Fravalget 

Venstres fik også sit dårligste valg nogensinde

VENSTRE. Det blev mildest talt aldrig Troels Lund Poulsens valgkamp. Venstre fik sit hidtil dårligste folketingsvalg. En katastrofe for det gamle magtparti. Og med blot 10,1 procent af stemmerne var det endnu dårligere end bundskraberne under Henning Christophersen og Uffe Ellemann-Jensen i 1980’erne. 

Landbruget har været alvorligt i skudlinjen under valgkampen. Venstre har haft svært ved at finde et modsvar til de røde partiers kritik af svineproduktionen i Danmark og deres krav om bedre dyrevelfærd og et sprøjteforbud, der skal sikre rent drikkevand.

Troels Lund Poulsen formåede aldrig at skabe momentum om sit kandidatur til statsministerposten i en blå regering, måske fordi han samtidig holdt døren på klem for at fortsætte i en ny bred S-ledet regering.

De kommende dage vil vise, om Venstre får held til at samle en blå midterregering uden Mette Frederiksen, som han foreslog på valgaftenen. Men det er mere end tvivlsomt. Dertil er der for stor forskel mellem Moderaterne og Dansk Folkeparti.

Hans rolle vil blive heftigt debatteret og evalueret i partiets bagland den kommende tid. Stærke kræfter i partiet vil argumentere for, at Venstre har bedst af at bruge nogle år på oppositionsbænken for at samle kræfter. Mange vil efterlyse en ny kurs. Og det er ikke utænkeligt, at det både blev Troels Lund Poulsens første, sidste og eneste folketingsvalg i spidsen for Venstre.

Næste gang kan det blive Stephanie Loses tur til at stå i spidsen. Mens partiet gik tilbage over hele landet, fik hun et kanonvalg i det syd- og sønderjyske. 

Folketingets næststørste parti

SF. Ved valget har hver niende dansker stemt på SF. Det har gjort SF til Folketingets næststørste parti med 20 mandater – en fremgang på 5 mandater. Dermed er SF en klar kandidat til at indgå i forhandlinger om dannelsen af en kommende regering.

Øverst på Olsen Dyhrs ønskeseddel har stået en rød regering med deltagelse af SF. Men valget har kun givet de røde partier 84 mandater, altså et pænt stykke fra de nødvendige  90.

Derfor kommer Pia Olsen Dyhr og folkesocialisterne til at tage stilling til, om de også vil deltage i en regering hen over midten.

Det forsøgte SF efter valget i 2022, men måtte opgive. Efter at De Konservative havde trukket sig fra forhandlingerne, blev det alt for blåt. Der var ifølge Olsen Dyhr ikke nok vilje til indsatser for drikkevand, klima og de fattigste børn og for meget vilje til reformer for at øge arbejdsudbuddet og lette skatten.

Op til valget har Pia Olsen Dyhr denne gang sagt ja til at deltage i en regering, hvor også Moderaterne og måske De Radikale deltager, men nej til at trække Venstre eller De Konservative ind i kredsen.

Lars Løkke Rasmussen går efter efter en bredere model, der kan ende med at omfatte de konservatives Mona Juul.

Ser man på SF’s hovedkrav, ligger de, særligt på grund af kravet om en retfærdig pensionsløsning, bedst til en rød regering. Og med kravet om at genindføre Store Bededag er SF’erne klar til at trække 8.500 mennesker ud af arbejdsudbuddet. Det skal forligspartierne, der bl.a. tæller Moderaterne og De Radikale, sige ja til.

Regeringsforhandlingerne kan ende med, at Olsen Dyhr skal træffe mere end en svær beslutning. 

Den ombejlede mand i midten

MODERATERNE. Kort før jul stod Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne med en vælgeropbakning på 2,4 procent, altså ganske tæt på spærregrænsen.

Nu har Moderaterne fået et valg, der kun kan betegnes som overordentlig godt. Ganske vist gik partiet tilbage fra 16 mandater ved valget i 2022 til nu 14 mandater.

Men det er lykkedes for Lars Løkke Rasmussen at viske imaget som chauffør i Folketingets klovnebus af sig. Efter forhandlingerne med amerikanerne om Grønland hyller han sig nu i statsmandsagtige gevandter, en position, han befinder sig godt med.

Nu sidder han med de afgørende mandater i midten.

Med valget har vælgerne givet Lars Løkke Rasmussen en nøglerolle i forhandlingerne om, hvem der skal være statsminister, ligesom han får det afgørende ord i diskussionen om, hvem der skal inviteres med til forhandlingerne om en kommende regering.

Den situation vil Løkke Rasmussen udnytte til det yderste. Det kan sætte andre partiledere i svære dilemmaer. 

Ender Mona Juul i historisk S-ledet regering?

DE KONSERVATIVE. Det var tredje gang, Mona Juul skulle møde vælgerne som formand for De Konservative efter forgængeren Søren Paper Poulsens pludselige død. Og for tredje gang har hun grund til at være tilfreds. Hun er trådt i karakter som De Konservatives leder og kan blive en ny politisk stjerne.

