Farvel til den hurtige globalisering

Tillid og relationer. Disse to ord er afgørende, når vi skal forstå globaliseringen, som den ser ud 30 år efter murens fald.

Den skiftende politiske verdensorden gør det vigtigere at vide, hvem man kan stole på. Den grønne omstilling skærper behovet for at kende sin egen værdikædes CO2-aftryk. Og så har to års coronanedlukning med forsyningsproblemer fået ordet forsyningssikkerhed højt op på dagsordenen.

”Den hurtige globalisering” er forbi, lyder analysen fra Stine Haakonsson, der er økonomisk geograf og lektor ved Copenhagen Business School.

”De usikkerheder og politiske skred, virksomhederne står overfor, gør, at de må skabe tættere relationer med færre leverandører. Kæmpestore produktionsnetværk er blevet for usikre. Relationer er blevet meget vigtigere i globaliseringen,” siger hun.

Haakonsson forsker i virksomheder, deres værdikæder, og hvordan de i disse år er i gang med at omorganisere sig. I løbet af de seneste fem år har hun fulgt danske virksomheders bevægelse væk fra just-in-time-økonomi og meget komplicerede værdikæder. Globaliseringen er ikke blevet ugenkendelig, men den skifter karakter.

Haakonssons analyse bekræftes i en ny rapport fra det internationale konsulenthus McKinsey. Rapporten fortæller historien om en ”kompliceret og koncentreret verdenshandel”.

Den globale tendens er ifølge McKinsey, at importerende lande køber deres varer fra færre lande. Helt præcist er 40 procent af verdenshandlen ”koncentreret”. Med det menes, at importerende lande køber varer fra tre lande eller færre. Det betyder, at de fleste nationer er afhængige af meget få leverandørlande, når de skal have adgang til alt fra mikrochips til energi, hvede, majs, flyvemaskiner, gødning og meget andet. 

Tyrkiet kunne få sin hvede fra Canada, USA, Australien, Danmark og en lang række andre lande. Men de får stort set det hele fra Rusland og Ukraine, hvilket blev et stort problem i 2022, da en krig brød ud mellem netop de to lande og skabte en større fødevarekrise, blandt andet i Tyrkiet.

Regionaliseringen ligner en realitet

Den koncentrerede verdenshandel kan med andre ord virke risikabel. Efter Ruslands invasion af Ukraine har en stor del af EU’s politiske indsats været centreret om at frigøre sig fra russisk gas, som kontinentet over en årrække havde opbygget en meget stor afhængighed af. ”Vi har været naive,” som en perlerække af danske og europæiske politikere har sagt det i løbet af det seneste år.

Ser man på de seneste fem års udvikling, som McKinsey gør i rapporten, ligner Europa dog ikke noget unikt tilfælde. Tyskland, som er i fokus i rapporten, har godt nok øget deres koncentration på udvalgte områder som medicinalindustri og elektronik siden 2016. Men de øvrige fem udvalgte lande fra resten af verden har bevæget sig i samme retning.

Det viser ifølge Stine Haakonsson, at der er tale om en tendens. Men i modsætning til McKinsey-rapportens historie om EU og den russiske gas, ser hun ikke den voksende koncentration som noget, man bør være bekymret over.

Tværtimod udtrykker det, at "virksomhederne har erkendt, at hvis de skal have bedre overblik over værdikæden, er de nødt til at koncentrere deres aktiviteter”, som hun siger.

Den tendens til regionalisering, som mange i øjeblikket forventer vil forandre globaliseringen i fremtiden, ligner en realitet.

Resiliente virksomheder bliver presset ud

Men at virksomhederne rykker tættere sammen i regionale centre, er ikke nogen revolution, mener Philipp Schröder, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Snarere er det en slags tyngdelov for handelsøkonomer, hvis grundlæggende idé kan spores tilbage til 1954 og den amerikanske økonom Walter Isard. Denne lov siger, at handel mellem to lande er styret af landenes økonomiske størrelse og distancen mellem dem.

”Det er velkendt,” som Philipp Schröder siger. Hvis en virksomhed ud fra de seneste års uro konkluderer, at der er brug for en mere resilient værdikæde, vil det næste spørgsmål være, hvordan de har tænkt sig at tjene udgifterne hjem igen.

”Alle kan se, at man skulle have bygget et dige, når der har været en stormflod,” siger Schröder.

Om virksomheder faktisk er villige til at bruge penge på at forberede sig på en gentagelse, er et andet spørgsmål. Resiliente værdikæder kan lyde som en rigtig god idé, når et stort containerskib er strandet i Suez-kanalen. Men historisk set er ”dem med de resiliente værdikæder blevet udkonkurreret”, som Schröder formulerer det.

Den underfortalte tyske succeshistorie

Skal man endelig tale om resiliens, køber Philipp Schröder ikke helt fortællingen om, at det europæiske erhvervsliv har svigtet. Tværtimod.

Han bruger Tysklands kamp for at erstatte den russiske gas i 2022 som et eksempel. I foråret sidste år advarede eksperter mod de katastrofale konsekvenser, det ville få for både Tyskland og Europa i det hele taget, hvis den russiske gashane blev lukket. Tyske virksomheder ville være nødt til at lukke produktionen ned, hed det. Men det, der faktisk skete, er ifølge Schröder en underfortalt historie om den tyske industris egentlige resiliens og handlekraft.

