Danmarks nye elite skubber folket fra sig

Engang samlede arbejderne sig under de røde faner i et opgør med samfundets elite. I dag spirer en ny skillelinje i samfundet frem. En akademisk uddannet elite står over for store grupper af kortuddannede danskere.

De har hvert deres verdensbillede og hvert deres sæt af holdninger.

Den akademiske elite ser frem og tror på, at morgendagen byder på lidt bedre muligheder for dem selv.

De kortuddannede danskere ser ikke frem, men tilbage i tiden, når de skal beskrive det gode liv og det gode samfund. For dem giver det mening at sige ’Make Denmark Great Again’. 

"Det er, som om samfundets elite og folket befinder sig på hver sin planet,” siger Johannes Andersen."

”Akademikerne i den nye elite står for fornyelsen, mens den lavere middelklasse og underklassen står for noget, der hurtigt bliver til det tilbageskuende,” siger Johannes Andersen, lektor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

Han har netop skrevet en bog med den sigende titel ’Fra en anden verden – Den nye elites politiske værdier og perspektiver’, der afdækker endda meget store forskelle mellem de to gruppers holdninger.

”Der er tale om en polarisering, som kan trække grupperne fra hinanden. Den nye elite forstår og definerer, hvor samfundet skal bevæge sig hen, mens den lavere middelklasse og underklassen har svært ved at se, hvem der tager hånd om netop deres problemer. Det kan ende med, at de helt melder sig ud af samfundet,” siger han.

Det opdelte Danmark

Med sin bog undersøger Johannes Andersen for første gang systematisk de holdningsmæssige forskelle i Danmark mellem den nye elite og folket. Forskelle, der på næsten alle områder er endda meget store.

”Det er, som om samfundets elite og folket befinder sig på hver sin planet,” siger Johannes Andersen.

Han siger, at vidensamfundets ’klasser’ adskiller sig fra de klasser, de fleste kender fra industrisamfundets tid. Her stod arbejdere over for arbejdsgivere. I videnssamfundet udgør uddannelsens længde den vigtigste skillelinje.

”Industrisamfundets traditionelle elite har adgang til kapital, mens den nye elite har optimal adgang til viden. Derfor kan de sætte en dagsorden for samfundet og for samfundets udvikling,” siger Johannes Andersen.

I sine analyser fokuserer han derfor særligt på forskellen mellem den akademisk uddannede elites holdninger og holdningerne i de to kortuddannede grupper, han kalder underklassen. 

Hans analyser bygger på data fra den seneste vælgerundersøgelse, der fandt sted i forbindelse med valget i 2022. For valg- og vælgerforskere som ham er der tale om en kongeanalyse. Valg for valg har forskere som Andersen spurgt vælgerne til deres holdninger på en række områder. Det nye er, at Johannes Andersen i sine analyser af svarene skiller de højtuddannede ud som en særlig gruppe.

”Det er de tyndarmede, der styrer det her land. Og de tyndarmede er dem, som ikke er fiskere eller landmænd,” sagde Madsen i det, der blev hans sidste interview."

Særligt ét resultat springer ham i øjnene. 

”Jeg blev overrasket over at se, at netop den nye elite, som har så let adgang til samfundets nøgleressourcer i form af viden og informationer, har let adgang til det politiske liv, forstår de store sammenhænge og kan sætte en dagsorden, er blinde for deres egen, privilegerede position,” siger Johannes Andersen. På det punkt ligner den nye elite den traditionelle elite. Ingen af dem opfatter sig som en elite. Det er en tydelig modsætning til de andre socialgrupper, som godt kan få øje på en elite, når de ser og oplever den.

”Måske skyldes deres blindhed, at de hele tiden arbejder for at løse samfundets problemer på den bedst tænkelige måde. Deres drivkraft er altså ikke ønsket om at få mest ud af det for sig selv, men et fagligt ønske om at finde de bedste løsninger,” siger han.

Brexit og Trump varsler ny æra

I sit arbejde henter Johannes Andersen inspiration fra Storbritannien, hvor kolleger har analyseret baggrunden for først Brexit og senere den daværende konservative leder Boris Johnsons jordskredssejr ved valget i 2019.

Også her går den afgørende skillelinje mellem en højtuddannet elite og de kortuddannede grupper, som gennem de seneste mange år har mærket konsekvenserne af elitens beslutninger. I sin bog ’Values, Voice and Virtue’ beskriver Matthew J. Goodwin, professor i statskundskab ved University of Kent, hvordan den lavere middelklasse og underklassen i Storbritannien har oplevet en ’Londonization’ af deres land.

