Elite-bashing baner vejen for ’alternative fakta’

Netop nu, hvor falske nyheder og alternative fakta griber om sig, er der som aldrig før brug for, at forskere blander sig i samfundsdebatten. Men den evindelige kritik af eliten kan afskrække dem.

Det bliver ikke meget mere elitært. Under overværelse af Kronprinsesse Mary og til lyden af musik fra et par konservatorieuddannede klassiske musikere blev årets EliteForsk-priser i torsdags uddelt i Glyptoteket i København til nogle af landets dygtigste forskere.

Men formanden for Det Frie Forskningsråd, Peter Munk Christiansen, der stod for at uddele flere af priserne, er temmelig tilbageholdende med at bruge ordet elite om sine forskerkolleger. Det er blevet så udskældt at være en del af eliten, at begrebet klistrer, siger han. Godt nok har tidens elitekritik ikke meget at gøre med elitedyrkelsen af topforskere. Det er bare ikke altid let at holde tingene adskilt i debattens hede.

Hyldest af forskereliten

”Sådan som debatten om eliten er lige nu, så klistrer elitebetegnelsen lidt. Det håber jeg ikke, at forskere lader sig afskrække af. Folk kan jo have mange meninger om ordet elite, og mange af dem er i hvert fald ikke positive, men hvis du ser på kernen af det, så er det jo bare en betegnelse for nogle, der stikker ud, går foran, bryder nye veje, får nogle særligt gode ideer og bryder med vante løsninger. Det gælder på alle mulige områder, men især inden for forskning, fordi forskning jo i sin kerne er et elitært foretagende,” siger Peter Munk Christiansen.

Det betyder ikke, at elitekritikken i debatten ikke har noget på sig, understreger han.

”Lige nu foregår der en kæmpestor debat, som i sin substans handler om, hvorvidt vi i vores demokrati har en politisk elite, der har fjernet sig for meget fra folket. Den debat er måske nok lidt upræcis, men i sin essens er den legitim nok,” siger Peter Munk Christiansen, der også er professor i statskundskab på Aarhus Universitet.

Problemet er derimod, hvis elitekritikken smitter af og breder sig til en mere generel elitelede. Så risikerer man, at forskere holder sig tilbage fra at deltage aktivt i samfundsdebatten, fordi stemningen mod eliter og eksperter i forvejen er negativ.

Den bekymring deler også vicedirektør for Forskning og Innovation på Københavns Universitet, Kim Brinckmann, der bl.a. er ansat til at øge universitetets fokus på forskningskvalitet og innovation.

”Hvis forskere ikke er interesserede i at deltage i debatten om samfundets udvikling på grund af den her vedholdende elite-bashing, kan det være dybt skadeligt for hele samfundsdebatten, ikke mindst på et tidspunkt, hvor fake news og alternative fakta fylder så meget,” siger Kim Brinckmann.

Barrieren for, om forskere vil blande sig i debatten, bliver ganske enkelt hævet af den negative elitediskurs, forklarer han, for der er en øget risiko for, at man som forsker bliver sat i bås som en elitær, der taler et uforståeligt sprog og ikke er i øjenhøjde med folket.

”Man bruger måske nogle ord, som mange synes er fremmede, og man kan måske ligefrem dokumentere sine påstande i stedet for bare at føle dem. Og hvis man som forsker får på puklen af den grund, og så begynder at blande sig helt uden om, fordi man ikke orker det debatniveau, er det for mig at se samfundsskadeligt,” siger Kim Brinckmann.

Eliten er prygelknabe

Kim Brinckmann har længe været en af de få fremtrædende kritikere af tidens elitekritik med kronikker og interview i flere danske dagblade, ikke mindst da han i Politiken i 2012 skrev, at vi i Danmark dyrker ”en idiotkultur, hvor det er forbudt at være alt for klog, alt for ambitiøs og alt for original”.

”Jeg savner sgu eliten,” erklærede han.

