Kineserne kommer, brasilianerne kommer, kenyanerne kommer. Krisen vælter Vesten, mens økonomien buldrer derudad i udviklingslandene. Den seneste prognose fra Verdensbanken giver ikke ved første øjekast nogen grund til at lade champagnepropperne springe på regeringskontorerne i hverken Washington, London eller Berlin.

Prognosen viser, at ikke alene vil væksten fortsætte i ulandene, mens ilandene skal være glade for at holde det utilfredsstillende lave niveau, de oplever nu. Frem mod 2030 vil ulandene i snit have vækstrater på 5 pct. om året, mens Vesten vil holde en lav vækst på omkring 1-2 pct. Oven i det bliver USA og Europa også snart overhalet, når det kommer til at spare op og investere, viser fremskrivningerne.

I 2030 kommer ulandene ifølge Verdensbanken til at sidde på halvdelen af verdens kapital, mens de samme år står for tre femtedele af de samlede globale investeringer. Mens krisen tærer på opsparingerne rundt om i Vesten, betyder væksten i ulandene, at deres pengekasser til den tid bugner som aldrig før.

Den økonomiske magt i verden bliver unægtelig forskudt, konkluderer Verdensbanken. Men forskydningen betyder ikke, at Vesten bliver sat ud på et sidespor. Tværtimod bliver verdens økonomier mere afhængige af hinanden end nogensinde før. Regeringschefer og internationale institutioner får stor indflydelse på udviklingen, mens især virksomheder kan tjene penge på den. Verdensbanken forudser otte udviklingstendenser i u-landene frem mod 2030:

1: De bedste investeringsmiljøer vinder. Ulandene får flere penge, men alt tyder på, at meget få kommer til at sidde inde med de fleste. Dem vil de gerne investere. Også i udlandet, men helst i lande, der har et godt investeringsmiljø, dvs. gennemskuelig lovgivning, lave skatter og afgifter, lave renter og høj sikkerhed.

2: Nye forretningsmuligheder åbner sig i servicesektorerne. En voksende middelklasse vil stille stadig større krav til bedre service. Derfor kommer der til at være et stort behov for rådgivning og teknologi, der kan lette de byrder, der følger med overgangen fra udviklingsland til servicesamfund. I dag har mange lande især i Afrika afskåret udenlandske virksomheder fra at byde ind på opgaver inden for servicesektoren. Det løsner de gradvist op for frem mod 2030.

3: Offentlig-privat samarbejde må binde landene sammen. I størstedelen af både Afrika, Mellemøsten og Asien er infrastrukturen slidt, hvis den overhovedet er der. Det skader industriens udvikling og er derfor uacceptabelt på længere sigt. Staterne får ikke selv råd til at følge med behovet for nye veje, broer og togforbindelser. Derfor kommer de hurtigt til at kigge efter privat-offentlige samarbejder for at skaffe finansiering.

4: Ældrebyrden vokser. Ligesom i Vesten kommer ulandene til at stå med en stadig større gruppe af ældre, der står uden for arbejdsmarkedet. Sygevæsnet bliver bedre, arbejdet slider mindre. Samtidig får forældrene færre børn, og både mor og far får sig et arbejde. Familien kan ikke passe bedsteforældrene længere. Det må nogle andre gøre. Størstedelen af de fremadstormende stater har enten ikke råd eller ikke viljen til at stå for arbejdet, så det bliver udliciteret til private aktører.

5: Pensionsselskaber får gyldne tider. I takt med at professionelle overtager ældreplejen, stiger behovet for gode private pensionsordninger. Man skal have penge på kistebunden, så man kan få sig en ordentlig alderdom. Derfor stiger efterspørgslen på pensionsselskaber, der kan få opsparingen til at yngle.

6: Akut behov for bedre arbejdskraft. Samtidig med at industrien blomstrer op, begynder forskning og udvikling at tage fart. Derfor bliver der behov for en veluddannet arbejdsstyrke. På kort sigt giver det jobåbninger for Vestens akademikere. På længere sigt skal befolkningerne uddannes hurtigere, end landene selv har kapacitet til.

7: Koordineret finans- og pengepolitik. Når over halvdelen af verdens kapital befinder sig i og bevæger sig ind og ud af udviklingslandene, vil de kræve større indflydelse på de organisationer, der overvåger verdens kapitalstrømme. Da både Kina, USA og EU kommer til at handle med de fremadstormende nationer, bliver der samtidig behov for at koordinere og balancere landenes pengepolitik.

8: Mere international regulering af bankerne. For at kunne følge med efterspørgslen på banklån i opgangstiderne vil ulandene gradvist åbne for, at udenlandske banker kommer ind på deres hjemmemarkeder. Når de først er inde, forsvinder de ikke igen. Bankerne kommer til at agere stadig mere internationalt fremover. Både de nuværende og kommende rige lande vil derfor ønske sig strømlinet regulering af verdens bankvirksomheder.

Kilde: “Fremtidens kapital. Opsparinger og investeringer i en gensidigt afhængig verden”, Verdensbanken, 2013.