2014 bliver eksperimenternes år

Offentlige chefer verden over søger at gøre eksperimenter til en mere systematisk, integreret del af deres organisation. Noget tyder på, at 2014 bliver året, hvor innovationslaboratorier bliver mere mainstream. Men strategien er ikke uden faldgruber.

I sin nytårstale sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt, at ”hvis vi forandrer og ruster vores land, så vil der være råd til pensioner, hjemmehjælp og sygehuse.” Det er de færreste nok uenige i. Men spørgsmålet er, hvordan vi finder de bedste måder at forandre og ruste Danmark på? Hvilke investeringer skal vi foretage, hvis vi vil have reel forandring for pengene?

Et muligt svar er at lade være med at investere i konkrete nye løsninger, men i stedet at investere i evnen til at eksperimentere med mulige fremtidige løsninger. Ved at eksperimentere først, kan vi hurtigere lære, hvad der virker, og øge sandsynligheden for at opnå den effekt, vi politisk ønsker at opnå. Her kommer ideen om innovationslaboratorier, eller slet og ret labs, ind i billedet.

Eksperimenter med mennesker i midten

Der er ingen entydig definition på, hvad et ”lab” er i en offentlig kontekst. Men en række organisationer har givet gode bud. For nogle år siden udgav EU-Kommissionen et visionspapir, der definerede labs som permanente eller midlertidige organisationsformer med følgende karakteristika:

  • De involverer brugere i en innovationsproces (samskabelse) – f.eks. ved at gennemføre idéworkshops med patienter på en hospitalsafdeling eller ledige i et jobcenter.
  • De samler flere parter fra det offentlige, det private og civilsamfundet – f.eks. ved at private firmaer byder ind med nyskabende ideer til velfærdsløsninger, eller frivillige nytænker opgaver, der er uden for det offentliges rækkevidde.
  • De bringer faglige discipliner som teknologi, samfundsvidenskab, humaniora og design sammen – f.eks. ved at ingeniører, djøf’ere, magistre og designere samarbejder i projektteam.
  • De skaber et dedikeret (fysisk og/eller virtuelt) rum, der anvendes til idéudvikling og til eksperimenter med mulige løsninger – f.eks. et fysisk workshopområde med materialer, rammer og medier til at fremme kreative processer og udarbejde prototyper.

Man kan forestille sig mere nuancerede definitioner, men de fleste er enige om, at laboratorier sætter mennesker i centrum for en eksperimenterende og inkluderende udviklingsproces. Jeg har desuden peget på, at labs i stigende grad er tæt knyttet til designmetoder – et emne, som den canadiske organisation MaRS har publiceret en fin pjece om.

En ny bevægelse

Tanken om at skabe miljøer, hvor man kan eksperimentere med nye offentlige løsninger under kontrollerede forhold, er ikke i sig selv ny. Forestillingen om ”det eksperimenterende samfund” rækker mindst tilbage til samfundsforskeren Donald Campbells essay af samme navn fra 1971 – og sikkert endnu længere.

[quote align="left" author=""]Netop fordi de er skabt med fokus på eksperimenter, er laboratoriernes eksistens usikker.[/quote]

Det nye er, at laboratorier nu etableres af regeringer verden over som formaliserede strukturer. Innovationsevne bliver dermed forankret organisatorisk – ofte på helt centralt niveau:

Den amerikanske regerings personalestyrelse, Office of Personel Management, etablerede i sommeren 2012 sit The LAB @ OPM som en platform for nytænkning af styrelsens tjenester over for de mere end 2 millioner ansatte i den amerikanske stat. Samme år åbnede Singapores statsministerium The Human Experience Lab. I december 2013 annoncerede den britiske regering, at man leder efter en chef til et Open Policy Lab, som skal høre hjemme i Cabinet Office. Og netop nu undersøger EU-Kommissionen, om den skal etablere sit eget lab, som anbefalet i en ny rapport om styrket offentlig innovation i Europa.

Der er mildt sagt tale om en trend. Udviklingen er så omfattende, at man har brug for et helt verdenskort for at danne sig et overblik. Et sådant har Parsons School of Design i New York da også udarbejdet.

Herhjemme, hvor MidtLab og MindLab allerede har eksisteret i en årrække, har regeringen med kommune- og regionsaftalerne for 2014 føjet en ny dimension til lab-tænkningen med ambitionen om at lancere et antal ”styringslaboratorier”.

Tanken er, at laboratorierne skal bidrage til at udvikle nye styringsformer i den offentlige sektor med fokus på tillid og samarbejde på tværs af forvaltningsniveauer, fagligheder m.v. I 2014 indføres de første styringslaboratorier i både stat, regioner og kommuner.

Skrøbelige mulighedsmaskiner

Trods væksten i laboratorier verden over og herhjemme går udviklingen ikke kun én vej. I juni 2013 lukkede finske Helsinki Design Lab (en del af innovationsfonden Sitra), ligesom den australske regering for nylig stillede sit DesignGov i bero.

Netop fordi de er skabt med fokus på eksperimenter, er laboratoriernes eksistens usikker. Labs er oftest etableret i partnerskab med en værts- eller driftsorganisation med det formål at hjælpe den med at muliggøre nye og endnu usikre fremtider. I bogen ”Partnerskabelse” betegner CBS-forskeren Niels Åkerstrøm Andersen offentlig-private partnerskaber som ”skrøbelige mulighedsmaskiner”. For mig at se er det også en rammende måde at karakterisere laboratorier på. Ligesom et offentlig-privat partnerskab, er et laboratorium udtryk for et gensidigt løfte om potentiel fremtidig værdiskabelse mellem to meget forskellige parter.

Men den værdiskabelse er på ingen måde sikker. Den forudsætter håndtering af mindst fire dilemmaer, som sætter selve laboratoriets eksistens på spil:

  1. Laboratoriet er dybt afhængigt af sin værtsorganisation, men skal samtidig udfordre den på dens kerneopgaver.
  2. Laboratoriet rummer et løfte om fremtidig værdiskabelse, men kan have vanskeligt ved at dokumentere sin konkrete værdiskabelse i dag.
  3. Laboratoriet skal understøtte og facilitere værtskollegernes innovationsarbejde og skal derfor ikke tage æren, når noget lykkes, men får ofte lov at agere lynafleder, når det ikke gør.
  4. Laboratoriet skal fremme eksperimenter og usikkerhed inden for en kultur, som i højere grad værdsætter sikker viden og forudsigelighed.

Mest af alt er laboratorier skrøbelige, fordi de konstant skal forandre sig, hvis de skal vedblive med at give værtsorganisationen værdi. De laboratorier, som ikke overlever på længere sigt, er bl.a. dem, der ikke formår at genopfinde sig selv, i takt med at værtens efterspørgsel ændrer sig.

Dermed bliver forudsætningen for et succesfuldt laboratorium paradoksalt nok, at det tager sin egen medicin og agerer som et kontinuerligt eksperiment. Selv om det er nærliggende, er det derfor helt bevidst, at jeg ikke kalder 2014 for laboratoriernes år, men eksperimenternes.

Dem har såvel værtsorganisationerne som laboratorierne selv brug for flere af, hvis vi som statsministeren vil ”ruste og forandre Danmark”.

Forrige artikel Produktivitet skal være en folkesag Næste artikel Slotsholmen må slå automatpiloten fra