I stedet for at lukke produktionen gik virksomhederne i gang med at finde alternativer. Nogle steder skiftede man et fossilt brændsel – gas – ud med et endnu mere klimaskadeligt som kul. Andre steder viste elektrificering sig at være en mulighed. Og var der virkelig brug for gas, måtte man få det andre steder fra. Fra Norge, Holland og andre dele af verden. Under protest fra den tyske regering får EU stadig flydende gas sejlet ind fra Rusland, en energiform, som behændigt nok ikke er underlagt sanktioner endnu. Og da gassen fordeles frit mellem europæiske lande, kan man dermed ikke i praksis sige, at Tyskland er helt fri for russisk gas. Men ifølge Schröder har industrien været kreativ.

Blandt andet, fortæller Schröder, har nogle af landets virksomheder accepteret at producere mindre selv for til gengæld at hente varer fra Spanien, hvor der både var rig adgang til gas gennem rørledninger fra Nordafrika og i form af flydende gas (LNG) fra andre dele af verden. Det blev dyrt, men det holdt produktionen i gang. Og resultatet blev, at man på rekordtid blev fri af russisk gas fra rørledninger. 

”De kunne faktisk godt omstille sig,” konkluderer Philipp Schröder og erkender, at han var en af de eksperter, der var meget pessimistiske i starten af sidste år. ”Det har overrasket mig voldsomt.”

Nye globaliseringshøjder på trods

Når Jakob Roland Munch, der er økonomisk vismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet, kigger i de danske virksomheders data, ser han ikke meget evidens for, at værdikæderne er i opbrud.

I november viste en analyse fra Dansk Industri, at ”dansk erhvervslivs globalisering har nået nye højder,” som det lød. Hver anden virksomhed med aktivitet i udlandet vil øge aktiviteten, ikke sænke den. Det er især gældende for Nordamerika og Vesteuropa, hvilket Jakob Roland Munch kalder naturligt.

”Vi har altid handlet mere med Europa,” som han siger.

Men også aktiviteterne i Asien bliver udvidet ifølge DI’s analyse. Kun hver fjerde virksomhed, som er til stede i Kina, vil sænke sin tilstedeværelse. For størstedelen er svaret det modsatte.

For Jakob Roland Munch er det derfor stadig et åbent spørgsmål, hvor forandret verdenshandlen egentlig er. Han kan godt se argumentet for, at de politiske bevægelser og stormagtsspændinger vil påvirke handlen i fremtiden. Klimareguleringen kommer til at ændre vilkårene for globalisering, medgiver han og nævner blandt andet EU’s såkaldte grænsetilpasningsmekanisme, der i praksis bliver en slags CO2-told ved EU’s ydre grænser.

”Men det er stadig bare en kendsgerning, at mange lande har en fælles interesse i at handle med hinanden,” lyder Roland Munchs ”optimistiske analyse”. Som han konkluderer:

”På trods af de store udfordringer, der har været de seneste par år, så holder virksomhederne fast i det.”

Bæredygtighedskrav skubber udviklingen

Stine Haakonsson anerkender, at mange virksomheder bliver i Kina. Erhvervslivets konklusion over en bred kam bliver ikke, at man skal trække sig hjem til kontinentet. Men det kritiske gennemsyn af værdikæderne, som mange virksomheder gennemfører lige nu, betyder, at flere vil ændre deres tilstedeværelse.

Haakonsson har i sin forskning særligt fokus på Kina. Det er et interessant land, fordi dets rolle i globaliseringen har forandret sig sammen med de ændrede produktionsmønstre. Kina er ikke længere bare verdens fabrik, hvor vestlige virksomheder kan udnytte billig arbejdskraft og dermed holde prisen på sine produkter nede. Det er blevet et marked i sig selv med en stadig mere købestærk middelklasse. Ikke mindst er Kina i dag et sted, hvor virksomhederne ser hen for at få adgang til ny teknologi. Der er stærke innovationsmiljøer i alt fra kvantecomputere til kunstig intelligens.

”Det er bestemt ikke længere os, der er foran,” siger Stine Haakonsson. Og derfor er mange virksomheder gået i gang med at opdyrke netværk og relationer på nogle af de områder, hvor kineserne er stærkest.

”De fleste danske virksomheder overvejer ikke at lukke ned, de vil bare ændre deres tilstedeværelse.”

Den udvikling hænger også sammen med en bredere bevægelse i erhvervslivet. En bevægelse, som bliver skubbet frem af klimaforandringerne og ikke mindst de mange politiske krav til virksomheders bæredygtighed, som er på vej.

Nye direktiver vil allerede til næste år pålægge virksomheder at få bedre styr på deres værdikæde. De skal sikre, at deres virksomhed ikke indirekte bidrager til menneskerettighedskrænkelser og miljøskader gennem det såkaldte due diligence-direktiv. Og så skal de rapportere, hvordan deres virksomhed – hele vejen ned igennem værdikæden – bidrager eller har tænkt sig at bidrage til en mere bæredygtig verden gennem direktivet om bæredygtig virksomhedsrapportering.

Lovgivningen kommer til at gå forholdsvist vidt, og derfor er Haakonssons konklusion også simpel.

”Hvis virksomhederne skal kunne rapportere troværdigt, er de nødt til at vide, hvad der er sket. Det kræver, at man bygger stærkere relationer og netværk op. Det bliver en nødvendighed.”