Ansvarshavende chefredaktør på Mandag Morgen og en del af Alrow Medias danske ledelse. Sidder i Advisory Boards for gravercenter.dk på DMJX og Klimasamlingen på KU. Baggrund som undersøgende journalistik indenfor især økonomi og erhverv. Tidligere journalist på Jyllands-Posten, TV2-Nyhederne, Ugebrevet A4, vært og redaktør på P1 Dokumentar, erhvervsredaktør i DR Nyheder, redaktionschef på P1 Morgen og redaktør for et tværeuropæiske graveprojekt om svindel med udbytteskat og dokumentaren 'Mændene, der plyndrede Europa'.Tidl. formand for FUJ-prisens jury. næstformand i Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) og censor på journalistuddannelsen på RUC og evalueringspanelet for DMJX.
Tør vi satse hele butikken på CO2-lagring?
Det næste årti skal én teknologi udvikle sig eksponentielt, hvis vi ikke skal ende i den slags klimascenarier, ingen har lyst til at tænke på. Carbon Capture and Storage (CCS) er blevet redningsplanken, der ikke må fejle.
”Kunne du tænke dig at skabe rammerne for et nyt grønt eventyr for Danmark?” Sådan starter et af de utallige jobopslag fra Energistyrelsen til en afdeling med voldsomt vokseværk. Det nye CCS-team skal ’realisere CO2-fangst og lagring i Danmark’ som det hedder i jobopslaget, og det er en opgave for sande helte, for der er ingen garanti for, at eventyret ender godt.
Carbon Capture and Storage har den behagelige egenskab, at den - måske - kan hjælpe os med at redde verden, selvom vi fortsætter med at udlede CO2. Derfor er der mange sammenfaldende interesser i at tvangsmodne den lovende, men stadig unge og umodne teknologi.
Men det kræver også vovemod fra alle os andre at indgå i det eventyr. For lykkes det ikke, vil hverken Danmarks eller klodens klimaplaner hænge sammen. Og for hvert år der går, kan den regning, vi skubber foran os, blive meget dyrere.
Og lykkes skal det. For der er ingen plan B.
Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen
DEN INTENSIVEREDE JAGT på at opsamle og lagre drivhusgasser i jorden hænger tæt sammen erkendelsen af, at vi ikke kan reducere vores udslip af CO2 med 70 procent inden 2030 med de tiltag, der er på det politiske tegnebræt i dag.
På den korte bane er det mest oplagte alternativ til CSS, at vi skærer ned på vores produktion. Når det ikke opfattes som nogen gangbar løsning, så skyldes det ikke kun manglende offervilje eller populisme. For vinker Danmark frivilligt farvel til tung industri, vil den med stor sandsynligvis genopstå andre steder på kloden. Verden vil have cement – med eller uden Aalborg Portland som leverandør. Og så er klimaet lige vidt.
Efterhånden som denne ubehagelige sandhed står stadig mere klart, har troen på CCS-teknologiens mirakler antaget næsten religiøse proportioner. Og måske kan tro også i dette tilfælde flytte bjerge. For jo stærkere vi tror, jo større satser vi. Og vi satser nu så stort, at det alt andet lige vil forbedre chancerne for at projektet lykkes.
I december vedtog Folketinget en milliard-fond til formålet. Og nu skal Energistyrelsens CCS-team ”finde en klog måde til at udbyde 16 mia. kroner” på, som det hedder i stillingsopslaget. CO₂-udledere skal kunne søge om penge til at ’udvikle markedet’ allerede i år, og de første danske fangst- og lagringsanlæg skal sættes i drift i 2025.
CCS er ikke nogen billig klimaløsning. Amerikanske forskere har beregnet, at det vil koste et beløb svarende til hele det amerikanske forsvarsbudget at opstille CCS-anlæg nok til at fjerne bare to ud af de 6 gigaton CO2, som FN mener er nødvendigt, hvis Paris-målet skal nås.
Og selvom den danske fond på 16 milliarder kroner svarer til næsten to års forbrug af praktiserende læger til hele den danske befolkning, så forventes investeringen blot at gøre et ydmygt indhug på 0,4 millioner ton årligt fra 2025 i Danmarks CO2-udledninger på 61 millioner tons.
Ekspertgruppen for en grøn skattereform foreslår at sætte yderligere milliarder i spil, ved at de CO2-afgifter, der pålægges industrien, geninvesteres i CSS. Økonomerne foreslår samtidig, at helt ned til halvdelen af de 3,5 millioner tons drivhusgasser, som CO2-agiften skal nedbringe Danmarks udledning med, skal komme fra grønnere produktion eller ændret forbrug. Resten (0,7 - 2 millioner tons, afhængig af model) skal klares med opsamling og lagring af CO2.
Det er et ganske bemærkelsesværdigt lavt ambitionsniveau i betragtning af, at både Klimarådet, Consito og Det Økonomiske Råd ellers netop anbefaler at lade en høj, ensartet CO2-afgift fremskynde grønnere produktionsmåder og adfærd.
CarbFix Reykjavik Energi på Island fanger og lagrer CO2 i undergrunden. Billedet er fra oktober 2021. Foto: Henning Bagger
ENDNU VED INGEN, om det kan lade sig gøre at tage det teknologiske tigerspring, der skal til for at opsamle og lagre CO2 i den skala, der kræves. Selvom Danmark satser stort for vores lille land, så er prøveprojekter som det på Amager og i Aalborg stadig på kravlestadiet i forhold til den opgave, der skal løftes. Globalt findes kun to store producenter på området: Carbon Engineering i Canada og Climeworks i Schweiz. Og forude venter spørgsmålet om, hvordan man får transporteret de store mængder CO2 til deres lagerplads i undergrunden.
CCS er dyr, usikker og besværlig, men den er politisk bekvem. For den kan bruges til at udskyde andre og mere ubehagelige beslutninger om at nedbringe selve udledningen. Og så er den – trods de teknologiske usikkerheder – tættere på at kunne virkeliggøres på kort sigt end for eksempel power-to-x og andre fremtidsløsninger.
Lykkes det for virksomheder som Aalborg Portland at knække koden til at opsuge sin CO2-udledning, og lykkes det samfundet at finde passende oplagring til de mange millioner tons drivhusgasser, så vil mange brikker falde på plads, både i Danmarks klimaregnskab og i regeringens rød-grønne regnskab.
Og lykkes skal det. For der er ingen plan B.