Det er altså storbyens dyder i form af blandt andet lange uddannelser og et rungende ja til globalisering og indvandring, der har præget udviklingen. Selv oplever de kortest uddannede briter ikke, at deres værdier, deres stemme og deres dyder bliver respekteret. På det holdningsmæssige plan føler de sig kørt over, og i politisk forstand føler de sig marginaliseret.

Deres reaktion viste sig med fuld kraft, da de overtrumfede ja-sidens bedre uddannede vælgere ved den britiske folkeafstemning i juni 2016 om fortsat medlemskab af EU. Afstemningen endte som bekendt med et ja til Brexit, et farvel til EU. En analyse af resultatet viste, at kun hver fjerde af de kortest uddannede stemte ja. Det overvældende flertal stemte altså nej.

Matthew J. Goodwin betegner deres nej som en ”modrevolution”; det blev de kortuddannedes opgør mod den højtuddannede elite og dens præferencer. Og de kortuddannede vandt.

2016 blev et skelsættende år, særligt fordi opgøret fortsatte på den anden side af Atlanten, hvor Donald Trump første gang vandt valget til posten som præsident i november.

For Matthew J. Goodwin indledte de to valg i 2016 en helt ny måde at forstå politik på. Det var ikke længere industrisamfundets klasser, der afgjorde valgene, men den afgrundsdybe forskel mellem de højtuddannede og de kortest uddannede vælgergrupper og deres værdier og holdninger.

Den skillelinje mener Goodwin vil definere og afgøre de næste mange valg, i Storbritannien og i de fleste andre vestlige lande. Sådan som vi netop har set det i USA. Det kan der ifølge Johannes Andersens analyser også være grobund for i Danmark.

”Den nye elite bliver mere og mere definerende for, hvad det rigtige samfund går ud på, og hvor det skal hen. Den polarisering, vi kan se, også i Danmark, rummer nogle potentialer til at gøre det politiske liv i Danmark endnu mere kaotisk, end det er,” siger han.

Selv om den netop afdøde sanger Johnny Madsen næppe fik læst den slags analyser, ville han formentlig være enig. 

”Det er de tyndarmede, der styrer det her land. Og de tyndarmede er dem, som ikke er fiskere eller landmænd,” sagde Madsen i det, der blev hans sidste interview.

Tillid og mistillid

Når det er de tyndarmede, der skriver dagsordenen, også i Danmark, sætter det sig dybe spor i de forskellige gruppers tillid til andre mennesker og til det politiske system.

”Folk i den lavere middelklasse og i underklassen har virkelig svært ved at finde sig til rette i det politiske univers. Det gælder både med hensyn til at kunne udtrykke sig og til at kunne forstå, hvad der sker i det politiske univers. Mentalt set er de hele tiden på udebane. Omvendt føler den nye elite sig i den grad på hjemmebane,” siger Johannes Andersen.

Forskellene er ret markante, og de gælder både, når man spørger om tillid til andre mennesker og om tillid til det politiske system. I svarene har den nye elites vælgere tillid, mens det ikke i samme omfang gælder for den lavere middelklasse og underklassen.

”Trump bruger fortiden som sin målestok. Han vil have amerikanske arbejdspladser, amerikanske biler og amerikanske benzinstationer. Alle de klimaorienterede siger, nej, hvis vi skal gøre noget for, at vi får en bedre tilværelse, så skal vi lægge det samfund bag os” 

Johannes Andersen, lektor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

”Der er altså en gruppe, vi skal passe på. De må ikke blive hægtet af alt for hurtigt og ende med at gå bagud af dansen. Det er klart nok, at eliten føler sig på hjemmebane og har en høj grad af tillid, fordi det er dem, der sætter dagsordenen. Vælgerne fra den lavere middelklasse og underklassen sætter ingen dagsorden, derfor er det også klart, hvorfor de ikke har den store tillid,” siger han.

Klimaet og den vedvarende energi

Danmark er et af de ikke så mange lande, der har forpligtet sig til at skære ret dramatisk i udledningen af CO2.

Med klimaloven fra 2020 vedtog et flertal i Folketinget, at Danmark skulle reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i forhold til niveauet i 1990. En aftale om grøn strøm og varme fra 2022 følger op på klimaloven og lægger op til, at produktion af el fra sol og vind skal firedobles i årene frem mod 2030.

Det springende punkt er, hvor de mange ekstra vindmøller og de ekstra solcellepaneler skal placeres, for det indebærer blandt andet en ret dramatisk udbygning af antallet af solcelleparker.

På sit landsmøde i oktober rasede Danmarksdemokraternes Inger Støjberg mod energiparkerne. Hun og hendes parti siger ja til kornmarker og nej til jernmarker, lød det i hendes tale til landsmødet.

Klima er ikke længere en fælles sag for alle danskere, men en sag, der i stigende grad deler danskerne.

Johannes Andersens analyse viser, at den nye elite støtter en handlingsorienteret klimapolitik. De mener altså, at der skal ske noget. Særligt middelklassen er mindre overbevist.

”Den nye elite opfatter klimaet som et vildt problem, der kræver en ekstraordinær indsats at løse. De er altså stærkt optaget af at få løst det vilde problem, så vi kan komme videre. Det er de andre socialgrupper ikke helt så overbeviste om,” siger han.

I USA har Donald Trump under valgkampen kombineret modstanden mod indsatser for klimaet med sit ønske om at gøre nutiden lige så god som fortiden.

”Trump bruger fortiden som sin målestok. Han vil have amerikanske arbejdspladser, amerikanske biler og amerikanske benzinstationer. Alle de klimaorienterede siger, nej, hvis vi skal gøre noget for, at vi får en bedre tilværelse, så skal vi lægge det samfund bag os,” siger Johannes Andersen.

I Danmark går Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne slet, slet ikke så langt. Under valgkampen sagde Støjberg, at ”vi skal gøre noget ved klimaforandringerne”. Efter valget vil partiet skubbe målet om at reducere udledningen af CO2 med 70 procent fra 2030 til 2032 eller måske 2035.

Der er altså ikke tale om et lige så frontalt opgør med de klimapolitiske mål, som Donald Trump har gjort sig til talsmand for.

Indvandring

Det er svært at forstå dansk politik, hvis ikke man både måler vælgernes holdninger på en klassisk højre-venstre skala og på en værdipolitisk skala. Man skal med andre ord både spørge til omfordeling af indkomst via skat og til straframmer og holdninger til indvandring.

Her adskiller den traditionelle elite – det er den gruppe i samfundet med adgang til kapital – sig fra alle andre grupper. De ønsker ikke omfordeling via skatterne.

Omvendt skiller den nye elite sig ud fra alle andre grupper med sit liberale syn på både indvandring og straframmer. Igen står de længst uddannede over for de kortest uddannede. 

”Der en stor polarisering på det spørgsmål her. Ingen tvivl om det. Mens den nye elite har et pragmatisk forhold til indvandring, så er underklassen og den lavere middelklasse enige i behovet for en stram indvandrerpolitik og en stram retspolitik,” siger Johannes Andersen.

By og land

Den nye elite bliver uddannet på universiteterne, hvis afdelinger med enkelte undtagelser alle er placeret i en af de fire største byer, København, Aarhus, Aalborg og Odense.

Universitetsbyerne virker som en magnet på mange unge. Nogle unge flytter til de store byer fra de mindre provinsbyer, de er vokset op i. De fleste får et job i den by, hvor de har taget deres uddannelse, og meget få vender tilbage.

Den nye elite er med andre ord først og fremmest et storbyfænomen.

Helt ligesom den nye elite ikke opfatter sig selv som en elite, kan den heller ikke få øje på en uretfærdig marginalisering af områder uden for de store byer. Det kan underklassen til gengæld godt.

”Når man bor i en af de mindre byer, har man en oplevelse af afstand. De har oplevet, at rådhuset lukkede, og at politistationen flyttede. Afstandene bliver større. Der er sket en udtynding af tilbud i de mindre byer. Den nye elite kan ikke se, at de uretfærdigt bliver marginaliseret, men underklassen føler en uretfærdig marginalisering,” siger Johannes Andersen.

Valget i 2022

Når den ny elite ikke forstår, at store grupper af danskere oplever en uretfærdig marginalisering, kan de heller ikke tilbyde en løsning på deres problemer.

Så begynder de kortest uddannede vælgere at se sig omkring efter nogle, der tilbyder dem løsninger. Politisk set får det store konsekvenser, for der er ikke rigtigt et enkelt parti, der tilbyder de grupper af vælgere den ’pakke’ af politiske løsninger, de efterlyser.

”Fra valg til valg skifter flere og flere vælgere parti og bruger mere og mere tid på at finde ud af, hvem de skal stemme på. Det er jo et udtryk for, at vælgerne har svært ved at finde rundt i det politiske univers,” siger han.

Tallene er ret markante.

65 procent af alle vælgere finder først ud af, hvad de skal stemme, i løbet af valgkampen. ”Det er et udtryk for, at de partier, som vi har for næsen af os, ikke rigtig leverer noget, som den gruppe af vælgerne kan bruge. De har nogle grundlæggende politiske præmisser og perspektiver for deres ståsted, som bare ikke bliver taget alvorligt,” siger Johannes Andersen.

Politisk set kan Danmark være på vej ind i en fremtid, der med Johannes Andersen ord vil blive stadigt mere ”kaotisk”.