Partiet gik frem til 7,6 procent af stemmerne og 13 mandater. Ikke prangende. Men den 3. største fremgang af samtlige 12 partiledere. Ligesom De Konservative gik frem ved valget til Europa-Parlamentet i 2024 og trods en lille tilbagegang  ved kommunalvalget sidste år endte med at gå fra 14 til nu 20 borgmesterposter – kun seks færre end Socialdemokratiet. “Vi har scoret hattrick,” sagde en meget glad og stolt Mona Juul på valgaftenen.

Hun har i valgkampen balanceret mellem at have en superblå profil på den økonomiske politik med markante skattelettelser og en klar grøn profil på klima og miljø. Hun har især nydt godt af, at miljøet har fyldt så meget i valgkampen, da partiets grønne profil adskiller hende fra de øvrige blå partiledere.

Mona Juul var meget hurtig til at pege på Trols Lund Poulsen som sin statsministerkandidat. Men nu har vælgerne talt. Det kan ikke udelukkes, at hun kan blive del af en ny bred regering. Hun går efter at være de borgerlige stemmer, der arbejder. Det får hun måske nu chancen for at vise. 

Luften gik ud af Vanopslagh

LIBERAL ALLIANCE. Det var næppe det valg, Alex Vanopslagh og Liberal Alliance havde håbet på.

Ganske vist fik partiet 9,4 procent og dermed 16 mandater. Det er 2 flere end ved valget i 2022, og det hidtil bedste resultat for partiet.

Men da det gik allerbedst for Liberal Alliance i denne valgperiode, var partiet oppe på knap 15 procent i meningsmålingerne og 26 mandater – næsten en fordobling. Alex Vanopslagh stilede efter magtens top og stillede op som statsministerkandidat med udsigt til at blive det største blå dyr på savannen. Han nød godt af de mange vælgere, som havde vendt Venstre ryggen, og hans enestående evner til at formidle partiets politik gik rent ind hos især mange unge mandlige vælgere, så partiet stod til at blive det næststørste i Folketinget.

Men sådan skulle det ikke gå. Luften sivede noget ud af partiet i løbet af valgkampen, og Alex Vanopslaghs kokainsag har formentlig kostet mange vælgere. Han er dog ubestridt partiets store sællert.

Hans drøm om at blive Danmarks nye blå statsminister brast med valgresultatet, men er ikke død. Der kommer en ny chance. 

Kurs mod ministerbiler

DE RADIKALE. Ved valget i 2022 blev De Radikales antal mandater i Folketinget mere end halveret. Denne gang er der med Martin Lidegaard som formand en fornem fremgang. Partiet går fra syv til 10 mandater.

Nu bliver spørgsmålet, om han og partiet kan vende fremgang til indflydelse og måske endda ministerposter.

Det mislykkedes efter valget i 2022, hvor Martin Lidegaard i sidste øjeblik forlod forhandlingerne om en bred midterregering på grund af uenighed om klima, uddannelse og børn.

De Radikale deltog derefter i aftalen om folkeskolen i 2024, men ikke i reformen af universiteterne fra 2023 og heller ikke i reformen af ungdomsuddannelserne fra 2025.

Nu møder Lidegaard op med krav om genforhandling af de to reformer på uddannelsesområdet, de ikke selv er med i.

En genforhandling vil ikke bare kræve accept af Socialdemokratiet, men også af de øvrige forligspartier, som udover Moderaterne og Venstre i begge tilfælde også tæller SF. Derudover skal Dansk Folkeparti (ungdomsuddannelserne) samt Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative (universitetsreformen) sige ja til at genåbne forhandlingerne.

Jo hårdere Lidegaard og De Radikale står på kravet om genforhandling, des mere sandsynlig er en gentagelse af forløbet fra 2022. Lidegaard og De Radikale skal vise ny evne til at gå på kompromis, hvis de skal veksle stemmefremgang til ministerposter. 

Spændte Messerschmidt ben for sig selv?

DANSK FOLKEPARTI. Morten Messerschmidt brugte en stor del af valgaftenen på at hamre løs på Moderaterne og udstille den store uenighed blandt de blå partier. Det kan vise sig at blive et stort selvmål.

Dansk Folkeparti er valgets højdespringer. Ingen andre partier er gået så meget frem som Dansk Folkeparti, efter at partiet kæmpede med spærregrænsen i 2022.

Men hvis nogen skulle tro, at han og Lars Løkke Rasmussen kunne enes om en blå regering, smadrede han det i sin sejrstale.

"Det er et folketing, hvor vi bliver Lars Løkkes absolutte hovedmodstander, og vi kommer til at æde ham og hans folk hver eneste dag," sagde han.

Nu fik partiet 9,1 procent og dermed 16 mandater. Det er 11 mandater flere end ved sidste valg. Det er en stor sejr for Morten Messerschmidt, efter at størstedelen af partiets politiske og organisatoriske topfolk i 2022 deserterede til Danmarksdemokraterne.

Hans valgkampagne om ultrahård udlændingepolitik og billig benzin og diesel på udvalgte tankstationer er gået rent ind hos en stor del af vælgerkorpset og har formentlig også trukket mange vælgere over midten fra Socialdemokratiet.

Men Messerschmidts raseri mod Lars Løkke Rasmussen spænder formentlig også ben for Troels Lund Poulsens drøm om en blå midterregering. 

Kæmper for rød regering

ENHEDSLISTEN. Det er lykkedes for Enhedslistens Pelle Dragsted at vende nedturen fra det seneste valg til en mindre optur. Enhedslisten står med sit klare fokus på at bekæmpe den stigende ulighed stærkere hos vælgerne.

Partiet går frem fra ni mandater til 11 mandater og 6,3 procent af stemmerne.

Men nu begynder det svære.

For Enhedslisten og Pelle Dragsted kan med sin position helt til venstre i realiteten kun pege på Mette Frederiksen som kongelig undersøger og derefter som statsminister.

Gør de ikke det, kan deres afvisning give bolden til en politiker som Venstres Troels Lund Poulsen og hans ønske om at danne en blå midterregering.

Skulle det ske, får Dragsted og Enhedslistens røde mandater nok ikke den store indflydelse.

Trods den lille fremgang, har vælgerne ikke givet Pelle Dragsted og Enhedslisten de afgørende mandater. Vejen til indflydelse kan blive ganske lang og fyldt med svære beslutninger for et parti, der har tradition for at holde principperne højt. 

Inger Støjberg tabte vælgere

DANMARKSDEMOKRATERNE. Valgets tale handlede om at sikre rent drikkevand og bedre forhold for de dansk slagtesvin. Den dagsorden har kostet vælgere for de to partier, som står landbruget nærmest. Det er Venstre og Danmarksdemokraterne.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne går tilbage fra 8,5 procent af stemmerne ved partiets debutvalg i 2022 til nu 5,8 procent og taber 4 mandater.

Hun har skullet forklare, hvorfor hun vil give naboer bedre muligheder for at stoppe solcelleparker – eller jernmarker, som hun konsekvent kalder dem – mens udvidelser af ildelugtende svinefarme fortsat skal kunne gennemføres.

Det er ikke en let opgave i en oppisket valgkamp, hvor valgets vindere har været de danske slagtesvin og valgets tabere har været landbruget. Det ramte Inger Støjberg hårdt.

Hendes forhold - både personligt og politisk – til Lars Løkke Rasmussen gør det endnu sværere at se en blå midterregering foran sig. 

Triumf for Lars Boje Mathiesen

BORGERNES PARTI. Valget blev en stor sejr for Lars Boje Mathiesen og Borgernes Parti. Partiet har i det meste af sine to år lange levetid skvulpet rundt under spærregrænsen men endte oven vande.

Ikke mange levnede Lars Boje Mathiesen en kinamands chance for at blive valgt, da han for to år siden stiftede Borgernes Parti efter at være blevet ekskluderet og have mistet formandsposten i Nye Borgerlige et år forinden efter et tumultarisk forløb. Han nåede kun at være formand i en måned.

Men skeptikerne tog fejl. Han har i hele valgkampen ligget over spærregrænsen og med 2,1 procent af stemmerne fik partiet 4 mandater. Hans magtkritiske profil kombineret med sit store fokus på markante skattelettelser og superstram udlændingepolitik taler til en tilstrækkelig bred gruppe af særligt mandlige vælgere.

Hvad Lars Boje Mathiesen så kan bruge sine 4 mandater til af politisk indflydelse er en helt anden sag. Det bliver næppe til meget. 

De gjorde det igen

ALTERNATIVET. Franciska Rosenkilde har gjort det igen. I ugen før Mette Frederiksen udskrev valget, lå Alternativet under spærregrænsen i flere meningsmålinger.

Dagen før Mette Frederiksen udskrev valget, sagde Franciska Rosenkilde, at det var på tide, at Danmark fik et svinevalg. I løbet af de fire ugers valgkamp er svin og svinefabrikkerne kommet på dagsordenen godt hjulpet af en dokumentar på TV2.

Alternativet fik 2,6 procent af stemmerne, 5 mandater og kan løfte armene højt op over skuldrene.

Men Alternativet har i flere år levet en usikker tilværelse på kanten af spærregrænsen.

Partiet er grønt, som det grønneste træ i skoven. Men konkurrencen om det grønne image er hård. Franciska Rosenkilde og Alternativet skal ikke bare sikre bedre dyrevelfærd, men også udvikle en profil så klar, at partiets fremtid ikke kun afhænger af Rosenkildes evne til at føre valgkamp. 

Denne analyse er blevet opdateret klokken 13.00 den 26. marts 2026.