163 aftaler senere: Hvor mærkelig er regeringen egentlig?

Det er sommer, solen skinner over Christiansborg, men regeringen holder ikke bare ferie. Tværtimod er der travlt med at gøre klar til det kommende danske EU-formandskab.

Ministrene vil blive overbelastet af hundredvis af EU-events, konferencer og arbejdsmøder, og de fleste af dem vil ikke høre til den slags, der kaster indenrigspolitisk vælgeropmærksomhed af sig. Tværtimod risikerer formandskabet at blokere for tiden til at sætte politiske dagsordener op til kommunalvalget den 18. november, hvor det ikke er nok så vigtige statsledermøder, der tæller, men jordnær velfærd.

Mens mange kommentatorer har travlt med at kritisere den ”mærkelige regering”, som Mette Frederiksen selv har kaldt den, er det værd at gøre en sommerstatus og se på de faktiske resultater. SVM-regeringen har nemlig indgået hele 163 politiske aftaler siden sin tiltræden i december 2022, hvoraf 148 er brede aftaler med partier fra begge sider af midten. Det er et imponerende højt tal, der demonstrerer regeringens evne til at samarbejde bredt og skabe konkret politik. Præcis det, der blev lovet, at et mærkeligt arbejdsfællesskab skulle levere.

SVM-regeringen fungerer reelt som en flertalsregering, fordi lysten til at stå uden for de store politiske reformer er meget lille, hvis man som oppositionsparti ikke vil sættes uden for indflydelse mange år frem. Og læg så dertil en økonomi og en beskæftigelse, som både er robust og velegnet til også at klare den store ekstra udskrivning til forsvaret, takket være udenlandsk arbejdskraft, og at flere uden for arbejdsmarkedet er kommet i job.

"Lige nu er der intet, der tyder på en tilbagevenden til blokpolitikken."

De konstante opskrivninger af råderummet løser formentlig en del af det problem, der ellers kunne skabe store interne uenigheder i regeringen: den forventede økonomiske 2030/2040-plan, som skal komme til efteråret. Hvad den kommer til at indeholde af forudsætninger om fremtidige reformer og planer for finansiering af såvel forsvarsudgifter som klimaomstilling og fremtidig velfærd, bliver lidt af en skitse for, hvordan regeringen ser dagsordenerne til næste folketingsvalg.

Frederiksens kriseledelse

Socialdemokratiet har formået at navigere effektivt gennem både nationale og internationale kriser. Mette Frederiksen kan med ti år i spidsen for partiet og seks år som statsminister se tilbage på et stærkt lederskab uden intern ballade og ødelæggende fløjdannelser. Både coronapandemien, krigen i Ukraine og Trumps trusler om at indlemme Grønland i USA er kriser, som Frederiksen har håndteret og faktisk opnået respekt for fra næsten hele den politiske opposition, hvis vi lige undtager aflivningen af minkerhvervet undervejs. Frederiksen har – med sin faste tilslutning til oprustning af Europa og Ukraines frihedskamp – slået igennem på den europæiske scene og har styrket alliancerne med vores europæiske naboer, senest illustreret med den franske præsidents besøg i Grønland.

Europaparlamentsvalget i 2024 gav Mette Frederiksen en syngende vælgerlussing, og det blev noget af et mareridt, at konkurrenterne i SF blev det største parti gjort op i antal stemmer. Hvad angår antallet af mandater, kom de to partier S og SF til at stå lige. Siden har Socialdemokratiet kæmpet med at komme op igen i meningsmålingerne, og underligt nok har Trumps trusler om at tage Grønland med magt, krigen i Ukraine og den eskalerende konflikt mellem Israel og Iran været medvirkende til, at Mette Frederiksen igen er blevet krisestatsministeren. Og partiets meningsmålinger ser ud til at rykke sig lidt i positiv retning.

Moderaterne befinder sig derimod i dyb krise, præget af interne skandaler og uro. Mens Lars Løkke Rasmussen rejser verden rundt og fokuserer på de globale kriser, vælter der hjemlige skeletter ud af skabene. Næppe noget andet parti kan hamle op med antallet af bogafsløringer, hemmelige båndoptagelser og sprængfarligt materiale med potentiale til at underminere partiet. Samtidig er opfyldelsen af Løkkes hedeste drømme om en reformregering hen over midten nu ved at slå hans eget parti ihjel i meningsmålingerne. Mette Frederiksen har nemlig omfavnet den tanke så varmt, at hun senest på folkemødet på Bornholm afskrev at vende tilbage til blokpolitikken ved næste valg. 

At holde både Socialdemokratiet og Venstre på en samarbejdende midterbane var hele Løkkes idé med Moderaterne, og nu er det lykkedes Frederiksen at kramme luften helt ud af Løkkes raison d’être, så Løkkes parti – ud over de selvskabte plager – ligger til at gå fra 16 til måske 7 mandater i meningsmålingerne. Præcis på samme måde, som hun gjorde det med udlændingepolitikken og et samarbejde med Dansk Folkeparti, som pressede luften helt ud af DF ved valget i 2019, hvor partiet gik tilbage fra 37 til 16 mandater. 