Det gør han stadig, siger han. For eliter er der altid. Lige nu dukker de bare nakken og lever i det skjulte, fordi alt, hvad der lugter elitært, er genstand for kritik og en negativ dagsorden. Elitekritikken er nemlig så upræcis og flagrende, at det er temmelig svært at få hold på, hvem kritikken egentlig retter sig mod. Er det politikerne? Københavnerne? Speltsegmentet?

”Der er en tendens til at definere eliten meget bredt, og jeg tror, vi er kommet til at forveksle eliten med de privilegerede. Dem er vi mange af, men det har intet med elite at gøre,” siger Kim Brinckmann.

Nogle gange lyder det tilmed, som om eliten er op mod halvdelen af befolkningen, f.eks. når de, der stemte ja ved folkeafstemningen om dansk deltagelse i Europol, bliver udråbt til eliten, mens folket omvendt skulle være de 53 pct. andre. Den polariserende kategorisering af elite versus folket er meningsløs, og det er det også, når eliten bliver brugt som en altomfavnende og upræcis indikator for dem, man bare ikke bryder sig om, siger Kim Brinckmann.

”Det er enormt bekvemt og nemt at sige, at det er elitens skyld, hvis der er noget, der er galt i Danmark, uden at man overhovedet bekymrer sig om at uddybe, hvem der er eliten, og hvem der definerer det folk, som skulle være blevet kørt agterud af udviklingen,” siger han.

”Der er jo altid eliter, lige meget hvilket samfund du kigger på. Derfor gælder det om at have gode eliter, der er til gavn for hele samfundet. Og så er det jo ikke negativt at have eliter. Tværtimod er der behov for dem, der tænker nyt, skævt og bedre end alle os andre til gavn for samfundsudviklingen. Derfor skal man passe på med at bashe eliten så meget, at der ikke rigtig er nogen, der gider være den,” siger Kim Brinckmann.

Forsker, bland dig!

Lige nu er der brug for mere elitær indblanding i samfundsdebatten – ikke mindre, supplerer bestyrelsesformand for Carlsberg, Flemming Besenbacher, der i egenskab af sin rolle som næstformand i Innovationsfonden også uddelte priser til forskningseliten i torsdags.

”Du kan sagtens komme i medierne, hvis du er en dygtig svømmepige og har vundet en guldmedalje, men hvis du som forsker har publiceret en artikel i videnskabelige tidsskrifter som Nature eller Science, så kommer du ikke umiddelbart i TV-Avisen af den grund. Det viser, at vi i Danmark skal blive bedre til at anerkende de dygtigste forskere,” siger Flemming Besenbacher.

Alle tre – Besenbacher, Brinckmann og Christiansen – mener, at der aldrig har været større behov for, at forskere blander sig i samfundsdebatten, end nu hvor falske nyheder, alternative fakta, ekspertlede og konspirationsteorier får frit løb på de sociale medier.

”Der er nærmest et forskrækkende stort behov for at forskere deltager i den demokratiske debat, når man ser på fænomener som alternative fakta og fake news. Forskere er jo nogle af dem, der kan bidrage til en bedre forståelse af verden og til at levere nogle fakta,” siger Peter Munk Christiansen og nævner tidens angst for vacciner som et eksempel.

”Eller tag diskussionen om global opvarmning. Det er på den ene side et af de højest prioriterede forskningsområder med særdeles god dokumentation, og på anden side er der stadigvæk nogle klimabenægtere, som forplumrer, hvad der er op og ned. Det viser, at der i dag er et kæmpestort behov for, at forskere deltager og bidrager med den viden, de har,” siger han og bliver suppleret af Flemming Besenbacher, der mener, at forskere skal være med til at forme debatten og ikke bare levere fakta.

”Det er vigtigt, at nogle af de dygtige forskere i langt højere grad bliver faste stemmer i den offentlige debat. Uanset om vi taler om energipolitik, klimapolitik, fødevarepolitik eller sundhedspolitik, kræver det forskningsmæssig evidens, og derfor er det også helt grotesk, at vi i medierne møder begreber som fake news og alternative facts. At påstå, at niveauet af CO2 i vores atmosfære ikke er koblet til global opvarmning, er klart i modstrid med den videnskabelige baggrund for FN’s klimarapporter,” siger Flemming Besenbacher.

