De ukronede bykonger og -dronninger

De er populære stemmeslugere. De sidder sikkert på tronen. Nogle har snart 25 års jubilæum. Mandag Morgen giver 10 bud på landets ukronede bykonger og -dronninger.

Jens ReiermannTorben K. Andersen

MM Special: Her er de 98 borgmestre

Over hele landet kæmper kandidater om at få en plads i de nye byråd og kommunalbestyrelser. Ikke to valg er ens. Hver kommune har sine mærkesager og sine politiske projekter.

På baggrund af meningsmålinger, reportager i lokale og regionale medier, TV 2 og DR samt samtaler med udvalgte aktører vover Mandag Morgen pelsen og sætter navn på de 98 kommende borgmestre.

Her er din kommende borgmester

Socialdemokratiet og DF bliver kommunalvalgets vindere

Hævnens time i byrådssalen

Her bider borgmesterkandidaterne negle

De ukronede bykonger og -dronninger

MM MENER: Medborgerskab og abekastning

Winni Grosbøll (S), Bornholm

Næsten hver tredje bornholmer stemte ved valget i 2013 på borgmester Winni Grosbøll (S). Dermed blev hun en flot nummer fire på landets toptiliste over de politikere, der fik de største andele af de afgivne stemmer.

Samlet set fik Socialdemokratiet 42 pct. af stemmerne og er så langt det største parti. År efter år har hun som vært for folkemødet været med til at løfte Bornholm. Selv om øen stadig har problemer med at holde på borgerne, kan den bryste sig af at have den højeste vækst blandt alle landets 98 kommuner.

I byrådet samarbejder Venstre og Socialdemokratiet, og ved den seneste konstituering støttede Venstre Grosbøll som borgmester.

Spørgsmålet er, om det vil ske igen. Venstre er splittede. Til gengæld er Dansk Folkeparti i fremgang. Samlet set er der dog lang vej til et magtskifte.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: Winni Grosbøll (S)

 

Thomas Gyldal Petersen (S), Herlev

Han er Danmarks mest populære bykonge. Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen var ved valget i 2013 den politiker i hele landet, der fik den højeste andel af en kommunes afgivne stemmer. 35 pct. af Herlevs borgere stemte personligt på ham. Selv om Socialdemokratiet før valget i 2013 havde absolut flertal, gik partiet alligevel frem og fik lige godt 58 pct. af de afgivne stemmer.

Spørger man ham, lægger han vægt på, at han selv er født og opvokset i Herlev. Han kender sin by og sine borgere, og de kender ham. Thomas Gyldal Petersen kender også borgernes svage punkter. F.eks. er han sig pinligt bevidst om, at den gennemsnitlige levealder i Herlev ligger under landsgennemsnittet. Og det vil han rette op på.

Det sker i et byråd, hvor han trods det store personlige stemmetal og trods et absolut flertal for Socialdemokratiet samarbejder bredt.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: Thomas Gyldal Petersen (S)

 

Michael Ziegler (K)

Høje-Taastrup

Michael Ziegler er en afholdt borgmester i Høje-Taastrup. Ved kommunalvalget i 2013 fik den konservative frontfigur 31,8 pct. af alle afgivne stemmer eller præcis lige så mange som partikollegaen i Gentofte, Hans Toft. Kun Herlevs Thomas Gyldal Petersen kunne hente opbakning fra flere af sine vælgere.

Den høje opbakning gælder ikke kun Ziegler. Også hans parti, de konservative, står endda meget stærkt i Høje-Taastrup. Ved valget i 2013 fik de konservative 42,2 pct. af stemmerne.

Det gav Ziegler 9 ud af byrådets 21 mandater. Og så mangler der to. Dem har Dansk Folkeparti leveret i et tæt samarbejde med de konservative. Spørgsmålet er, om Ziegler og Dansk Folkeparti også vil have flertal efter valget denne gang. Her stiller Venstre op med den tidligere minister Tina Nedergaard. I Høje-Taastrup har Venstre kun et enkeltmandat, så en kendt kandidat som hende kan give Venstre fremgang.

Men selv om der er mange fortilfælde, hvor Venstre og konservative slås om en borgmesterpost, er der et stykke vej op til et flertal for Venstre.

Zieglers egentlige modkandidat er derfor socialdemokraten Peter Faarbæk, der dog endnu ikke sidder i byrådet.

Mandag Morgens bud på en ny borgmester: Michael Ziegler (K)

 

Ole Bjørstorp (S), Ishøj

Socialdemokratiet sidder tungt på magten i Ishøj. Ole Bjørstorp har været borgmester siden 2001. Han tog over efter Per Madsen (S), der havde siddet på tronen siden 1974.

Ved sidste valg fik Socialdemokratiet 51,2 pct. af stemmerne. En stor del af dem gik til Ole Bjørstorp. Han fik alene 2.201 personlige stemmer – svarende til over hver femte stemme. Socialdemokratiet sidder i dag på 10 ud af de 19 pladser i byrådet og har dermed absolut flertal. Oven i købet har partiet sagt farvel til Seyit Ahmet Özkan, som nu er løsgænger. Det bliver en sikker sejr til Ishøjs bykonge.

Mandag Morgens bud på ny borgmester: Ole Bjørstorp (S)

 

Hans Toft (K), Gentofte

Den konservative Hans Toft er en af landets mest kendte bykonger og er den længst siddende borgmester i Danmark. Han har siddet på tronen siden 1993 og gør det også efter valget, så han næste år kan fejre 25 års jubilæum på tronen. Gentofte er netop udpeget af Mandag Morgen som den bedste kommune at bo, leve og arbejde i. Det er også den rigeste kommune og den kommune, hvor folk lever længst tid.

Hans Toft fik ved det seneste valg 12.618 personlige stemmer – svarende til næsten hver tredje stemme i Gentofte. Det var en væsentlig årsag til, at de konservative fik 11 ud af 19 pladser i kommunalbestyrelsen. Kommunen har haft konservativt flertal i alle år.

Mandag Morgens bud på ny borgmester: Hans Toft (K)

 

Kirsten Terkilsen (V), Hedensted

Venstres Kirsten Terkilsen regerer i Hedensted. Det gør hun i dag, og det gør hun også efter valget. Hun sidder på 13 ud af byrådets 27 pladser og er dermed tæt på at have absolut flertal. Dansk Folkeparti har fire pladser og Kristendemokraterne en plads. DF står stærkt i området, og partiets spidskandidat Hans Kristian Skibby vil formentlig få et godt valg.

Kirsten Terkilsen fik 3.679 personlige stemmer ved sidste valg. Det svarer til ca. hver tredje af Venstres stemmer. Socialdemokratiets borgmesterkandidat er Kasper Glyngø. Han fik 885 personlige stemmer ved sidste valg.

Mandag Morgen bud på ny borgmester: Kirsten Terkilsen (V)

 

Lars Krarup (V), Herning

Der er bykonger. Og så er der bykejsere. Lars Krarup er kejser af Herning. Han sidder på landets måske mest sikre borgmestertrone. Det har han gjort siden 2002. Og det gør han fire år mere.

Venstre har 19 ud af byrådets 31 mandater. Socialdemokratiet har fire mandater. Lars Krarup fik 13.632 personlige stemmer ved sidste valg – svarende til godt 27 pct. af alle stemmerne.

Mandag Morgens bud på ny borgmester: Lars Krarup (V)

 

Erik Flyvholm (V), Lemvig

Erik Flyvholm flyver videre. Venstres populære bykonge har været borgmester siden 2002 i Lemvig og vil også være det efter valget. Venstre har et solidt greb om magten. Han sidder på 12 ud af byrådets 21 pladser.

Socialdemokratiets Kenneth Bro og de konservatives Orla Østerby kan håbe på at få så mange stemmer som muligt. Men de kan ikke true Erik Flyvholm.

Valgkampen i Lemvig står også i sorgens tegn, da SF's spidskandidat og tidligere MF’er Kristen Touborg døde i en tragisk trafikulykke. Nu er det i stedet Arne Noe, der står i spidsen for SF.

Mandag Morgens bud på ny borgmester: Erik Flyvholm (V)

 

Jacob Bundsgaard (S), Aarhus

Jacob Bundsgaard (S) er en populær borgmester i Aarhus og er storfavorit til at tage fire år mere på posten. Ved det seneste valg fik han 39.237 personlige stemmer. Han kommer dog næppe til at slå Venstres Louise Gades rekord på godt 42.000 personlige stemmer fra 2005.

Socialdemokratiet ser ud til at miste to mandater, som i stedet går til Alternativet. Det viser en meningsmåling foretaget for Radio go!FM. Styrkeforholdet mellem de to blokke ser dog ud til at være stabilt. Rød blok står til at få 20 mandater, og blå blok får 11 mandater ligesom ved valget i 2013.

Hvis målingen står til troende, kan Alternativet blive den store vinder i Aarhus og måske endda række ud efter en rådmandspost. Det vil være en triumf for det forholdsvis nye parti.

Det borgerlige trekløver – Bünyamin Simsek (V), Jette Skive (DF) og Marc Perera Christensen (K) – har dannet valgforbund men må indstille sig på endnu engang at se bykongen Jacob Bundsgaard løbe af med sejren.

Mandag Morgens bud på ny borgmester: Jacob Bundsgaard (S)

 

Ib Kristensen (V), Billund

Billunds 64 kandidater kæmper om de 25 pladser i byrådet, og til sidst ender Venstres Ib Kristensen med at løbe med borgmesterkæden.

Sådan kan valget i Billund forklares kort. Ib Kristensen blev borgmester første gang i 2002 i Grindsted og har siddet på tronen siden. Han har et absolut flertal med 13 ud af 25 pladser i byrådet. Måske mister han sit absolutte flertal. Men han mister ikke borgmesterposten.

Mandag Morgens bud på ny borgmester: Ib Kristensen (V)  

 

Find de øvrige kommuner på vores interaktive kort over de kommende borgmestre.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu