KLUMME: Hvor er den politiske samtale blevet af?

Mediernes brug af politiske kommentatorer har taget overhånd. De tager taletiden fra dem, det burde handle om, nemlig politikerne og deres værdier, visioner og uenigheder. Kommentatorerne er blevet gift for demokratiet, mener debattør og professor.

Om Steen Hildebrandt

Steen Hildebrandt, Ph.D., er professor i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet og adjungeret professor ved CBS og Aalborg Universitet. Han har skrevet og bidraget til flere hundrede bøger om organisation, ledelse og samfundsforhold og er en ivrig debattør om emner inden for disse områder. Steen er medstifter af, bestyrelsesformand og partner i rådgivningsvirksomheden Hildebrandt & Brandi A/S og tidligere vismand i Det nationale Kompetenceråd. Han er uddannet cand. merc. (1968) i erhvervsøkonomi, operationsanalyse og organisation. Ph.D. (1976) på en afhandling om implementering af styringsmodeller. Læs mere om Steen på steenhildebrandt.dk.

Steen Hildebrandt er fast blogger hos Ugebrevet Mandag Morgen og kan følges her.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Steen Hildebrandt, Ph.D., professor

Undertiden får jeg den tanke: Hvornår mon vi igen ser en rigtig politiker på tv eller i radioen?

Det siger jeg, fordi der er langt mellem politikernes optræden i radio og på tv; og det gælder i særlig grad det store flertal, den store gruppe af ikke-toppolitikere, for de kommer næsten aldrig til orde.

Men også toppolitikerne er sjældne gæster. De holdes ude, og måske holdes de i virkeligheden som gidsler af en voksende gruppe af såkaldte politiske kommentatorer. Og det er der selvfølgelig forskellige grunde til.

I dag kommer de politiske kommentatorer til orde i langt højere grad end politikerne; kommentatorerne er en meget stor og hastigt voksende gruppe, overvejende journalister, der optræder som og kalder sig politiske kommentatorer, eksperter eller analytikere. At følge denne gruppe og dens udvikling er beskæmmende.

Der eksisterer en tillidskrise i vort demokrati. Til at begynde med primært en tillidskrise i forhold til politikerne. Men denne tillidskrise bliver ikke løst ved, at politikerne holdes ude fra eller holdes nede i den offentlige politiske debat, som så overtages af journalister. Det gør blot ondt værre, og det ses på den måde, at der nu eksisterer en stor mistillid både til politikerne og alle deres kommunikationsrådgivere og spindoktorer på den ene side og på den anden side til de politiske kommentatorer, eksperter og analytikere. Der er tale om en meget uheldig udvikling.

Jeg erindrer en gang, hvor jeg sad og så en udsendelse på tv, hvor den pågældende tv-kanal var i færd med at transmittere en tale af statsministeren.

Jeg overværede optakten og hele begyndelsen af selve talen, men omkring bordet i studiet sad nogle utålmodige, bedrevidende og meget selvbevidste kommentatorer, der ikke kunne vente med selv at komme til orde.

Så minsandten, ja, man tror, det er løgn, da statsministeren var en tredjedel henne i sin tale, slukkede kommentatorerne ganske enkelt for statsministeren og tog selv over. Man afbrød en tale af statsministeren, som jeg, og givetvis mange andre, gerne ville have hørt til ende. Men nej, det kunne der ikke blive tale om. Det var ganske enkelt bizart. 

Grænseløst kommentatorskuespil

Sådan ser det ud, når kommentatorvældet går totalt over gevind. Man udelukker simpelthen de mennesker og det grundstof, som det hele her handler om, nemlig politikerne og de politiske forslag, synspunkter, udmeldinger, argumenter, m.m., og så tager man selv mikrofonen og hele sendetiden.

Så det, der skete, var, at man lukkede ned for det egentlige, nemlig statsministerens tale, og så drøftede disse – meget kloge – kommentatorer, hvad statsministeren mente, hvorfor han sagde, som han gjorde, hvad man må forvente, at resten af talen havde eller burde have handlet om, og på passende steder og måder gjorde man lidt grin med statsministeren, tolkede, udlagde, ironiserede, dømte, uddelte karakterer, redegjorde for forventninger, skuffelser, fremtidsscenarier – og meget andet. Der er næsten ingen ende på dette politiske kommentatorskuespil.

