Nej, de her træer er ikke fældet på grund af 5G-mobilsignaler

Træer bliver fældet, og fugle jaget fra reden, for at de nye 5G-netværk kan sende uforstyrret, påstår en video på YouTube, der fremlægger "solide beviser". Men beviserne er en tynd kop te, viser vores faktatjek.

"Denne video beviser, at træer bliver fældet, hække dækket af net og fugle forhindret i at bygge rede - alt sammen for at gøre plads til 5G-signaler." 

Kilde: Youtube-brugeren 'Logical Annie' i en video.





I videoen omtales en 5G-rapport fra et britisk ministerium og flere billeder som 'solide beviser' for, at træer skal og bliver fældet, så de ikke forstyrrer signalerne fra det nye 5G-mobilnetværk.

Men den er gal med de 'solide beviser' i videoen. Den omtalte 5G-rapport nævner intet, om at træer og buske skal fældes. Og billederne af fældede træer, som vises i videoen, har intet med 5G-signaler at gøre.

Dog er der to billeder, hvis ophav ikke kendes. 

“Denne meget korte video viser tydeligt, at træer bliver fældet, hække bliver dækket af net, og fugle bliver frarøvet deres redeområder for at gøre plads til 5G-millimeterbølge-signaler."

Sådan lyder budskabet i en video på YouTube, der foreløbig er vist omkring 5.000 gange, og som deles af danskere flere steder på blandt andet Facebook.

Videoen konfronterer os med eksempler på, hvordan træer er blevet fældet og hække dækket af net, så fuglene ikke kan bygge reder - alt sammen for, at signalerne fra det nye 5G-netværk kan flyve frit, lader videoen os forstå.

Videoen er lagt på YouTube af en bruger, der kalder sig 'Logical Annie'. 

Bag Youtube-profilen står en person ved navn Ann Marie Carey. Hun står også bag bloggen Logical Annie Uncensored og facebooksiden 5G mass action campaign group, der har over 4.000 medlemmer. Og på hendes personlige facebookprofil har videoen opnået næsten 1.000 delinger. 

Men videoen leverer ikke skyggen af bevis for, at træerne, man ser i videoen, er ofre for udrulningen af 5G-netværket.

Artiklen fortsætter under videoen

Billederne i videoen er taget ud af kontekst. Historierne bag de fældede træer og indpakkede buske har intet med 5G at gøre, viser TjekDets gennemgang.

Herhjemme afviser direktør i brancheforeningen Teleindustrien, at fældning af træer og tildækning af buske er en del af planen for udrulning af 5G-netværket.

Lad os se på billederne ét for ét.

Waterford: Træer var uegnede som bymæssig beplantning


Kilde: Screenshot fra videoen

Billederne herover stammer fra den sydirske by Waterford, hvor kommunen i løbet af vinteren foretog en omfattende beskæring af træer. Træerne blev ganske rigtigt fældet, men det havde intet med udrulning af 5G at gøre, slår kommunen fast i en mail til TjekDet.

Træerne blev fældet, fordi de var uegnede som bymæssig beplantning, og de vil snarest blive erstattet af en mere passende sort, oplyser kommunen, som også skriver, at de ikke har kendskab til aktuelle planer om at rulle 5G-netværk ud i byen.

Danesfort: Landbrugsjord skulle forbedres


Kilde: Screenshot fra videoen

Vi bliver i Irland, hvor vi nu retter blikket mod Danesfort i den sydøstlige del af landet. Her er en lang række vejtræer blevet fældet - igen på grund af 5G, lader Ann Marie Carey forstå i videoen.

Billedet - herover - af de kraftigt beskårede træer er taget af Liam Lysaght, der er direktør for Irlands Nationale Biodiversitetscenter. På Twitter beklagede han i februar i år, at træer og hegn blev fjernet, og spørger, hvad vi kan gøre for at stoppe dette 'blodbad', som han kalder det. Men han nævner ikke 5G med et ord. Og det er der en god grund til.

