Her bider borgmesterkandidaterne negle

I nogle kommuner bliver valget afgjort af mindre end hundrede stemmer. I andre af helt nye og usædvanlige konstellationer, der opstår natten efter valget. Mandag Morgen udpeger her 10 kommuner, hvor valg og valgnat kan ende med et stort gys.

Jens Reiermann

MM Special: Her er de 98 borgmestre

Over hele landet kæmper kandidater om at få en plads i de nye byråd og kommunalbestyrelser. Ikke to valg er ens. Hver kommune har sine mærkesager og sine politiske projekter.

På baggrund af meningsmålinger, reportager i lokale og regionale medier, TV 2 og DR samt samtaler med udvalgte aktører vover Mandag Morgen pelsen og sætter navn på de 98 kommende borgmestre.

Her er din kommende borgmester

Socialdemokratiet og DF bliver kommunalvalgets vindere

Hævnens time i byrådssalen

Her bider borgmesterkandidaterne negle

De ukronede bykonger og -dronninger

MM MENER: Medborgerskab og abekastning

Guldborgsund: Dansk Folkeparti på vej mod gennembrud

Skal Dansk Folkeparti få sit gennembrud som borgmesterparti, er Guldborgssund et godt bud. Ved sidste valg blev Dansk Folkepartis René Christensen valgets topscorer med mere end 6.000 personlige stemmer.

Efter valget pegede René Christensen på den siddende borgmester John Brædder fra den lokale Guldborgssund-liste. Siden er der slået skår i samarbejdet, og René Christensen og Dansk Folkeparti har flere gange indgået forlig og aftaler med Socialdemokratiet.

Valget nu kan give Christensen det gennembrud, Dansk Folkeparti tørster efter. Her får Socialdemokratiet en nøglerolle. Smeder de to partier en alliance i Guldborgssund, vil det give genlyd på landsplan.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: René Christensen (DF)

 

Hillerød: Konservativ overraskelse på vippen

Skal man tro en meningsmåling i Frederiksborg Amtsavis, får den konservative borgmester Dorthe Meldgaard svært ved at gentage kunststykket fra valget i 2013, hvor partiet med tre mandater og trods et ellers klart blåt flertal konstituerede sig med støtte fra byrådets ”røde” partier. På landsplan var det en gedigen overraskelse.

Uanset målingen er der langt fra hendes tre mandater og helt op til flertallets 14.

Venstres Klaus Markussen stiler efter borgmesterposten, men blæser den landspolitiske medvindogså i Hillerød, kan den tidligere S-borgmester Kirsten Jensen for alvor gøre Dorthe Meldgaard rangen stridig.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: Kirsten Jensen (S)

 

Lyngby-Taarbæk: Venstres kamp mod Konservative

Kommunerne i Københavns omegn byder ofte på meget stabile kommunalpolitiske forhold. Sådan er det bare ikke i velhaverkommunen Lyngby-Taarbæk.

Her er der tradition for dramatiske opgør mellem Venstre og konservative. I 2009 skubbede Venstres Søren P. Rasmussen den konservative borgmester af tronen. Efter valget i 2013 blev det hævnens time for de konservative, der med Sofia Osmani i spidsen samlede et flertal uden om Venstre – og fik borgmesterkæden tilbage.

Lige siden har samarbejdet mellem de to store borgerlige partier haltet.

Venstre stiller igen med Søren P. Rasmussen, som partiet har kåret uden modkandidater. Helt så nemt vil det ikke gå ved valget. I Lyngby-Taarbæk virker det snarere, som om det er alles kamp mod netop ham.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: Sofia Osmani (K)

 

Dragør: Venstres usikre position på Amagers sydspids

I Dragør hentede den lokalpolitiske Tværpolitisk Forening flest stemmer ved valget i 2013. Derefter kom Socialdemokratiet og de konservative. Venstre nåede kun på en fjerdeplads, men løb alligevel ned borgmesterposten.

Det siger noget om den siddende borgmester Eik Dahl Bidstrups evner. Han kan samle et flertal, og i Dragør rækker flertallet fra Socialdemokratiet ind over de konservative og til Dansk Folkeparti. Tværpolitisk Forening er så ikke med.

Dragør er en lille kommune, hvor mindre end 8.000 borgere afgør, hvem der skal sidde i byrådet. Der skal altså ikke flyttes ret mange stemmer, før det politiske landskab ser anderledes ud. Og netop den slags bevægelser er der tradition for i Dragør.

På forhånd står Eik Dahl Bidstrup godt, men han er langt fra urørlig. Hans farligste modstander er den nuværende samarbejdspartner, socialdemokraten Allan Holst.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: Eik Dahl Bidstrup (V)

 

 

Frederiksberg: Konservativ bykonge på lerfødder

Man siger, at alt kan ske i kommunalpolitik. Man siger også, at de nyvalgte politikere ikke skal gå på toilettet natten efter et kommunalvalg. Når de kommer tilbage, kan de risikere, at flertallet er skiftet, og borgmesterkæden hænger om halsen på en af de andre.

Og det kunne blive tilfældet på Frederiksberg, der har været konservativ i mere end 100 år. Med borgmester Jørgen Glenthøj har de konservative 10 ud af byrådets 25 mandater. Men hvor de radikale tidligere har støttet de konservative, har de nu sagt stop.

Der er altså grøde i den konservative mønsterkommune.

Oveni tiltrækker kommunen hele tiden nye unge borgere. Og da de unge ved folketingsvalg stemmer markant mere rødt og mere alternativt end ældre borgere, kunne det tyde på et stemmeskred på Frederiksberg. Men nu er det kommunalpolitik og det er Frederiksberg, hvor de unge – måske – er flyttet efter status quo og ikke efter et opgør.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: Jørgen Glenthøj (K)

 

Køge: Konservative taber borgmester til Socialdemokratiet

Køges borgmester, bankmanden Flemming Christensen (K), kan virkelig ”geare” sit partis mandater. Selv om de konservative nærmest kun fik 2 mandater ud af byrådet på 27 ved valget i 2013, lykkedes det først Flemming Christensen at hente støtte til sin borgmesterpost fra Socialdemokratiet og de andre partier i rød blok og derefter fra Venstre og Dansk Folkeparti.

Det endte med en blå konstituering.

Sådan kan det endnu engang komme til at gå, men så bliver det nok ikke med Flemming Christensen for bordenden. Det tætte forhold mellem konservative og Venstre knager. Valget bliver et opgør mellem Venstres nye borgmesterkandidat, Mette Jorsø, og socialdemokraten Marie Stærke, der var borgmester frem til 2013. Her blæser den landspolitiske vind mod Jorsø og med Stærke.

I sidste ende kan Dansk Folkeparti blive ”dronningemager” i Køge.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: Marie Stærke (S)

 

Norddjurs: Tæt løb igen

Det blev et af de tætteste kommunalvalg for fire år siden. Kun få stemmer skilte blokkene. Men i sidste ende kunne Socialdemokratiets borgmester Jan Petersen trække sig sejsrigt ud af slaget og tage fire år mere på tronen.

Om han kan gentage kunststykket igen er usikkert. Det bliver kamp fra stemmeseddel til stemmeseddel.

Umiddelbart ligner Venstres nye spids- og borgmesterkandidat, Kasper Juncher Bjerregaard, den mest oplagte udfordrer til at skubbe stolen væk under Jan Petersen. Et af valgets store jokere er dog Borgerlisten, som mister sin store stemmesluger, og listen kan derfor få svært ved at fastholde sine to mandater. Det åbne spørgsmål bliver, hvor deres stemmer går hen.

Det ligner en spinkel valgsejr til Jan Petersen.

Mandag Morgens bud på ny borgmester: Jan Petersen (S)

 

Trekantsdrama: Assens

Det ligner et valg mellem tre bejlere til borgmesterposten.  Et valg mellem elektrikeren, fagforeningsbossen og konsulenten.

 

Venstres borgmester Søren Steen Andersen, der er uddannet elektriker, er stærkt udfordret. Socialdemokratiets spidskandidat Charlotte Vincentz Petersen, formand for 3F i Odense, vil gøre alt, hvad hun kan for at få borgmesterposten tilbage til Socialdemokratiet.

Men også Dansk Folkepartis Jens Henrik Thulesen Dahl bejler til posten. Det vil være en kæmpe triumf, hvis han kan skaffe partiet den første borgmesterpost. Og han er villig til at gå langt for at få den. Det har han allerede bevist.

Dansk Folkeparti gik sammen med Socialdemokratiet og Enhedslisten uden om borgmesterpartiet i forbindelse med det seneste budgetforlig. Det kan indikere, at Dansk Folkeparti går hele vejen med opbakning fra Socialdemokratiet i en konstituering. Vi tror på overraskelsen.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)

 

Svendborg: Svingkommunen kan svinge tilbage til rødt efter valget

Valget tegner til at blive et tæt opgør mellem den nuværende borgmester, Venstres Lars Erik Hornemann, og Socialdemokratiets nye spidskandidat, skolelæreren Bo Hansen. Man skal dog ikke udelukke Dansk Folkepartis spidskandidat Dorthe Ullemose. Hun har mest gjort sig bemærket som folketingsmedlem ved at lyve om sin alder og ved at skrive stærkt indvandrerkritiske læserbreve. Hun kan blive valgets dark horse.

Hornemann var tæt på den store ydmygelse sidste år, hvor han først i 11. time undgik, at et bredt politisk flertal lavede en budgetaftale uden om ham.

Der skal ikke flyttes mange stemmer, før flertallet tipper over til Bo Hansen. Det hele bliver afgjort ved konstitueringen. Vi tror på, at Socialdemokratiet erobrer Svendborg tilbage.

Mandag Morgens bud på ny borgmester: Bo Hansen (S)

 

Rebild: Mister de radikale deres eneste borgmester?

Vi skal næsten halvdelen af alfabetet igennem for at kunne omfavne partibogstaverne på de 25 medlemmer af byrådet i Rebild. Det kræver en dygtig politisk håndværker at kunne forene den brogede forsamling.

Nu var det nok de færreste, som havde set de radikales Leon Sebbelin løbe med sejren ved valget for fire år siden. Partiet har blot tre ud af 25 pladser i byrådet.

Han får dog svært ved at forsvare posten. En række uheldige sager om bl.a. mobning og dårligt arbejdsmiljø på Sundhedscenter Rebild har tæret på hans politiske kapital. Men også Venstre er svækket af flere partihop.

Der er adskillige kandidater til posten. Udover Leon Sebbelin er det Venstres Gert Fischer, socialdemokraternes nye spidskandidat Thøger Kristensen og de konservatives Lene Aalestrup.

I Rebild er de radikale i valgforbund med de konservative og Dansk Folkeparti.

Det er meget svært at spå om, hvem der bliver borgmester. Vi vover pelsen og spår genvalg til Leon Sebbelin.

Mandag Morgens bud på ny borgmester: Leon Sebbelin (R)

 

Find de øvrige kommuner på vores interaktive kort over de kommende borgmestre.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu