Pia Olsen Dyhr: Regeringen fører kulsort klimapolitik

Pia Olsen Dyhr retter hård kritik mod Venstres klimapolitik og hævder at være bakket op af tal fra Klimarådet. Men er der hold i kritikken?

 



Fakta

tjekdet tjek det påstand

”Den politik, Venstre står for, vil betyde en markant forøgelse af den danske klimaforurening, så vi ikke kommer i nærheden af den målsætning om en reduktion på tæt på 40 pct. i 2020 (i forhold til 1990), som en flertal i Folketinget har bekræftet. Vi ender betydeligt tættere på 30 pct. Dette er ikke varmluftsboble, jeg finder på. Det viser Klimarådets tal.”

Citat: Pia Olsen Dyhr, formand og klimaordfører for SF, i debatindlæg i Politiken den 25. oktober 2016.

tjekdet tjek det sandt

Pia Olsen Dyhr har ret. Uanset hvordan man vender og drejer det, så foreslår Venstre en række tiltag, der bringer CO2-reduktionen ned mellem 30,1 – 32,5 pct.

"Så vær nu ærlig, Venstre - indrøm, at I står for sorte tilbageskridt, ikke en grøn omstilling."

Sådan slutter SF-formand Pia Olsen Dyhr et indlæg i Politiken, hvor hun er ude med riven overfor regeringens klimapolitik. I indlægget kritiserer Pia Olsen Dyhr Venstre for i årevis at have været en stopklods for at få gennemført mere energivenlige tiltag. I S-R-SF-regeringens energiaftale fra 2012, som Venstre var med til at vedtage, fastsatte man et mål om i 2020 at have reduceret CO2-udledningen med 40 pct. i forhold til 1990. Det mål blev siden skrottet af Venstre, da de kom til magten i 2015. Ifølge SF-formanden lægger regeringens 2025-plan op til en mindre ambitiøs CO2-reduktion, der vil være ’betydeligt tættere på 30 pct.’. Hun fastslår, at tal fra Klimarådet bakker hende op.

Men er det rigtigt?

Ja, Pia Olsen Dyhr har ret. Uanset hvordan man vender og drejer det, så foreslår regeringen en række tiltag i sin 2025-plan, der kun bringer CO2-reduktionen ned på mellem 30,1-32,5 pct. i 2020 i forhold til udledningen i 1990.

Det står lidt uklart, hvordan formuleringen ’betydeligt tættere på 30 pct.’ skal forstås. Derfor antager vi, at SF-formanden mener, at CO2-reduktionen, hvis 2025-planens initiativer bliver gennemført, vil ligge tættere på 30 end 40 pct.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har som svar på et udvalgsspørgsmål fra Alternativets energi- og klimaordfører, Christian Poll, foretaget beregninger på området. Her viser basisfremskrivningen uden 2025-planens initiativer en samlet udledning på 43,9 mio. tons CO2 i 2020. Det er en reduktion på 37,9 pct. i forhold til 1990, hvor udledningen ifølge Energistyrelsens data lå på 70,7 mio. tons CO2.

Ifølge beregningerne vil 2025-planens forslag give en merudledning på 3,8 mio. tons CO2 i 2020, så den samlede udledning ender på 47,7 mio tons. Det vil betyde, at den samlede CO2-reduktion siden 1990 vil lande på 32,5 pct. Altså er Pia Olsen Dyhrs påstand allerede mere end opfyldt, hvis vi skal følge regeringens egne udregninger. Men da hun bygger sin påstand på Klimarådets tal, er det relevant at tage et kig på dem også.

I en rapport fra Klimarådet, der fokuserer på den meget omtalte PSO-tarif, kommer man frem til, at en afskaffelse af afgiften vil føre til en merudledning på 3,1 mio. tons CO2. I regeringens beregninger fører afskaffelsen ’kun’ til 1,4 mio. tons i merudledning.

Kilder

Energistyrelsen, Danmarks Statistik, Politiken, Klimarådet, ft.dk

Så stor en forskel virker voldsom, men det kan forklares med, at regeringen og Klimarådet bruger forskellige beregningsmodeller. Desuden forudsætter regeringens beregninger en delvis udfasning af PSO-afgiften, mens Klimarådets antager, at den er komplet afskaffet i 2020.

Hvis vi går ud fra, at Klimarådet er enig i regeringens øvrige beregninger, så vil konsekvensen af 2025-planen være en merudledning i 2020 på 5,5 mio. tons CO2 i stedet for de påståede 3,8 mio. tons. Den samlede udledning vil dermed lande på 49,4 mio. tons CO2. I så fald vil Danmarks samlede CO2-reduktion i 2020 i forhold til udledningen i 1990 lande på 30,1 pct.

Dermed må Pia Olsen Dyhr siges at have ret i sin påstand. Og hvad mere er, så må tallet siges at være langt fra de 37-40 pct.’s reduktion, som energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt ved udgangen af 2015 nævnte som tilfredsstillende.

 

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu