Vi har en sundhedskrise uden ministerium

Sundhed som driftsproblem

Når sundhed dukker op i den politiske debat, handler det primært om kapacitet: ventelister, mangel på medarbejdere, adgang til behandling tættere på borgerne og i psykiatrien.

Det er vigtige spørgsmål. Men de handler alle om at optimere det system, vi allerede har. Ikke om, hvorvidt vi bevæger os i den rigtige retning.

Gør vi det? 

Næsten alle er enige om, at forebyggelse er vigtigt. Men i sundhedsdebatten betyder det ofte risikominimering: tobakspriser, sukkerafgifter, kampagner mod det usunde.

For mange danskere er den største sundhedsudfordring i dag ikke en akut sygdom, der kræver behandling. Det er en gradvis nedgang i funktionsevne. Kroniske smerter, udmattelse og stress påvirker menneskers mulighed for at arbejde, bevæge sig og deltage i hverdagslivet. Udfordringer, der ikke passer ind i én sektor eller én institution – og som derfor ender med at være alles ansvar og ingens ansvar på samme tid.

Det er en sundhedskrise uden et ministerium.

Vi finansierer konsekvensen. Ikke årsagen

Statsministeren sagde under valgkampen, at hun hellere vil give penge til pleje og omsorg end til diætister. Landets kliniske diætister svarede prompte: Underernæring rammer over 200.000 danskere og koster sundhedsvæsenet 14,5 milliarder kroner om året. Ernæring forebygger altså plejebehovet.

Når vi skærer i de indsatser, der forebygger funktionstab, risikerer vi at skabe flere mennesker, der mister kræfter og bliver afhængige af den pleje, vi siger, vi vil prioritere. Vi investerer i behandling af det, der allerede er gået galt, frem for at bevare den kapacitet, der forhindrer, at det går galt. Det er en klassisk forebyggelsesproblematik, som de fleste sundhedsprofessionelle godt ved ikke giver mening. Og alligevel fortsætter vi.

Regningen vokser, jo længere funktionstabet får lov at udvikle sig – og jo sværere bliver det at vende tilbage til arbejde og hverdagsliv. Det er ikke kun et menneskeligt problem. Det er et samfundsøkonomisk problem. 

Hvad forebyggelse egentlig betyder

Næsten alle er enige om, at forebyggelse er vigtigt. Men i sundhedsdebatten betyder det ofte risikominimering: tobakspriser, sukkerafgifter, kampagner mod det usunde.

Alt sammen vigtigt. Men utilstrækkeligt.

En stor del af fremtidens sundhedsudfordring handler nemlig ikke kun om sygdom. Den handler om funktionstab – om det lange stræk, hvor mennesker ikke nødvendigvis er syge, men gradvist mister styrke og handlekraft. Forskning viser, at nedsat fysisk kapacitet er en prædiktor for kronisk sygdom, ikke kun en konsekvens af den. WHO peger på funktionsevne som afgørende for, om mennesker kan leve selvstændigt og komme sig efter sygdom.

Måske skal vi derfor begynde at tænke forebyggelse lidt anderledes. Ikke kun som fravær af risici. Men som opbygning af kapacitet.

Det, der slet ikke nævnes

Hvis diætistdebatten illustrerer, hvad vi nedprioriterer, glimrer styrketræning ved sit fravær.

Tab af muskelmasse og styrke – sarkopeni – rammer op mod halvdelen af alle danskere over 80 og er en af de primære årsager til fald, funktionstab og tab af selvhjulpenhed. Sundhedsstyrelsen anbefaler allerede styrketræning minimum to gange om ugen for alle over 65. Ny forskning bekræfter, at selv små doser fysisk aktivitet giver målbare sundhedsgevinster. 

Den slags udfordringer kræver ikke bedre drift. De kræver retning. 

Her er altså en veldokumenteret, lavteknologisk og omkostningseffektiv indsats, der direkte modvirker det, sundhedsprofilen beskriver som den store udfordring. Hvis vi integrerede den bredt i hverdagen – i skoler, på arbejdspladser og i det nære sundhedsvæsen – ville det ikke kræve store ressourcer. Det ville kræve politisk vilje.

Og ingen taler om det.

Det peger på et dybere strukturelt problem: Sundhedsvæsenet er designet til at reagere på sygdom, når den opstår. Ingen har mandat – eller incitament – til at investere i den kapacitet, der forhindrer, at problemerne opstår. Det er alles ansvar. Og derfor ingens.

Fra projekter til retning

Den slags udfordringer kræver ikke bedre drift. De kræver retning.

Vi har ikke kun behov for at drøfte, hvad der er galt med det system, vi har – men hvad det er for et samfund, vi vil have om 10 eller 15 år.

Et svar kunne være et Danmark, hvor de ekstra leveår tilbringes med høj funktionsevne, selvhjulpenhed og handlekraft – ikke med kronisk sygdom og voksende plejebehov. Hvis vi forestiller os det Danmark i 2035, hvad kræver det så, at vi gør nu?

Formentlig ikke mere af det samme.

Et andet sundheds-Danmark vil kræve samspil mellem offentlige institutioner, private virksomheder, forskning og civilsamfund – og en tidshorisont, der rækker ud over den næste valgperiode.