3: Den nye normalitet

“Europa har brug for stærke og sunde banker. Om de er store eller små, er ikke noget, vi blander os i fra Det Europæiske Finanstilsyns side. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Danmark med sine 6 millioner indbyggere fortsat har 97 banker.”

Sådan sagde DEF-chef Holger Müller i går under et besøg i København i forbindelse med det månedlige møde i Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd. Som en gestus fra ECBs side var det henlagt til København, efter at Danmark 1. januar 2025 skiftede kroner og ører ud med euro og cent. Dermed har Danmark endelig normaliseret sit forhold til EU efter mere end 30 år med forbehold.

Den dybe økonomiske krise i 2008-2016 banede vejen for det stærke EU, vi kender i dag. Det har været muligt at fortsætte den europæiske integrationsproces uden at bede befolkninger eller nationale parlamenter om at ændre EUs traktatgrundlag. EUs Ministerråd har konsolideret sig til det centrale magtcenter i EU, mens EU-Kommissionen har fundet ind i rollen som tænketank og central politik-producent, mens kompromismageriet er overladt til Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

I otte år kæmpede Europa med høj arbejdsløshed, lav vækst og et svagt privat forbrug. Grækenland, Irland og Portugal blev tvunget af de andre eurolande til at gennemføre massive offentlige besparelser og privatiseringer, hvilket førte til omfattende faglige aktioner. I andre lande som Storbritannien og Danmark, der ikke havde brugt opturen i 2000’erne til strukturreformer, betalte man prisen i form af et blodfattigt indenlandsk forbrug.

Krisen førte til fremgang hos både højre- og venstrepopulister. Men efter nogle år begyndte stadig flere regeringsbærende at finde sammen i brede koalitioner, sådan som det skete i Finland i 2011, efter at partiet De Sande Finner var gået voldsomt frem på et løfte om at stoppe yderligere hjælp til det gældsplagede Portugal. Finlands konservative og socialdemokrater indså, at de ikke kunne tage ansvaret for at bremse lånene til Portugal og bringe hele eurosamarbejdet i fare. I både Lissabon og Athen stod det i de følgende år klart, at kun brede regeringer hen over midten kunne gennemføre de nødvendige besparelser og reformer.

Budgethøgene blandt eurolandene, særligt Tyskland, og den slankede EU-Kommission i Bruxelles formåede at tvinge de kriseramte regeringer til at gennemføre længe ønskede strukturreformer i Sydeuropa og stramme reguleringen af den europæiske finanssektor markant.

Bortset fra Det Europæiske Finanstilsyn, der åbnede i 2016, har det været småt med ny institutionsbygning i EU. Til gengæld fortsatte bureaukraterne deres stadigt tættere lovregulering, hvilket har styrket den centrale kontrol med nationale finanslove, arbejdsmarkeder og sociale forhold. Styrkelsen af trepartsdrøftelser på europæisk niveau førte i 2017 til indførelsen af en lovbefalet mindsteløn på 10 euro i timen.

På klima- og energiområdet førte den tyske udfasning af atomkraft til et boost i udbygningen af det europæiske el- og gasnet. Massive oversvømmelser langs Rhinen og Donau i 2016-2017 samt tørke og skovbrande i Sydeuropa gjorde det klart, at klimaforandringerne påvirker Europas økonomi negativt. Hverken USA, Kina eller Indien ville endnu i 2017 indgå en global klimaaftale, og EU-landene valgte i 2018 at indføre klimatold på en række importvarer. Det styrkede europæisk industris konkurrenceevne inden for en række forbrugsvarer, som tidligere er kommet fra Asien.

Siden 2020 er den folkelige tilslutning til EU steget – særligt fordi EU-borgerne sætter friheden til at arbejde, rejse og studere i andre europæiske lande højt. Samtidig finder de det praktisk, at de ikke længere skal veksle penge, og de sætter pris på, at euroen er benhård over for både dollar og asiatiske valutaer. Begge er devalueret, på grund af henholdsvis en dyb gældskrise og sammenbruddet i den kinesiske bobleøkonomi i 2014, der blev efterfulgt af alvorlig social uro.

EUs præsident udpeges fortsat blandt siddende europæiske stats- og regeringschefer, mens posten som EUs “udenrigsminister” varetages af karrierediplomater. Al tale om direkte valg til de europæiske topposter er forstummet.