Jeg lytter til de politiske kommentatorer; jeg vil gerne høre deres tolkninger, indfaldsvinkler, analyser, vurderinger m.m. Jeg lytter, og det vil jeg blive ved med. Det er ikke kommentatorerne, jeg er ude efter; det er deres dominans; det er den (sende)tid, de får; det er alt det sande og egentlige politiske stof, som de fortrænger, holder ude; det er den tendens, at det er kommentatorerne, der ikke blot rapporterer og udlægger, men efterhånden også bestemmer de politiske dagsordener og det politiske indhold.

Det er i virkeligheden ved at være dem, der er politikere og sætter dagsordenen. Det er ikke bare uheldigt; det er ødelæggende for demokratiet.

Der er simpelthen ingen grænser for, hvor disse kommentatorer trænger sig ind, og hvordan de optræder. De optræder f.eks. alene og fremsætter for åben mikrofon og skærm deres uforbeholdne – og, må det erkendes – ofte noget overfladiske og letkøbte kommentarer. Deres uvidenhed om fakta kommer ofte klart frem.

Men der er mange andre former. F.eks. at den ene kommentator interviewer den anden og spiller rollen som spørger og understreger den andens suveræne betydning som den, der svarer, og har alle svarene.

Næste gang er det omvendt, så det er med at kende sin plads og sin rolle. En tredje form er, at man bringer 3-4 kommentatorer sammen og slipper dem løs i et orgie af synspunkter, spørgsmål, svar, betoninger, finter, spin, vittigheder m.m.

Dette antager helt groteske former i forbindelse med dronningens nytårstale. Det er en ubeskrivelig mediekomedie, der her har udviklet sig. Et hold af hofanalytikere, hofkommentatorer, hofhistorikere, frisure-, beklædnings-, takt og tone-eksperter m.m. er stimlet sammen, og så går det ellers løs. Både forud for og efter dronningens tale. Der er ingen ende på, hvor pinligt det er.

Værdier, visioner og uenighed

Dette er ganske enkelt gået over gevind. Langt over gevind. Der må gøres noget. Nogen må sætte en stopper for dette skuespil og dette – i virkeligheden – demokratisk meget farlige spil, som får lov til at udfolde og udvikle sig ukontrollabelt og i mange forskellige retninger.

Det, som burde være en demokratisk stimulans, et demokratisk enzym, en selvfølgelig del af den demokratiske proces, bliver i stedet gift for demokratiet.

Grundforudsætningen for, at det politiske demokrati kan fungere, må dog fortsat være, at det ikke er kommentatorerne, der tegner og præsenterer det politiske billede og de politiske dagsordener. Det skal politikerne gøre; og politikerne skal så til gengæld tale og tale klart, og det er mange af dem ikke for gode til.

Jo, de er gode til at tale, men ikke gode til at tale klart og tydeligt. Og det er naturligvis én af forklaringerne på kommentatorernes indtog og fremmarch: Befolkningen, mange vælgere, er trætte af at lytte til politikere, der taler uden om, fordrejer ting, medvirker i en række taktiske og kortsigtede, men gennemskuelige spil, taler direkte usandt m.m.

I denne situation har kommentatorerne frit spil, og det udnytter de på det groveste. Politikerne har en stor del af ansvaret for denne udvikling.

De politiske kommentatorer skal selvfølgelig være her; de er vigtige; de dygtigste af dem bidrager helt klart til den politiske og demokratiske debat og proces; de spørger, udlægger, tolker, forklarer. Og det er godt. Men grundstoffet er politik, værdier, visioner, uenighed. Det vigtigste er politisk tale, samtale og dialog. Grundlaget er politik og politikere.

Og derfor skal politikerne tale; politikerne skylder os at tale klart, at tale sandt, at svare på spørgsmål, at argumentere, også om vanskelige prioriteringer og værdispørgsmål. På disse punkter har mange politikere svigtet og svigtet groft, og det betaler de nu en meget høj pris for. Og demokratiet lider under det.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu