2: Føderationen

Oversvømmelserne i 2016 og 2017, hvor Europas fem store floder, Donau, Rhinen, Rhone, Themsen og Wisla, gik over deres bredder, blev også politisk en ny begyndelse. I månedsvis var millionbyer sat under vand og metroer omdannet til kloakker. Det gjorde det meget tydeligt, at de daværende nationalstater ikke var i stand til at sikre tryghed og velstand for alle. Og at de nationalt baserede politiske partier ikke havde modet til at arbejde for de radikale ændringer, der som de eneste kunne sikre borgerne mod nye katastrofer.

Samme vinter rundede benzinprisen den symbolske grænse på 4 euro pr. liter, og bilindustrien var allerede i fuld gang med omstillingen til et nyt marked med første generation af højtydende elbiler.

Europas Grønne var det parti, der først og mest konsekvent aflæste de nye politiske strømninger. De var det første parti til at formulere en folkelig vision for Europa som en vidensøkonomi bygget på vedvarende energi og avanceret teknologi. Og de var først til at benytte mulighederne for at opstille internationale kandidatlister ved Europa-parlamentsvalgene. Det eksperiment var en succes allerede ved valget i 2014, hvor både den unge partileder Laura Fischer, og hendes far, partiets stifter og chefstrateg Joschka Fischer, høstede massive stemmeandele i hele Europa.

De etablerede nationale partier, som i flere år havde oplevet kraftig medlemstilbagegang og faldende valgdeltagelse, kopierede snart ideen. Og “europæiseringen” af offentligheden tog for alvor fart i de følgende år, hvor europæiske borgere og interessegrupper – fra patientorganisationer til fiskeri-foreninger – i stigende grad benyttede sig af mulighederne for at samle underskrifter ind fra borgere i mange lande for at få deres sag sat til debat.

Det er i dag svært at forestille sig den EU-skepticisme, der for blot 15 år siden var udbredt i lande som Danmark, Frankrig, Holland, Norge og Schweiz. Men man må huske, at unionen dengang var helt uden den folkelige forankring, der præger den i dag. Den almindelige opfattelse var, at EU var et nødvendigt, men bureaukratisk og besværligt arrangement uden nævneværdige indflydelsesmuligheder for den almindelige befolkning.

Hvor Europa-Parlamentet i dag er en helt regulær lovgivende forsamling, havde det dengang et lettere komisk image som tumleplads for sekundapolitikere. Den egentlige magt lå hos EU-Kommissionen og Det Europæiske Ministerråd, der i dag har fundet sin rolle som andetkammer i stil med det amerikanske senat.

Den nye rollefordeling er fastlagt i den forfatning for Den Europæiske Føderation, som i 2016 blev underskrevet i Bratislava af den grundlovgivende forsamling, og som i 2020 blev vedtaget ved en folkeafstemning i alle medlemslande. Kravet om grøn omstilling gav et overraskende stort ja i alle medlemslande. Danmark, Sverige, Finland, Holland og Tyskland havde de højeste ja-procenter.

Det måske mest markante politiske udtryk for den pan-europæiske tankegang, der bredte sig i den mellemliggende periode, kom i 2018, hvor man vedtog forslaget om, at alle europæiske studerende mindst skal studere tre semestre i et andet EU-land.

Det har siden styrket den internationale bevidsthed hos en ny generation af unge veluddannede europæere – og stadigt flere finder nu deres partner i et andet EU-land. I dag er hvert fjerde ægteskab grænseoverskridende, og det har i sig selv været drivende for ny føderal lovgivning, der sikrer begge parter i tilfælde af dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed og sygdom.

Europa har ikke været mindre eksponeret end andre regioner gennem de sidste 15 års kriser. Men Europa har i højere grad rykket tættere sammen for at udvikle svar på udfordringerne.

Det var også den måde, man garderede sig mod det politiske indflydelsestab som følge af skiftende globale magtforhold. F.eks. i forbindelse med omdannelsen af G8, hvor man indså, at kun Tyskland kunne være sikker på en plads i det nye G10 af verdens førende industrinationer.

I dag taler Føderationens polske udenrigsminister rutinemæssigt på Europas vegne ved møderne i G10, FN og WTO, ofte suppleret af den franske handelsminister.

I 2020 nedlagde Storbritannien, Frankrig og Tyskland deres ambassader i Moskva, New Delhi, Brasilia og Johannesburg, om end de opretholdt kontorer i Washington og Beijing. Danmark har kun ambassader i Berlin, Stockholm, Oslo, Washington, Beijing, Warszawa, London og Bruxelles.

På enkelte områder adskiller Den Europæiske Føderation sig fra USA. Borgerne i medlemslandene aftjener f.eks. stadig deres værnepligt i hjemlandet.