Han mener ligefrem, at forskere har en samfundspligt til at blande sig i debatten og udbrede den viden, de har.

”Det er skattekroner, der betaler en stor del af forskningen på universiteterne, og derfor har man også en forpligtelse til at forklare, hvad man forsker i, hvorfor man gør det, og hvorfor det er interessant for samfundet på lang sigt. Som en parallel til virksomhedernes CSR kan man kalde forskningsverdenen samfundsansvar Scientific Social Responsiblity.”

”Det er vigtigere nu end nogensinde, at basere samfundsdebatten på fakta og ikke alternative facts, og hvis man skal udfordre fakta, så skal de udfordres ud fra videnskabelige principper. Her har forskere en vigtig samfundsmæssig rolle at spille,” siger han.

Kim Brinckmann påpeger, at der allerede er masser af forskere, der bliver brugt i den offentlige debat i Danmark. Men han efterspørger også, at man som forsker er lidt mere proaktiv og ikke bare stiller sin viden til rådighed, når journalisterne ringer. Nu, hvor falske nyheder og alternative fakta fylder mediebilledet, er det en god anledning til at komme i gang.

”Lige nu er der kommet et nødvendighedspræg over situationen, hvor det er blevet ret tydeligt, at der er behov for, at flere forskere bidrager med viden. Den situation synes jeg, at forskere og universiteter skal udnytte,” siger Kim Brinckmann.

Selvforskyldt ekspertlede

Ifølge Peter Munk Christiansen skal forskere dog heller ikke stille op til hvad som helst. De risikerer nemlig at undergrave deres egen troværdighed som forskere, hvis de udtaler sig som eksperter om noget, de ikke har forskningserfaring med eller decideret ekspertviden om, eller hvis de kommer med politiske betragtninger. For så kan forskerne selv puste til kritikken.

”En gang imellem synes jeg, at nogle forskere – måske især inden for samfundsvidenskaben – strækker sig lige vidt nok og udtaler sig om noget, de ikke har forsket i eller har forstand på. Det synes jeg er et problem, og det hjælper jo ikke på troværdigheden, at man som forsker på den måde lader sig misbruge som ekspert, bare fordi medierne selv har mistet troværdighed,” siger Peter Munk Christiansen.

Det er Kim Brinckmann enig i, men frygten for at miste faglig anerkendelse skal heller ikke stå i vejen for, at forskere formidler deres viden bredt ud i samfundet og ikke kun gennem videnskabelige publikationer og faglige nichemedier.

”Det er en hårfin balance. Nogle gange skal forskerne turde sige ’det ved jeg ikke’, når de bliver spurgt af en journalist. Omvendt nytter det ikke, hvis forskere er meget tilbageholdende med at deltage i debatter og kun publicerer deres viden i smalle tidsskrifter og måske en sjælden gang imellem taler med en P1-journalist. For så kommer de jo ikke bredt ud med deres viden,” siger han.

”Hvis man kigger på nogle af tidens mest profilerede forskere i Danmark, f.eks. Vincent Hendricks og Eske Willerslev, for bare at nævne to, så er de blivet helt folkeliggjorte. De medvirker i tv-programmer, på konferencer, i radiodebatter og i alle mulige andre medier i forskellige sammenhænge. De er eksponenter for deres respektive forskningsområder, men er ikke bange for at udtale sig om emner, der ligger i kanten af deres forskningsområder. Det er i mine øjne positivt,,” siger Kim Brinckmann.

Men forskerne skal hele tiden huske på, at deres udtalelser kan ende som en forsimplet overskrift, og i den forstand er der et modsætningsforhold mellem forskerens blik for nuancerne og journalistens trang til sensation og skarpvinkling af historier, der giver flere likes, understreger han.

”Forskeren bliver udfordret af journalistens jagt på en god historie og entydigt svar, og der skal man som forsker være spids på, hvad der er baseret på forskning, og hvad der mere er en formodning eller et gæt,” siger Kim Brinckmann.

Brug for ny elitesatsning

Ud over at forskere skal blande sig mere i debatten, mener Flemming Besenbacher også, at der er behov for i langt højere grad at opgradere satsningen på at hylde og pleje den danske forskningselite og udklække nye talenter.

”Det er en fejl at tro, at det usædvanlige talent nok skal klare sig selv – talentet har også brug for opmuntring, gode rammebetingelser og dygtige ’trænere’ for at blive en del af eliten. Som i sportens verden må vi i langt højere grad pleje talenterne og udfordre dem, så de kan blive morgendagens erhvervsledere og topforskere,” siger han.

Hvis vi ikke plejer de forskningstalenter, der er i det danske samfund, så flytter de enten væk eller forlader forskningsverdenen, advarer han. Derfor skal vi forsøge at skabe nogle elitemiljøer med de rette rammebetingelser, ligesom man gør i elitesporten, hvor man f.eks. samler landets bedste sportsudøvere på elitecentre og lader dem træne og udvikle sig sammen i et kompetitivt miljø.

”Det samme er der brug for i universitetsmiljøer. Hvis du omgiver dig med andre forskere, der er talentfulde, kloge og arbejdsomme, så giver den faglige sparring noget af det, der skal til for at blive den bedste. Det er derfor, at der eksisterer laboratorier i verden, der fostrer 10-12 nobelprismodtagere, mens andre laboratorier aldrig får en eneste pris,” siger Flemming Besenbacher.

Det starter med indretningen af vores uddannelsessystem, hvor der i dag er for meget fokus på kvantitet og for lidt fokus på kvalitet, mener han.

”Vi ser nu, at hele 50-70 pct. af en årgang i dag optages på det almene gymnasium og 25-30 pct. på universitetet. Det fører til et generelt lavere fagligt niveau, og de bogligt dygtigste talenter bliver derfor ikke udfordret tilstrækkeligt. Derfor må vi indføre elitespor på både gymnasier og universiteter, så de allerdygtigste og allerflittigste kan komme op på et internationalt konkurrencedygtigt niveau,” foreslår Flemming Besenbacher.

På det punkt er Kim Brinckmann fra Københavns Universitet ikke helt enig.

”Det skal jo nødig blive sådan, at vi går tilbage til dengang, hvor kun en meget lille procentdel af en ungdomsgeneration gik på universitetet. Jeg tror godt, at man kan have bredt favnende universiteter med højt fagligt niveau og samtidig have en stærk elite. Ud af bredden skal vi skabe en dygtig elite. Jeg mener ikke, at det er en modsætning,” siger Kim Brinckmann.

 

Forrige artikel Facebook går jo ikke væk, så hvad gør vi så? Facebook går jo ikke væk, så hvad gør vi så? Næste artikel Elite-bashing baner vejen for ’alternative fakta’
Elgiganten lægger igen ufrivilligt navn til fupnummer

Elgiganten lægger igen ufrivilligt navn til fupnummer

Får du en mail fra "Elgiganten" med en kundeundersøgelse og vilde tilbud, så skal du passe på. Det er fup, advarer Forbrugerrådet. Og det er ikke første gang, at elektronikkædens navn misbruges i falsk kampagne. Det skete også i maj måned i år.

Forsker: Kina bliver en større desinformations-trussel end Rusland

Forsker: Kina bliver en større desinformations-trussel end Rusland

Ved en dansk konference om ‘fake news’, gav forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) udtryk for, at Rusland kan blive en trussel ved det kommende folketingsvalg. Men man skal passe på med at overvurdere truslen fra Rusland, sagde den amerikanske forsker Alina Polyakova ved samme konference. 

Ro på: EU spolerer ikke firmajulefrokosten 

Ro på: EU spolerer ikke firmajulefrokosten 

Menuen til firmajulefrokosten er blevet en bøvlet affære, fordi nye EU-regler har gjort det ulovligt at spørge medarbejdere om allergier og spisevaner, skriver flere danske medier. Men reglerne er hverken nye eller bøvlede, lyder det fra flere kanter.

Er din nye elmåler en spion, livsfarlig og tyvens forlængede arm?

Er din nye elmåler en spion, livsfarlig og tyvens forlængede arm?

De nye fjernaflæste elmålere, som de seneste år er blevet installeret i husstande rundt om i landet, er farlige for dit helbred, vil medføre store prisstigninger, inviterer til indbrud, og så overvåger målerne dig, lyder budskabet fra blandt andet musikeren Klaus Kjellerup. Men de påstande er enten forkerte eller overdrevne.

En tillidsknap på Facebook skal løse fake news-krisen

En tillidsknap på Facebook skal løse fake news-krisen

Interview: Med internettets og især de sociale mediers udbredelse er spredningen af falske nyheder eksploderet. Verden står midt i en fake news-krise. Der er brug for en knap, hvor man kan udtrykke sin tillid til specifikt indhold på Facebook, mener cyberkriger og professor i journalistik Jonathan Albright. 

Vi søger universitetspraktikanter til faktatjek

Vi søger universitetspraktikanter til faktatjek

Mandag Morgens faktatjeksite TjekDet.dk søger universitetspraktikanter, der vil være en del af redaktionen i første halvdel af 2019, og være med til at udfordre falske nyheder og påstande i den offentlige debat.

Riget siger tak - men nej tak til varmt tøj til hjemløse

Riget siger tak - men nej tak til varmt tøj til hjemløse

Doner varmt tøj til Rigshospitalets Traumecenter og hjælp hjemløse, der fryser i det kolde vintervejr. Sådan lyder en varmhjertet besked, der florerer på Facebook. Men Rigshospitalet mangler slet ikke lunt vintertøj, og sådanne donationer er desværre kun til besvær.

Nej, den dansende pave tager ikke livet af din telefon

Nej, den dansende pave tager ikke livet af din telefon

Adskillige facebookbrugere advarer mod en virus-video med navnet "den dansende pave", som kan formatere mobiltelefonen og slette alt. Men advarslen er fup og endnu et forsøg på skræmme eller lave sjov med os andre.

Et dataetisk råd med muskler, tak

Et dataetisk råd med muskler, tak

KOMMENTAR: Regeringens ekspertgruppe om dataetik er kommet med ni anbefalinger for arbejdet med dataetik, inklusive oprettelsen af et dataetisk råd. Det er godt, men spørgsmålet er, om et sådant råd vil få de ressourcer og kræfter, som opgaven kræver.

Kendt dansk blogger og realitystjerne offer for svindelnummer

Kendt dansk blogger og realitystjerne offer for svindelnummer

Mascha Vang har sagt farvel til livet som blogger og tv-stjerne for at hellige sig sit skønhedsprodukt. Sådan lyder nyheden i en artikel, der angiveligt er skrevet af Ekstra-Bladet. Men artiklen er fup – og har intet med hverken bloggeren eller avisen at gøre.  

Hvor mange bliver rituelt omskåret i Danmark?

Hvor mange bliver rituelt omskåret i Danmark?

Folketinget havde på dagsordenen fredag et borgerforslag om en aldersgrænse for omskæring. Især rituel omskæring har været en central del af debatten. Vi har tidligere faktatjekket, hvor mange der egentlig bliver omskåret i Danmark.

Sagde Trump:

Sagde Trump: "lær af grønlænderne - de har aldrig skovbrand"?

Californien har de seneste uger været hærget af historiske skovbrande. Nu har præsident Donald Trump angiveligt sagt, at de californiske myndigheder burde tage ved lære af grønlænderne, de har nemlig aldrig den slags problemer. Men citatet stammer fra en satirisk spalte.