Boligstøtten skal egentlig sikre folk med lave indkomster en anstændig bolig, men den udbetales i dag til 3.900 husstande med formuer på over én million kr. Nye beregninger fra Boligministeriet viser også, at 19.200 husstande med formuer over en halv million modtager offentlig hjælp til huslejen - langt de fleste som boligydelse til pensionister. Boligminister Jytte Andersen frygter, at udgiften til boligydelse vil eksplodere, når der i de kommende år bliver flere ældre. Hun er derfor opsat på at få gennemført en reform af boligstøtten, inden de næste bølger af funktionærer når pensionsalderen. “Mange i den næste generation af pensionister vil have større formuer og indtægter ved siden af folkepensionen, men ifølge de nuværende regler kan de fleste alligevel få boligydelse. Det er uretfærdig fordelingspolitik og rasende dyrt,” siger Jytte Andersen. Hér er regeringen tilsyneladende på linje med vælgerne. En ny undersøgelse, som ACNielsen AIM har udarbejdet for Ugebrevet Mandag Morgen, viser folkelig modvilje over for generelle besparelser på boligydelsen, men at vælgerne vil skære i støtten til de velstillede ældre. 57 pct. mener ligesom regeringen, at der skal spares på boligydelsen til pensionister med formuer over en halv million - kun 38 pct. er imod. Regeringens forslag til reform af boligstøtten er en af de større sager i de aktuelle forhandlinger på Christiansborg. V og K er skeptiske over for, at formuen tages med ved beregning af boligstøtte, da det kan modvirke den private opsparing. Derimod er SF, CD og Dansk Folkeparti åbne over for denne del af regeringens reform-skitse.