1: Ligaernes Europa

Efter de voldsomme kriser, der har præget Europa siden 2008, har de europæiske borgere først og fremmest interesseret sig for deres egne nationale problemer frem for naboernes. Er der tale om direkte økonomisk hjælp som i begyndelsen af 2010’erne, står de fleste af. Europas udvikling drives ikke af de store visioner, men af håndfast interessevaretagelse.

Euro-krisen omkring 2010 afdækkede dybe strukturelle forskelle mellem de nordeuropæiske kernelande – ikke mindst Tyskland, der har oplevet sit andet “Wirtschaftswunder” –  og de svage sydeuropæiske økonomier.

Da Grækenland og Portugal efter krav fra EU og IMF forsøgte at tilpasse deres nationale økonomier, medførte det omfattende folkelige protester. I Athen kogte gryden over, godt varmet op af fysiske demonstrationer og virtuelle træfninger på Facebook. Den socialistiske regering kunne ikke samle flertal for sine reformer og måtte følge gadens krav om at træde ud af euro-samarbejdet.

De økonomiske konsekvenser var katastrofale. Kun generøse lån fra Kina holdt den græske økonomi oven vande i det følgende årti. Det ny-fattige og billige Grækenland blev kinesiske virksomheders trædesten til det europæiske marked.

Historien gentog sig i Portugal, der ét år senere forlod euro-samarbejdet og genindførte en national valuta, real, der siden har stabiliseret sig på 20 pct. af euroens værdi. Indkomstforskellene mellem rig og fattig ligner mere de latinamerikanske lande end det øvrige Europa, men siden de store demonstrationer og generalstrejker i perioden 2011-2014 har det været småt med folkelige protester.

At den portugisiske møntfod fik navn efter den brasilianske, var næsten profetisk. Den tidligere koloni Brasilien har i praksis overtaget kontrollen med det gamle moderland gennem store lån. Ligesom Kina har man dermed skabt sig et brohoved i Europa.

Grækenland og Portugal har stadig frihandelsaftaler med de to såkaldte ligaer, der i dag tegner det europæiske samarbejde.

Da en række europæiske kernelande, anført af Tyskland, Frankrig og Polen, i 2015 besluttede at formalisere deres samarbejde i Den Europæiske Liga, var EU i realiteten knækket over for længst. Få år forinden havde de tre lande koordineret deres omfattende interne strukturreformer og bl.a. i fællesskab fastsat pensionsalderen til 72 år. Nu etablerede de en fælles økonomisk euroregering med ansvar for, at budgetterne er i balance. Da euroen i 2019 brød sammen efter den globale finanskrise i 2017-2018, var det den, der var den drivende kraft bag den nye europæiske valuta, aureus, opkaldt efter den gamle romerske møntenhed. En stribe af de gamle eurolande kunne ikke leve op til kravene og blev efterladt udenfor.

Den økonomiske krise fik store politiske konsekvenser i Europa, ikke mindst ved protestvalgene I Danmark og Storbritannien i 2019.

I Storbritannien førte nationalisterne i UKIP en aggressiv valgkamp med krav om stop for polske håndværkere og tiggende romaer i Londons gader. Partiet endte med at sidde på de afgørende mandater og opstillede klare betingelser for at lade de konservative bevare regeringsmagten: EUs indre marked skulle rulles tilbage og snittes til, så det kun omfatter kapital, varer og tjenesteydelser.

I Danmark så vi “Det Andet Jordskred”, hvor Dansk Folkeparti og det nye højreparti, Samling om Danmark, vandt regeringsmagten fra Socialdemokratiet og hurtigt tilsluttede sig de britiske positioner. Sammen med den hollandske Wilders-regering udformede de tre lande grundprincipperne for et slankere EU-samarbejde – kendt som “Den Nationale Liga”. Den fik hurtigt tilslutning fra Tjekkiet, der øjnede en mulighed for øget selvstændighed efter et halvt århundredes fjernstyring fra Moskva og siden Bruxelles.

De dygtigt gennemførte politiske kampagner, der banede vejen til magten for de nye højrepartier, kunne hente næring i den udbredte frygt for en masseindvandring efter de nordafrikanske landes økonomiske og politiske kollaps under Afrika-krisen, der kulminerede i 2019.

Det arabiske forår i 2010-11 blev fulgt af en meget kort sommer. Efter fem-seks år med spirende fremgang kom krisen i 2017 som et chok. Arbejdsløsheden eksploderede og udvandringsbølgen blev massiv. Titusinder af unge afrikanske og arabiske mænd, der illegalt krydsede Middelhavet, strandede i de store lejre i Sydeuropa, der forgæves appellerede om hjælp fra det rige Nordeuropa.

Som bekendt kom det modsatte til at ske. Land efter land konsoliderede deres grænser under massivt vælgerpres. Det er dog lykkedes de to ligaer – Den Nationale og Den Europæiske – at finde sammen om fortsat at udvikle det indre marked for varer, tjenesteydelser og kapital. Opgaven er overdraget til de gamle EU-institutioner, der stadig er lokaliseret i den selvstændige bystat Bruxelles efter Belgiens sammenbrud.

Bulgarien og Rumænien valgte i 2021 at forlade EU efter en serie korruptionsskandaler. Efter tysk pres indstillede EU de økonomiske overførsler til de to fattige Balkan-lande.

Trods omfattende demonstrationer i Sofia og Bukarest formåede de regerende eliter at bevare magten, men de har de sidste år markeret sig som stadig mere højrenationalistiske regeringer. I modsætning til Grækenland og Portugal tiltrækker de stort set ingen udenlandske investeringer, og de betragtes nærmest som en del af den tredje verden på linje med failed states som Hviderusland og Aserbajdsjan.

Begivenhederne i Europas periferi optager dog vælgerne i Nordvesteuropa stadig mindre. Den Europa-politiske debat handler i de fleste lande om, hvorvidt de ønsker at tilhøre den ene eller anden af de to dominerende ligaer. Historikere er begyndt at tale om den nye “opløsningstid”, hvor ingen længere tror på muligheden for at samle sig om fælles europæiske idealer.