Lægemiddelstyrelsen advarer mod fupsalg af malariamedicin og coronatests

Uautoriserede forhandlere sælger ulovligt medicin og selvtests på nettet ved at udnytte frygt og bekymringer under den igangværende coronaepidemi.

Flere steder på nettet
faldbydes ulovligt malariamedicin mod coronavirus og corona-selvtests. 
Flere steder på nettet faldbydes ulovligt malariamedicin mod coronavirus og corona-selvtests. Foto: 3D Animation Production Company
Thomas Hedin

Flere steder i udlandet og et par steder herhjemme er der dukket hjemmesider op, hvor man angiveligt kan købe for eksempel malariamedicinen klorokin eller covid-19-selvtests, der hævdes at kunne henholdsvis behandle covid-19 eller give svar på, om man har sygdommen.

Hjemmesiderne er drevet af ulovlige forhandlere, og det sker på bekostning af borgernes sundhed og helbred, advarer Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

Hvis man alligevel er fristet til at bestille produkterne hos forhandlerne, er det i øvrigt ikke sikkert, at man nogensinde får leveret, hvad man tror, man har betalt for. Til gengæld kan man nok regne med at være blevet en god sjat penge fattigere.

Fransk studie har vakt både kritik og udokumenterede forhåbninger

I Frankrig har mikrobiologen Didier Raoult fra Marseille lynudgivet et videnskabeligt studie, der vækker håb om, at malariamedicinen kan hjælpe i behandlingen af covid-19-patienter. Det franske studie – og håbet om et gennembrud i jagten på en behandling – diskuteres vidt og bredt af både forskere, politikere og læger, hvor nogle ligefrem nu vil give det til patienter.

Men studiet er stærkt omstridt og må i Danmark ikke bruges i behandlingen mod covid-19. Foreløbig undersøger forskere nu på højtryk verden over, om der kan være noget om snakken.

Indtil videre har et nyt kinesisk studie dog konkluderet, at midlet ikke ser ud til at have en effekt på covid-19-patienter. Og der kan ligefrem være alvorlige bivirkninger, hvis man alligevel får fat i midlet og selvmedicinerer sig. Alt sammen er nogle af årsagerne til, at for eksempel praktiserende læger siden mandag ikke har kunnet udskrive malariamedicinen.

Udnytter angst for coronavirus

Og det er måske lige netop den svære adgang til klorokinen og danskernes frygt for at blive ramt af sygdommen, som svindlere lige nu udnytter.

"Det er folk, der slår plat på den situation, vi befinder os i. De udnytter folks frygt og bekymringer, og et er særdeles usympatisk. Derfor holder vi et ekstra vågent øje, så borgerne ikke bliver snydt til fare for deres liv og helbred," siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

Artiklen fortsætter under billedet

Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, giver en status på coronavirus-situationen ved et pressemøde den 19. marts 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix).

Covid-19 er en ny sygdom, som der på nuværende tidspunkt ikke er udviklet en vaccine imod, og der er ikke dokumentation for, at allerede godkendt medicin til andre sygdomme har en effekt og er sikker at bruge mod covid-19, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Styrelsen opfordrer i øvrigt til, at hvis man falder over opslag eller annoncer, som man mistænker forsøger at sælge forfalsket medicin, så anmelder man det til Lægemiddelstyrelsen via en blanket på styrelsens hjemmeside

Mand drak rengøringsmiddel og døde

Den megen debat om malariamedicinen har i øvrigt allerede givet anledning til alvorlige misforståelser. Et ældre amerikansk ægtepar havde hørt om klorokin og troede, at de kunne undgå coronavirussen ved at drikke et rengøringsmiddel med netop klorokin, der dog bruges til at rengøre akvarier. Midlet havde de tilfældigvis stående i et skab. Manden døde, mens kvinden tirsdag var i kritisk tilstand.

TjekDet har undersøgt, hvorfor man i den offentlige debat ind i mellem kan få det udtryk, at vi er både tæt på og langt fra at have en vaccine mod den nye coronavirus eller medicin til behandling af allerede syge. Artiklen kan du læse her.

Vi har tidligere også rettet fokus på det meget omtalte franske studie af klorokin her.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu