20 år i samme velfærdsrille

I sidste uge var der reprise på et tilbagevendende politisk drama: Udlicitering af velfærdsydelser til private virksomheder.

Genopførelsen blev sat i scene af Produktivitetskommissionen, der i sidste uge lancerede rapporten med den meget stilfærdige titel ”Offentlig-privat samarbejde. Analyserapport 6”.

De 170 sider har helt forudsigeligt antændt en ophidset og følelsesladet debat.  Hver gang emnet er dukket op på den politiske dagsorden de sidste par årtier, har det trukket skarpe fronter op, uden at synspunkterne har flyttet sig synderligt fra gang til gang.

Modstanderne ser private virksomheders indtrængen på de bløde velfærdsområder som en afmontering af det solidariske velfærdssamfund. Tilhængerne ser udliciteringen som en betingelse for at forny og effektivisere velfærden.

Når reaktionerne denne gang har været særligt stærke, skyldes det ikke bare Produktivitetskommissionens omfattende dokumentation af de økonomiske muligheder i et langt mere udbredt offentlig-privat samarbejde, men også at den socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, straks bakkede ideen stærkt op og afsatte 4,5 millioner kr. til en McKinsey-analyse af mulighederne.

Corydon, der i DONG-sagen kom under heftig beskydning for at lukke en amerikansk kapitalfond indenfor i det statslige energiselskab, har nu overladt det til et internationalt konsulentfirma at give sit bud på, hvordan det danske velfærdssamfund skal fornyes.

Dermed udfordrer han igen et bagland, der traditionelt er kraftig modstander af privat velfærd, og optrapper derved religionskrigen for og imod mere privat velfærd.

Problemet er, nu som tidligere, den måde, vi diskuterer emnet på. Vi har gjort offentlig-privat samarbejde til et spørgsmål om økonomi: Vi skal spare, effektivisere, konkurrenceudsætte og produktivitetsforbedre. Rapporten fra Produktivitetskommissionen forstærker dette fokus. Den handler i stor udstrækning om økonomiske omkostninger og gevinster.

Det er der i sig selv intet i vejen med. Men det er ikke noget optimalt udgangspunkt for at diskutere, hvordan vi kan udvikle velfærdssamfundet – med de ressourcer, vi som samfund råder over.

Nu afventer vi så McKinseys bud. Men rent bortset fra, at konsulenternes rapport næppe formår at trænge igennem de politiske barrikader – men snarere forstærker dem – er det tankevækkende og bekymrende, at vi ikke selv magter at løse den opgave.

En drejebog for fornyelse

Oplægget til en bred implementering af offentlig-privat samarbejde foreligger allerede i en anden omfattende rapport.

I stedet for at tage udgangspunkt i produktivitetsforbedringer beskriver den, hvordan offentlig-privat samarbejde kan være med til:

  • at sikre borgerne bedre og flere velfærdsydelser – uden at øge udgifter og skattetryk.
  • at sikre en mere effektiv og velfungerende offentlig servicesektor.
  • at etablere en platform for en ny industriel udvikling, baseret på den knowhow, der findes på tværs af den offentlige og den private sektor.
  • at styrke beskæftigelsen.

Rapporten viser, at Danmark råder over store uudnyttede muligheder for at forny velfærdssamfundet på en måde, hvor vi samtidig udvikler en helt ny industrikultur. Den tænkning går også igen i en række af de forslag, der er udarbejdet i regeringens vækstteams, og som netop peger på mulighederne i bl.a. sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger m.v.

Men som der står i rapporten, kræver det, ”at Danmark etablerer et indre videnmarked, der skal sikre et uhindret flow af knowhow og kompetencer mellem sektorerne”. Grænserne mellem det offentlige og private må være mere flydende, og den offentlige sektor skal i langt højere grad udvikles på markedslignende vilkår.

Rapporten opstiller to basale betingelser for, at dette kan lade sig gøre:

  • At det offentlige ”ejer kvaliteten”. Det er politikerne, der fastsætter de krav, som enhver leverandør – offentlig som privat – skal efterleve. Det må ikke overlades alene til private markedskræfter. Så længe den betingelse er opfyldt, er det ikke afgørende, om leverandørerne er offentlige eller private. Tværtimod er samspillet og den tætte interaktion mellem sektorerne en stærk kilde til innovation og fornyelse – til gavn for borgere og samfunds- og erhvervsøkonomi.
  • At der udarbejdes præcise beskrivelser af velfærdsydelsernes kvalitet – bl.a. baseret på en kortlægning af de bedste eksempler. Der skal med andre ord arbejdes mere med evidensbaseret velfærd, og i den forbindelse foreslås et egentligt velfærdsindustrielt forsknings- og udviklingscenter.

Rapporten beskriver, hvordan en helt ny form for offentlig-privat samarbejde kan virke inden for omsorg, uddannelse, miljø, infrastruktur, kriseløsninger m.v. Den nye model kan på en gang sikre bedre velfærd til borgerne, en mere effektiv offentlig sektor, nye erhvervsmuligheder og flere job. Men det kræver en intelligent udnyttelse af den viden, der eksisterer på tværs af sektorerne.

Samtidig kan en mere intelligent offentlig efterspørgsel både innovere velfærden og tilvejebringe flere økonomiske ressourcer. I stedet for at det offentlige skal betale for flere og bedre ydelser, kan pengene f.eks. skaffes ved at eksportere velfærden.

På linje med regeringens vækstteams forudser rapporten, at Danmark som udgangspunkt har gode muligheder for at erobre en stor del af det globale marked for velfærds- og sundhedsprodukter. Den ser ikke mindst et stort perspektiv i, at Danmark kan blive en vigtig leverandør af integrerede velfærdsløsninger til de nyindustrialiserede lande i Asien, ikke mindst Kina.

Rapporten spiller på mange måder fint sammen med anbefalingerne fra Produktivitetskommissionen, men anskuer udfordringen i et større samfundsperspektiv.

I stedet for at fokusere på snævre økonomiske gevinster igennem konkurrenceudsættelse, lægger den op til en bred samfundsdebat om, hvad vi vil med velfærden, hvordan den kan fornys, og hvordan vi kan selvfinansiere – eller ligefrem tjene penge på – forbedringerne. Altså en klassisk win-win-situation.

Forspildte muligheder

Men mulighederne har ligget ubrugte hen i mange år. Den omtalte rapport blev udgivet af Mandag Morgen for præcis 19 år siden, den 20. februar 1995, under titlen ”Velfærdsalliancen”.

Titlen var netop valgt med omhu for at illustrere, at der ikke var tale om udliciteringer eller privatiseringer, men om et afbalanceret samspil mellem ligeværdige parter med en fælles interesse, fælles værdinormer og fælles ambitioner om udviklingen af det danske velfærdssamfund.

Rapporten giver også svaret på, hvorfor dette interessefællesskab ikke pr. automatik skaber udvikling og fornyelse. Den gennemgår detaljeret det kompleks af barrierer og interesser, der skal adresseres på én gang. Se figur 1.

Blandt barriererne fremhæves ideologiske fordomme, kortsigtede politiske hensyn, manglende viden om, hvad der virker, etc. De er stort set de samme i dag.

Debatten har manglet den store fortælling og et politisk lederskab, der har været i stand til – og turdet – at formidle en sådan fortælling.

Også for 19 år siden var debatten om offentlig-privat samarbejde en varm politisk kartoffel.

”Velfærdsalliancen” var et bud på, hvordan et samfund kunne forene sine kræfter om at løse en krævende udfordring – hvordan en stor udfordring kunne forvandles til en stor fortælling.

I stedet er velfærden blevet offer for de politiske markedskræfters frie spil, og ”religionskrigen” om offentlig-privat samarbejde kan nu fortsætte på sit 20. år

Det er ærgerligt. Udviklingen af det danske velfærdssamfund er i sig selv en spændende fortælling, men den mangler en happy end.

Dén kan hverken Produktivitetskommissionens eller McKinseys rapporter levere. De tekniske og økonomiske analyser har deres berettigelse, men bliver aldrig katalysatorer for det egentlige nybrud eller paradigmeskifte. Rapporter kan dokumentere nødvendigheden af forandringer, men ikke skabe dem.

Nedslidning eller overgivelse

Offentlig-privat samarbejde er ikke et mål i sig selv. Men det kan være et af flere midler til at skabe bedre livs- og velfærdskvalitet for borgerne.

At formidle den fortælling kræver bl.a., at politikerne og medierne er i stand til at ”oversætte” de store udfordringer til et sprog, der engagerer og involverer dem, der skal sikre forandringerne, nemlig borgerne.

Det burde ikke være umuligt. Trods de politiske blokeringer eksperimenteres der mange steder i landet med utraditionelle modeller for offentlig-privat samspil. Men de er endnu for få og for spredte til at bryde igennem den nationale politiske lydmur.

”Velfærdsalliancen” forudså udfordringerne med at gøre en fornyelse af velfærdssamfundet til en fælles national satsning. Derfor opererede den med tre mulige scenarier for den fremtidige udvikling:

  1. Nedslidning: En gradvis demontering af den eksisterende model, styret af kortsigtede besparelser.
  2. Overgivelse: En ustyret udlicitering af flest mulige velfærdsopgaver til markedskræfterne for at sikre en hurtig effektivisering af velfærden.
  3. Ny udvikling: En koordineret og langsigtet strategi for, hvordan fremtidens velfærdssamfund skal udvikles – med respekt for såvel borgernes behov, solidariteten, effektiviteten samt muligheden for at gøre velfærd til en god forretning.

Det sidste scenarie forudsætter en tæt alliance mellem velfærdens mange aktører. Som debatten har udviklet sig de seneste 19 år, og ikke mindst de sidste syv dage, kan man frygte en kombination af de to første.

[graph title="Interesser og barrierer hos velfærdsalliancens aktører" caption=" " align="center" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/d1c68-er_fig01_interesser-og-barrierer-hos-velfaerdsalliancens-aktorer_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/e829f-er_fig01_interesser-og-barrierer-hos-velfaerdsalliancens-aktorer_0.png" text=""]Kilde: Mandag Morgen. [/graph]

Forrige artikel Læren fra Sverige: Udlicitering handler om innovation – ikke besparelser Næste artikel Virksomhedskulturen bremser kvindelige ledere