KL-formand: Vi skal nytænke ineffektiv milliardindsats for unge

Behov for nytænkning

Normalt er det sådan, at når der er gode tider i samfundet, åbner virksomhederne dørene på vid gab for langtidsledige og andre grupper, der har haft svært ved at finde sig et job.

Sådan er det bare ikke gået med de udsatte unge.

Paradokset er til at tage og føle på. Jakob Kjellberg forklarer det på denne måde:

”Den gode udvikling når ikke de udsatte unge. De her problemer har vi ikke, fordi vi er et fattigt samfund. Det er noget helt andet. Vi må derfor stille spørgsmålet ’hvorfor’ til alle de ting, vi ser. Hvorfor er der så megen mistrivsel? Hvorfor har så mange unge en diagnose? Vi famler efter svarene, efter årsagen. Og det er pænt svært at finde løsningen, hvis man ikke rigtig har forstået årsagen.”

Der er altså brug for at stoppe op og genoverveje de tiltag, man sætter i gang.

Løsningen ligger ikke lige for.

”Hvis der er noget, vi ved, så er det, at de svageste børn har glæde af, at der er nogle fagligt stærke børn i klassen. Men hvis flere skal rummes i den almene folkeskole, vil nogle af middelklassens børn blive flyttet over på en privatskole,” siger Jakob Kjellberg.

Tilbage står dilemmaet og – vil Jakob Kjellberg sige – behovet for at gentænke folkeskolens rolle.

”Jeg kan godt være bekymret for folkeskolen. Hvis den segregering og den her udvikling fortsætter 10-15-20 år endnu, hvad bliver folkeskolen så som samlende enhed? Hvor er sammenhængskraften i vores samfund så henne?” spørger han.

Nej til hurtige løsninger

Den nye kortlægning fra KL, baseret på knap 200.000 elever, viser, at knap to procent af dem er endt på en førtidspension i løbet af de første ti år efter at have afsluttet 9. klasse. De kan dermed se frem til et langt liv på samfundets sidelinje.

Lidt flere end to ud af tre elever fra specialskolerne er enten på førtidspension eller har været uden job og uddannelse i mindst fire ud af de ti år.

Elever i specialklasserne har klaret sig lidt bedre. Men ikke meget. Her er det lige knap halvdelen, som er endt på førtidspension eller har været ledige og uden uddannelse i en årrække.

Selv mange elever med et karaktersnit på 4, 5, 6 eller 7 i dansk og matematik har i flere år haft svært ved at få et job eller komme i gang med en uddannelse.

Selv om Mette Frederiksen i sin nytårstale erkendte, at der ikke er nogen enkel løsning på de unges udfordringer, satte hun igen et særligt fokus på techgiganternes rolle.

”Der er nogle, der lige nu stjæler barndommen fra vores børn. Techgiganterne. De skal reguleres hårdere,” sagde hun.

Dermed fortsætter hun linjen fra efteråret, hvor regeringen sammen med De Konservative og De Radikale vedtog en aftale om digital børnebeskyttelse, der blandt andet kræver, at børn skal være fyldt 15 år, før de kan få adgang til visse sociale medier. 

Damm: Vi savner løsninger

Martin Damm vil gerne brede perspektivet endnu mere ud end blot til sociale medier.

”Jeg tror ikke, det kun handler om, at man er på sociale medier med en mobiltelefon. Jeg tror ikke, forklaringen er så nem. Vi må vide mere om, hvordan det hele hænger sammen. Både hele vores socialområde, brugen af sociale medier, et højt specialiseret arbejdsmarked, manglende tilbud i psykiatrien, folkeskolens indretning og tilbuddene på specialskolerne,” siger han.

Der er behov for, at alle dem, der har forstand på det her, får analyseret udfordringerne til bunds og får set noget mere på tværs.

Martin Damm (V)
Borgmester og formand for KL

Det er derfor, Martin Damm godt vil stoppe op og trække vejret dybt ind, som han siger.

”Vi har sat gang i mange initiativer, sådan enkeltvis. Vi er tit specialister, der arbejder i de enkelte søjler som i psykiatrien eller det sociale område. Men det ser bare ikke ud, som om løsningen er fundet. Vi skiller stadigt flere unge ud fra vores samfund. Og vi kan se, at flere mistrives og har svært ved at klare et job og en uddannelse,” siger han.

Skal man samtænke indsatserne?

”Man kan i hvert fald sige, at det kæmpe apparat, vi har stillet op i det offentlige, har jo ikke kunnet knække den her kurve. Der er behov for, at alle dem, der har forstand på det her, får analyseret udfordringerne til bunds og får set noget mere på tværs,” siger Martin Damm.

Tænker du på tværfaglige teams eller noget i den retning?

”Nu er du igen nede i værktøjskassen. Alt for hurtigt. Vi skal først stille spørgsmålene og også spørge, om det handler om den måde, vi har skruet samfundet sammen på. Er det vores levevis, der skaber udfordringerne? Tiden er ikke til hurtige løsninger, for der er et eller andet, der stikker dybere,” siger han.

Han henviser som inspiration til, hvordan sundhedsvæsenet har forbedret behandlingen af kræft, hvor den ene kræftpakke efter den anden har skabt markant bedre resultater for patienterne.

”I sundhedsvæsenet har man knækket kurverne med kræftpakkerne, som bygger på rigtig megen forskning og viden. Man bliver hele tiden bedre, og så hjælper det,” siger han. 

Ny udsathed blandt unge

Da professor Noemi Katznelson, leder af Center For Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, ser de nye tal fra KL, er hendes allerførste reaktion, at ”resultatet er lige så deprimerende, som man kunne forudse”.

Hun hæfter sig ikke blot ved den klassiske udsathed blandt unge. Det er typisk de unge, som ofte kommer fra hjem og miljøer, hvor ressourcerne er mangelfulde.

For Noemi Katznelson ser også det, hun kalder en ny udsathed. Det er de unge, som trods gode karakterer alligevel oplever udfordringer i relation til et job eller en uddannelse.

”Den nye udsathed rammer også middelklassens børn, og det er her, vi må spørge os selv om, hvad det er, vi ser,” siger hun. 

Tre store forandringer i unges liv

Ud fra sine omfattende feltstudier blandt unge siger Noemi Katznelson, at hele tre store forandringer præger børnenes og de unges liv.

Den første forandring handler om en krise i skolens og uddannelsernes traditionelle fællesskab.

For skolen opfattes normalt som en institution, der både bygger på og skaber et fællesskab blandt eleverne. Men den forestilling er i stigende grad ude af trit med virkeligheden, mener Noemi Katznelson.

Der er sket en psykologisering i den måde, vi forstår verden på, hvor betydningen af, hvad vi føler og mærker, fylder meget, meget mere end tidligere. 

Noemi Katznelson
Professor og leder af Center For Ungdomsforskning på Aalborg Universitet

”Skolens fællesskab får stadigt ringere betingelser for at fungere. Eleverne gør ikke automatisk, hvad læreren siger, fordi de i stigende grad oplever fællesskaberne som utrygge. De forstår ikke altid, hvad der bliver sagt, og er usikre på, om de bliver hængt ud,” siger hun.

Over for skolens fællesskab står de fællesskaber, som de unge selv oplever som meningsfulde.

”De meningsfulde fællesskaber er dem, man selv vælger til. De unge vil gerne være sammen med nogen, der ligner dem selv, hvor de kan spejle sig og føle sig trygge. Der sker altså en segmentering blandt de unge, fordi de opfatter de brede fællesskaber som et sted, hvor de kan blive ramt.”

Den anden forandring kalder hun selv for ”en kulturrevolution”.

”Der er sket en psykologisering i den måde, vi forstår verden på, hvor betydningen af, hvad vi føler og mærker, fylder meget, meget mere end tidligere. Det gælder ikke kun blandt de unge, men også hos forældrene og på skolerne,” siger Noemi Katznelson.

Den tredje store forandring handler om, at unges sociale netværk ikke længere er givet, da de skifter hele tiden.

”I skolen bliver klasser lagt sammen, og de lærere, der kendte en, bliver skiftet ud. Der er hele tiden vikarer. Hjemme bliver flere forældre skilt og finder sig nye kærester, og børnene skal lære deres nye papsøskende at kende. De skal måske også bo to steder. Der er flere skift, men også bedre betingelser for at vedligeholde de sociale relationer på sociale medier. Men så er de unges sociale liv døgnåbent,” siger hun.

Når Noemi Katznelson ser de store forandringer i de unges liv, opfordrer hun til at arbejde med at forny skolens fællesskab og aktivt skabe et værdigrundlag for både lærere og elever. Som hun udtrykker det:

”Vi har brug for at arbejde med skolens fællesskab på en ny måde. Det må ikke være isoleret til den enkelte lærer, men skal prioriteres og understøttes af skolens ledelse. Altså, at man arbejder i et bredt kredsløb mellem alle aktører på skolen og taler om, hvordan man etablerer en skolekultur og en fælles retning på den skole, man er fælles om. Man skal tale om de fælles værdier. Hvordan taler vi med hinanden her? Og hvordan er vi sammen her?”