"De fældede træer her har intet med 5G at gøre. Det var et lokalt eksempel på 'forbedring' af nyligt købt landbrugsjord," oplyser Liam Lysaght til TjekDet.  

North Norfolk: Fuglenet skulle redde skrænt fra at styrte i havet


Kilde: Screenshot fra videoen 

Som bevis for, at udrulningen af 5G går ud over fugles redepladser, henviser Ann Marie Carey til ovenstående billede, der viser, hvordan et net afspærrer trækfugle fra at vende hjem til deres reder i England. 

Nettet er sat op af byrådet i North Norfolk i det østlige England. Formålet er rigtignok at holde fuglene fra deres redepladser, men det handler på ingen måde om 5G-signaler. Nettet skal derimod forhindre, at fuglenes redebyggeri skulle få skrænten til at erodere og styrte i havet. Formålet er i sidste ende at beskytte et stort gasanlæg og lokal beboelse, skriver den britiske avis Daily Mail i april i år. 

Små engelske byer: Hække må lade livet for byggeri

Artiklen fortsætter under billedet

Kilde: Screenshots fra videoen

De fire billeder herover er taget i mindre engelske byer, hvor nogle buske og hække også er dækket af net. Det skyldes også, at fuglene ikke skal bygge reder. Hækkene skal fjernes forud for henholdsvis nedrivning og nybyggeri, og entreprenørene derfor skal sikre, at fuglereder ikke bliver ødelagt under arbejdet. Det fortæller lokale medier i områderne, der også viser billederne.

To billeder står tilbage


Kilde: Screenshots fra videoen

Videoen indeholder yderligere disse to billeder af træer. Trods ihærdige forsøg er det ikke lykkedes TjekDet at finde frem til, hvor de stammer fra. Vi har derfor spurgt Ann Marie Carey på mail, hvor hun har fundet billederne. Hun vil dog kun oplyse, at de er taget i Irland, men ikke hvor eller af hvem.

Rapport vil ikke fælder træer

Ann Marie Carey omtaler som tidligere nævnt en rapport fra et britisk ministerium, som hun også hævder sort på hvidt beviser, at 5G er skyld i, at naturen bliver ødelagt.

"Videoen viser tydeligt, at en 5G-planlægningsrapport blev lavet i 2018 for at rådgive lokale byråd om, hvad der ville påvirke 5G-signaler, hvilket omfatter små træer, store træer og hække - så vores miljø og vilde natur bliver ødelagt i 5G-teknologiens navn, og dette er solide beviser!” skriver Ann Marie Carey på Youtube om sin video, hvor hun yderligere opfordrer til, at borgere fjerner nettet om hækkene, og i stedet draperer de ansvarlige kommuner med dem.

Hun har ret så langt, at et ministerium under den britiske regering i 2018 udsendte en rapport, der beskriver, hvordan udrulningen af 5G bør foregå for at opnå den bedst mulige mobildækning.

Af rapporten fremgår det ganske rigtigt også, at træer og buske kan blokere helt eller delvist for 5G-signalerne. Det kan busser, statuer, bygninger og telefonbokse for så vidt også, fremhæver rapporten.

Men selvom rapporten nævner, at træer og hække kan blokere 5G-signaler, står der ikke noget om, at de skal fjernes. Der står heller ikke noget om, at busskure, statuer eller for den sags skyld bygninger skal skaffes af vejen eller rives ned.

Til gengæld fremhæver forfatterne af rapporten, at man ved udrulningen skal være opmærksom på, at 5G-signaler kan begrænses af grønne områder, og derfor opfordres til, at det tages i betragtning, når nye træer skal plantes.

"Skrækscenarie" er usandsynligt i Danmark

Men er det helt usandsynligt, at træer og buske bliver fjernet, når vi i Danmark også skal have 5G-netværket udrullet?

Preben Mogensen

Preben Mogensen er professor i trådløs kommunikation ved Aalborg Universitet. Og han bor i øvrigt selv i et skovområde.

