre virksomheder
Konsulenthuse opruster for at imødekomme virksomhedernes massive fokus på klima og bæredygtighed.
Anna Fenger Schefte
Hvem? Maja Johannessen
Hvilket job? Manager i Nordic Sustainability
Hvorfra? Ellen MacArthur Foundation
Baggrund
- 2020: Bæredygtighedskonsulent, Metabolic
- 2019: Policy research manager, Ellen MacArthur Foundation
- 2017-2019: Research analyst, Ellen MacArthur Foundation
- 2015-2017: Gov. and Cities Programme Associate, Ellen MacArthur Foundation
- 2017-2019: Medlem af koordinationsgruppen for European Circular Economy Stakeholder Platform (ECESP)
- 2015: Cand.tech.soc., Roskilde Universitetscenter
Hvem? Nina Dade
Hvilket job? Manager i The Footprint Firm
Hvorfra? Deloitte Consulting
Baggrund
2018-2021: Manager, Deloitte
2015-2018: Seniorkonsulent inden for IT, Deloitte
2013-2015: IT management konsulent, Deloitte
2012-2013: Tekstkonsulent, Sogeti
2012: Kandidat i It, Kommunikation og Organisation, Handelshøjskolen i Århus
Største udfordring?
Både Nordic Sustainability og The Footprint Firm er to unge, ambitiøse konsulenthuse, der fokuserer 100 procent på bæredygtighed. Begge konsulenthuse har netop ansat en ny, ung konsulent, der dermed bliver en del af det konsulentdanmark, som i de kommende år skal bringe dansk erhvervsliv sikkert i mål med den bæredygtige omstilling.
Ansættelserne er et udtryk for et markant skifte i store dele af konsulentbranchen, hvor klima og bæredygtighed bliver et stadig større forretningsområde. Flere mindre konsulenthuse, der har specialiseret sig eksklusivt i klima og bæredygtighed, har massivt vokseværk i øjeblikket, og alle de store konsulenthuse har i dag etableret deciderede bæredygtighedsafdelinger.
Det er en naturlig konsekvens af det massive fokus, mange virksomheder i dag har på klima og bæredygtighed, hvor øgede krav fra investorer, forbrugere og ny lovgivning både herhjemme og fra EU for alvor har sat skub i omstillingen. Det er nu, virksomhederne skal lægge byggestenene til bæredygtig vækst de kommende mange år. Og det er netop her, at konsulenterne får en nøglerolle at spille.
Et af de områder, som kommer til at fylde meget, er omstillingen til en mere cirkulær økonomi. Tal fra Ellen MacArthur Fonden estimerer, at 55 procent af de globale CO2-udledninger kan reduceres ved energieffektivitet og vedvarende energi, mens de resterende 45 procent skal hentes gennem en cirkulær omstilling af vores produktion og forbrug. Det er derfor en bunden opgave for dansk erhvervsliv at lære at producere i lukkede kredsløb, hvor mest muligt materiale kan genanvendes. Det er den opgave, som Maja Johannessen, der netop er startet i Nordic Sustainability, qua sin tidligere stilling hos netop Ellen MacArthur, skal løfte.
Nina Dade, der starter i The Footprint Firm, har en baggrund inden for finans og IT. Også disse kompetencer skal i spil, både i forhold til de mange virksomheder, der i den kommende tid skal gentænke deres finansieringsstrategier ud fra hensyn til de stigende klima- og bæredygtighedskrav, og i forhold til hele den finansielle sektor, som med EU's nye taksonomi står overfor et massivt pres for at integrere bæredygtighed og klima i kerneforretningen på kort tid.
Begge nyansatte profiler ser ind i et fremtidigt arbejdsmarked, hvor der vil være stor efterspørgsel på strategisk tænkende konsulenter, der kan tænke klima og bæredygtighed helt ind i kernen af virksomheders værdiskabelse. Det stærkt datadrevne skal i fokus, så virksomheders materielle aftryk lever op til de hårde krav fra omverdenen og ikke ender i ’greenwashing’. Men samtidig skal det datadrevne forenes med det stærkt værdidrevne, der handler om at formulere ambitiøse visioner for virksomheden selv, og for samfundet som helhed.
For ultimativt bliver konsulenternes primære opgave at sikre, at den bæredygtige omstilling ikke bliver et spørgsmål om nedskæringer og mindre vækst, men derimod bliver en forretningsmulighed. Og det skal tilmed ske i en tid, hvor mange virksomheder skal slikke sårene efter et år med corona, som naturligt også spiller ind. Udfordringen er hermed givet.