Venstre kommer fra et svagt udgangspunkt, men står mere solidt nu med intern ro og bred opbakning omkring Troels Lund Poulsen, som har brugt sin energi på forsvarsindkøb og oprustning, og Stephanie Lose med en sikker hånd på det økonomiske rat. Partiet har sat tydelige aftryk på regeringens økonomiske og erhvervsrettede politikker, men det fremstår meget mere udvisket og uklart i forhold til de mange velfærdsreformer. Her vil styrken for alvor blive testet ved det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Fløjene har svært ved at skille sig ud

Den røde opposition kæmper med at finde nye positioner, da regeringen har adopteret flere af dens mærkesager som velfærdsløft og investeringer i sundhed. SF og Enhedslisten står derfor over for en udfordring i at differentiere sig skarpt fra regeringen undtagen på klimaet. Her er en spillebane, hvor der også skal være plads til Alternativet og de radikale. Men på velfærdsområderne kommer vi sikkert op til kommunalvalget til at se både SF og Enhedslisten slå på behovet for at få tilført flere penge og argumentere for, at der skal være råd til både forsvar og velfærd og klima.

SF og Enhedslisten vil blive en kæmpe udfordring for Socialdemokratiet til kommunalvalget i de store byer. Her er det alles kamp mod alle, og Socialdemokratiet risikerer at miste overborgmesterposten i København og borgmesterposterne i Aarhus, Odense og Aalborg. Alle steder er der lagt op til hårde lokale velfærdsslagsmål, slagsmål om holdninger til biler og kollektiv trafik, om boligbyggeri, klimaindsatser, energiforsyning og infrastrukturprojekter. Alt sammen langt væk fra forsvars- og sikkerhedspolitikken. 

Den blå opposition forsøger at markere sig på traditionelle borgerlige mærkesager som skattelettelser, retspolitikken og kritik af størrelsen af de offentlige udgifter og antallet af statsligt ansatte, men har svært ved rigtigt at udfordre regeringen. Den har også svært ved at gå højre om regeringens indvandrer- og flygtningepolitik. Socialdemokratiet holder fast i den stramme kurs, og det samme gør Venstre. 

"At skille sig ud i en kommende valgkamp på nye politiske udspil bliver temmelig svært, når udgangspunktet nu er fastlagt i de 163 politiske aftaler."

Partierne forsøger i tiltagende grad på den blå side at vise sammenhold og bebuder et fælles borgerligt konvent til efteråret. Men uden Venstre, Moderaterne, de radikale og Lars Bøje Mathiesens Borgernes Parti, så ligner det på ingen måde et regeringsalternativ. Når det gælder kommunalvalget, så er de borgerlige flere steder direkte i kamp med hinanden om borgmesterposterne på samme måde, som man er det i de store byer for de røde partiers vedkommende.

Dagsordenen til næste valg

Midt i den imponerende reformiver rejser der sig et vigtigt spørgsmål: Hvordan påvirker konsensuspolitikken og resultattavlen med de 163 brede politiske aftaler vores demokratiske debat? Demokrati kræver modsigelse, kritik og uenighed for at trives. På trods af regeringens hidtidige succes med at håndtere interne konflikter konstruktivt kan vi risikere at miste noget afgørende, hvis konsensus bliver det forventede udgangspunkt frem for resultatet af politiske kompromiser.

Vi har brug for frem mod næste valg at se, hvor partierne står med forskellige løsninger og idéer. Regeringen blev dannet for at lukke ned for politisk gidseltagning fra fløjene – hvad enten vi taler om højre- eller venstrefløj. Vil næste folketingsvalg blive en modreaktion til det formål, som må siges at være lykkedes bragende godt? Lige nu er der intet, der tyder på en tilbagevenden til blokpolitikken.

Det seneste års tid siden Europaparlamentsvalget i 2024 har de tre regeringspartier givet hinanden mere frie tøjler til at markere egne politiske mærkesager, fordi regeringsgrundlaget er ved at være udtømt. Det er de faktisk sluppet nogenlunde afsted med, selv om medierne og kommentatorerne har jagtet alle sprækker og uenigheder, men samtidig har måttet konstatere, at de tre partiledere ser ud til at have det konstruktivt med hinanden og give hinanden plads. Statsministeren har senest i et interview i Børsen ligefrem proklameret, at Socialdemokratiet i den kommende tid skal håndtere både at være i opposition og regering på samme tid.

En vigtig udfordring for fremtiden bliver balancen mellem de brede politiske løsninger og bevarelsen af et levende demokrati, hvor forskelle og konflikter ikke kun tolereres, men også ses som essentielle for demokratiets sundhed. Rigtigt meget af det lovstof og de reformer, som nu rulles ud, spinder brede politiske flertal forpligtende sammen i mange år fremover. Politiske uenigheder er jo i et demokrati selve drivkraften til at finde de bedste løsninger. Men at skille sig ud i en kommende valgkamp på nye politiske udspil bliver temmelig svært, når udgangspunktet nu er fastlagt i de 163 politiske aftaler.