Han har aldrig hørt om, at træer skulle være blevet fældet på stribe af hensyn til mobildækningen. Han bekræfter dog, at træer og bygninger kan begrænse rækkevidden af mobilsignaler.

“Mobilsignaler kan rigtigt nok forstyrres af objekter som træer og bygninger, og især millimeterbølger (som er særlige for det kommende 5G-netværk, red.) er følsomme overfor, om der er frit udsyn fra antenne til mobil,“ siger Preben Mogensen.

Han tilføjer, at det ikke er en ny problematik. Problemet gælder også de eksisterende mobilnetværk. Og løsningen med at fælde træer er næppe den mest oplagte.

“Der er to muligheder, når man ved, at træer kan begrænse signalet. Den ene mulighed er, at operatørerne dimensionerer sig ud af problemet ved simpelthen at sætte flere antennebaser op – og det er den løsning, jeg kender til. Den anden løsning er selvfølgelig, at vi fjerner træerne i bybilledet, men det har jeg nu aldrig hørt om skulle være sket.”

Preben Mogensen bakkes op af Gert Frølund Pedersen, som er professor ved Aalborg Universitet med speciale i antenner.

Gert Frølund Pedersen

"Om der skal fjernes træer for at få plads til antennerne afhænger af, hvad der er efterspørgsel på. Så det er klart, at hvis målet bare er hurtig kommunikation, så kan man fælde træer, men så bør man i øvrigt også overveje, om der skal flyttes en bygning, udskiftes vinduer eller udvikles mursten, som signalerne kan passere igennem," siger Gert Frølund Pedersen og understreger:

"Det er ikke nødvendigt at fælde træer for at udrulle 5G."

Gert Frølund Pedersen forklarer, at 5G-netværket til en start bliver udrullet på frekvenser, der hverken er mere eller mindre følsomme overfor trækronerne, end de frekvenser vi sender mobilsignaler på i dag. Først om tre til fem år vil man begynde at tilføje signaler baseret på millimeterbølger. 

Faktaboks: Hvad er millimeterbølger?

5G-netværket kommer til at sende på frekvenser, der minder om dem vi bruger i dag, men om tre til fem år tilføjes meget højere frekvenser, end vi er vant til, nemlig såkaldte millimeterbølger ved 28–30 GHz (og måske senere op til 60-70 GHz). De mest typiske frekvenser i dag ligger omkring 3 GHz.

Desto højere frekvenser signalerne sendes på, desto mindre kan de trænge igennem, og desto kortere kan de sendes uden tab af styrke. Signalerne er derfor ekstra følsomme overfor objekter, der blokerer deres vej fra antenne til antenne og fra antenne til mobil.

Objekter, der er særligt udfordrende for signalerne, er aluminiumsbelægning, bygninger og bjerge. Men også træer kan blokere signalet, og særligt når de står med blade og er regnvåde.

Kilde: Gert Frølund Pedersen, Preben Mogensen og Lars Dittmann

Lars Dittmann, der er professor i fotonik ved DTU, pointerer, at det kun vil være nødvendigt at fælde træer, hvis myndighederne stiller krav om dækning fra netværk båret af millimeterbølger. Men han er samtidig skeptisk overfor at det overhovedet skulle komme på tale: 

Lars Dittmann

"Min personlige vurdering er at brugen af 28-30 Ghz området (der kan blokeres af blandt andet træer, red.) til udendørs brug vil være meget begrænset - det er upraktisk, dyrt og unødvendigt - og derfor vil der ikke blive fældet træer. Hvis der kommer krav om dækning, er det ikke sikkert at teleoperatørerne overhovedet vil byde på licenserne," skriver Lars Dittmann til TjekDet i en mail. 

Jakob Willer, direktør for brancheforeningen Teleindustrien, som samler de teleoperatører, der skal sætte 5G op i Danmark, afviser kategorisk muligheden, da TjekDet spørger, hvor mange træer industrien vil fælde i forbindelse med udrulningen af 5G i Danmark.

