I det tørre og vindblæste landskab i det nordlige Kenya står der 365 danske vindmøller fra Vestas. Møllerne i Lake Turkana Wind Power leverer grøn energi til mere end to millioner husstande i Kenya, og efterspørgslen er stadig enorm på kontinentet, hvor 65 procent af afrikanerne syd for Sahara lever uden adgang til strøm.

Hvis målsætningen om at bringe det tal ned på et rundt nul i 2030 skal nås, så skal der investeres massivt på områder, hvor danske virksomheder er førende.

Med verdensmålene er de private virksomheder for første gang blevet inviteret ind i varmen som en central del af løsningen på verdens udvikling. FN vurderede i 2014, at der var et hul i finansieringen på 2,5 billioner dollar, svarende til 15.500.000.000.000 kroner, om året, alene i udviklingslandene, hvis målsætningerne skulle nås inden 2030. Det hul kan ikke lukkes uden private investeringer, og det er en opgave, erhvervslivet gladelig tager på sig:

“For os er det lidt af et gennembrud, en motorvej, der er blevet skabt. Vores job nu er at få løftet vores danske virksomheder op på den motorvej,“ siger Jacob Kjeldsen, chef for den internationale virksomhedsrådgivning i DI.

Selv om der er mange forhindringer på vejen for danske virksomheder, der vil etablere sig i udviklingslandene, er mulighederne store for de virksomheder, der tør tage chancen. Generelt ligger de afrikanske lande langt nede ad listen på verdensbankens Ease of Doing Business-indeks, og problemer som korruption og de store kulturforskelle har hæmmet investeringerne. På den anden side fremhæver Jacob Kjeldsen mulighederne: 

“Væksten i Afrika er høj, de importerer meget, og så er der er en større middelklasse på vej, særligt i byerne, hvor de bruger mange penge på forbrug generelt. De tendenser giver muligheder, i takt med at Afrika udvikler sig,” siger han.

Ud over eksport af forbrugsvarer og grøn energi peger DI i en analyse fra 2016 også på vand og fødevarer som områder, hvor dansk teknologi kan løfte udviklingslandene og lune på bundlinjen samtidig. 

En romance mellem bistand og business

Et af de projekter, der har et stort dansk aftryk, er vindmølleparken i Lake Turkana i det nordlige Kenya. Projektet er finansieret i samarbejde med den statsejede Investeringsfond for Udviklingslande (IFU), der i år fejrer sit 50-års jubilæum. Fonden finansieres via udviklingsbistanden, og selv om den samlede danske bistand målt som 1 procent af BNP har været støt dalende siden 2000, er IFU i solid vækst, hvilket vidner om den nøglerolle, som IFU i stigende grad er udset til at have i dansk udviklingspolitik.

Sidste år investerede IFU 1.100 millioner kroner i form af lån og risikovillig kapital til private danske virksomheder, der investerer i udviklingslande. I de kommende år er det planen, at IFU skal fordoble sine investeringer, så der i 2021 investeres for 2.225 millioner kroner om året.

Til formålet har IFU oprettet en Verdensmålsfond, der, som navnet antyder, er målrettet projekter, der kan skabe positiv udvikling inden for verdensmålene. Samtidig skal fonden efter planen give et afkast på 8 til 12 procent, hvilket faktisk er konservativt sat i forhold til det afkast på 12 procent, som IFU har præsteret mellem 2012 og 2016.

Men uden investeringsmuligheder falder ambitionerne til jorden. Ifølge IFU er der en risiko for mangel på projekter, simpelthen fordi det er sværere, dyrere og mere langsommeligt at starte projekter fra bunden i udviklingslande. Samtidig stiller det store krav til virksomhederne, når de skal leve op til verdensmålenes krav om lige fordeling mellem den sociale, økonomiske og miljømæssige bundlinje.

Men som i et ethvert godt eventyr får virksomhederne også en hjælpende hånd, og for nogle vil det være fra en uventet kant.

Hvor der tidligere har været kold luft mellem de private virksomheder og de danske ngo’er, har forholdet udviklet sig til decideret flirt. Ifølge Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, har virksomhederne opdaget, at ngo’erne er mere end bare en godhedsindustri, og hun indrømmer også gerne, at Folkekirkens Nødhjælp har rykket sig:

 “Vi ser på virksomhederne anderledes, men de ser også på os anderledes,” fortæller hun.

 Opgaven er nemlig så stor, at de gerne tager imod al den hjælp, de kan få:

“Det er fint, at vi kan lave projekter, der kan hjælpe 30 eller 300 kvinder, men hvis vi skal flytte på dagsordenen, så er det 300.000 eller 30 millioner kvinder, der skal med, og det har vi ikke midler til.”

Derfor fokuserer Folkekirkens Nødhjælp i dag på at fortælle om forretningsmodellen for udvikling, der handler om at se verdens fattigste som et uudnyttet marked:

“Hvis man kunne løfte de millioner af fattige i Afrika et par trin op, så ville de blive betalende forbrugere og gøre private projekter og investeringer meget mere interessante,” siger hun og inviterer virksomhederne til at trække på den viden, som nødhjælpsorganisationen har om udviklingslandene.

Afrika er den evige toer

Og det er ikke kun i Danmark, at man har fået øje på de muligheder, der kan være i at arrangere et ægteskab mellem udvikling og vækst. I de andre nordiske lande har man også postet store milliardbeløb i udviklingsfonde lig IFU, hvoraf den største er den norske Norfund, der sidste år havde aktiver for lige under 15 milliarder danske kroner, et beløb, der næsten svarer til hele den samlede danske udviklingsbistand. Se figur 1.

I sin strategi frem mod 2021 advarer IFU af den grund også mod at blive marginaliseret, for med pengene følger også indflydelse. Og med den risikovillige kapital kommer også et ønske og en forventning fra den danske stat om, at de får noget igen, der ikke kan måles i kroner og øre.

I den seneste danske udviklingspolitiske strategi blev migration nævnt som et af fire fokusområder, og her er det også tanken, at IFU skal skabe job, der kan fjerne presset fra strømmen af arbejdssøgende migranter, der søger mod EU’s ydre grænser.

På trods af at det står sort på hvidt i strategipapiret, er IFU’s direktør, Tommy Thomsen, ikke meget for at tale om marginalisering, som han ikke mener er så stor en risiko efter de har fået flere midler. Men migration vil vedblive med at være en udfordring:

“Du løser aldrig migrationsspørgsmålet, men du kan påvirke det. Der, hvor vi kommer ind, der laver vi et ordentligt grundigt arbejde om udviklingsformålet, og påvirker vi også andre investorer til at tænke og handle på samme måde som os. Det medfører bedre levevilkår og bedre indtægter lokalt og kan på den måde forhåbentlig også være medvirkende til, at færre vil migrere,“ siger han.

Hvis målsætningen skal lykkes, skal der dog skrues gevaldigt op for investeringerne. For selv om alle lovpriser mulighederne i at investere i Afrika, viser tal fra Norfund, at de udenlandske investeringer i Afrika syd for Sahara nærmest ikke har rykket sig de sidste tyve år, og det på trods af, at andre udviklingslande har oplevet et gevaldigt investeringsboom.

Afrika er den evige toer, for når det går godt, så er der næsten altid et nemmere og mindre risikofyldt marked at investere i, og i krisetider spænder virksomhederne livremmen ind. Og det ændrer hverken verdensmål eller skåltaler på.