“Det har aldrig været på tale, at vi skal fjerne træer i bybilledet eller andre steder for at udrulle 5G, og det kan jeg heller ikke forestille mig bliver aktuelt,” siger Jakob Willer, der i stedet påpeger, at man hellere vil dimensionere sig ud af problematikken.

Energistyrelsen står bag Danmarks 5G-Handlingsplan. Den indeholder dog ikke et ord om fjernelse af træer forud for 5G-udrulningen. Energistyrelsen oplyser desuden til TjekDet, at det er kommunerne selv, der skal tage stilling til spørgsmål om træfældning i forbindelse med udrulningen af 5G.

I Kolding er byggeri skyld i træfældning 

Videoen og den - ved vi nu - mere end tvivlsomme dokumentation er også blevet anvendt herhjemme i kampen mod 5G. Den britiske video er blandt andet kædet sammen med opsætningen af en ny mobilmast i Kolding, der angiveligt har medført fældning af træer i området.

Men den påstand afviser Kolding Kommune blankt overfor TjekDet.

“Os bekendt fældes træer på Bramdrupskovvej 22 for at gøre plads til et byggeri, der ikke har noget med telemaster at gøre,” skriver Lars Svoger, kommunikationschef for Kolding Kommune, i en mail.

Vi har spurgt Ann Marie Carey, hvorfor hun bruger den britiske rapport som bevis for at træer skal fældes, når rapporten slet ikke foreskriver det. Vi har også spurgt, hvorfor hun påstår, at de forskellige billeder af fældede træer og hække dækket af net er tydelige ofre for udrulningen af 5G-netværk.

Ann Marie Carey har som svar sendt os det seneste indlæg på hendes blog Annie Logical Uncensored, men heller ikke det indlæg giver svar på det, vi spørger om. 

Forrige artikel Er det slut med røde postkasser? - Falsk facebookopslag ruller igen Er det slut med røde postkasser? - Falsk facebookopslag ruller igen Næste artikel PR-stunt: Norsk ø stoppede tiden, og verdenspressen bed på PR-stunt: Norsk ø stoppede tiden, og verdenspressen bed på
Fik du læst? Hvor mange børn får egentlig ministerpension?

Fik du læst? Hvor mange børn får egentlig ministerpension?

Over sommeren kan du læse eller genlæse de mest læste artikler på tjekdet.dk. Vores artikel om pension til ministres børn er over et år gammel. Borgerlige ministre måtte forlade deres poster ved folketingsvalget forleden. Og et borgerforslag mod pension til ministerbørn prægede dagsordenen i foråret. To begivenheder der måske har været med til at give artiklen nyt liv i år.

Fik du læst? Her er verdens rigeste lande

Fik du læst? Her er verdens rigeste lande

Over sommeren kan du læse eller genlæse de mest læste artikler på tjekdet.dk. Artiklen med suverænt flest læsere i år ser på, hvilket land, der er det rigeste i verden. Det er slet ikke så nemt at afgøre, viste vores faktatjek. 

Direktørsvindel rammer hårdest i sommerferien

Direktørsvindel rammer hårdest i sommerferien

Det er sommer, og direktionsgangen er højst sandsynligt ferietom. Dermed er højsæsonen for direktørsvindel indledt, hvor 'ikke-ferieramte' medarbejdere får en fupmail, der hævdes at komme fra direktøren.

LEGO-ejer misbruges i bitcoin-svindelnummer

LEGO-ejer misbruges i bitcoin-svindelnummer

For tiden tjener LEGO-ejer Kjeld Kirk Kristiansen bunkevis af penge på at investere i bitcoin, og du kan gøre det samme, lover artikel. Men der er tale om rendyrket snyd. 

Nej, din smartphone giver dig ikke horn i nakken

Nej, din smartphone giver dig ikke horn i nakken

Flere danske og udenlandske medier har de seneste uger berettet om et australsk studie, der beskylder smartphones for at give dig horn i nakken. Men den konklusion er helt gal, siger to forskere, der også er betænkelige ved, at studiets hovedforfatter forhandler puder, som skulle afhjælpe nakkesmerter.