Åbne data kan udløse billiongevinster

Andreas Baumann

Intelligent brug af data kan effektivisere driften af den offentlige sektor, løfte indtjeningen i private virksomheder og skabe helt nye vækstbrancher. Data er fremtidens råstof – men modsat ressourcer som olie eller guld, der mest af alt gavner ejeren, skaber data størst værdi, når de stilles til fri afbenyttelse. Åbenheden er den afgørende komponent. Værdien stiger, jo flere datasæt der åbnes.

Under slagordet ”open data” gøres datasæt om eksempelvis vejrsystemer, trafikmønstre og sundhed overalt i verden frit tilgængelige på internettet. Det forløser et enormt økonomisk potentiale, fordi entreprenører får mulighed for at udvikle nye arbejdsgange, produkter eller forretningsmodeller.

[graph title="Billioner i åbne data" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/2ecfc-next_billioneriaabnedata.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/0cbcc-next_billioneriaabnedata.png" text="Der er et enormt økonomisk potentiale i brugen af open data, fordi det bl.a. kan føre til bedre produkter og service, større prisgennemsigtighed, øget konkurrence og større effektivitet. I en ny rapport har McKinsey Global Institute for første gang forsøgt at estimere, hvor stort det økonomiske potentiale egentlig er på syv forskellige områder, hvis data i både det private og offentlige gøres mere åbne, og hvis man udnytter mulighederne bedre. Værdien kan overstige 5 billioner dollar årligt, lyder buddet."]Note: 1 Tallene for sundhed inkluderer kun beregninger for USA., Note: 2 Tallene for sundhed og forbrugerfinansiering er eksempler og er ikke udfyldende beregninger for det fulde potentiale., Kilde: McKinsey Global Institute, 2013. [/graph]

Nu har McKinsey Global Institute forsøgt at beregne, hvor store gevinster der egentlig er tale om. Konsulenterne har beregnet potentialet inden for syv forskellige sektorer: uddannelse, transport, elektricitet, forbrugerprodukter, olie og gas, sundhed og forbrugerfinansiering. De når frem til, at det ligger et sted mellem 3,2 og 5,4 billioner dollar årligt – cirka en tredjedel af USA’s BNP. Se figur 1.

Og udviklingen er først lige gået i gang.

Milliarder i klimadata

Åbne data kan hjælpe med at identificere produktivitetsproblemer og gøre ineffektive arbejdsgange mere gennemskuelige. De kan også bane vej for helt nye produkter og nye virksomheder med datadrevne forretningsmodeller, der kan blive milliarder værd.

Et godt eksempel blev aktuelt i oktober sidste år, da den San Francisco-baserede virksomhed Climate Corporation blev solgt for næsten én milliard dollar. Virksomheden, der blev grundlagt af to tidligere Google-ansatte i 2006, har skabt et innovativt forretningskoncept, hvor analyser af åbne vejrdata bruges til beregnings- og prognosegrundlag for landmandsforsikringer.

På baggrund af offentlige klima- og vejrdata om bl.a. temperaturer, regn og vind kan risici og forsikringspræmier udregnes individuelt for hver enkelt landmand, og virksomheden kan af samme grund garantere økonomisk kompensation for tab ved ekstreme vejrudsving. Hvis en landmand har en forsikring imod tørke og eksempelvis ikke får den mængde regn, han har brug for, modtager han automatisk økonomisk kompensation af Climate Corporation. Det har i stor stil fået amerikanske landmænd til at opgive traditionelle forsikringer til fordel for de datadrevne.

Forbrugergevinsterne er størst

Selv om private entreprenører kan skabe milliardvirksomheder ved hjælp af åbne data, er det dog især forbrugerne, der vil mærke gevinsterne, skriver McKinsey-konsulenterne i den nye rapport. Mere end 50 pct. af det beregnede billionpotentiale kommer forbrugerne til gode, eksempelvis i form af bedre og billigere produkter.

Prisgennemsigtigheden på sider som pricerunner.com og Google Shopping illustrerer tydeligt, at åbne data kan skabe direkte værdi for forbrugere: På internettet kan forbrugere let sammenligne priser og hurtigt vælge den produktudbyder, der er billigst og bedst. Det øger konkurrencen hos producenterne og fører i længden til større produktivitet. Data om forbrugermønstre kan samtidig bidrage til at belyse forbrugernes præferencer, så virksomheder får input til at forbedre deres produkter.

Udviklingen drives af det offentlige

Åbningen af datasæt er i gang overalt i verden. Mange steder, f.eks. i Storbritannien, Danmark og USA, er det den offentlige sektor, der går forrest. Og det er gået stærkt de sidste år. Da Barack Obama tiltrådte i 2009, var blot 47 offentlige datasæt i USA åbne. Med Obamas banebrydende Open Data-initiativ er det sidenhen vokset til godt 90.000 datasæt – om alt fra energiforbrug til forbrugerklager. Dataene er tilgængelige på platformen www.data.gov, som er blevet en guldmine for underskoven af innovative datavirksomheder.

I et land som Kenya håber man, at åbne data kan effektivisere den offentlige drift, der er plaget af korruption og ineffektive offentlige indkøb. McKinseys beregninger viser, at åbne datasæt kan udløse et besparelsespotentiale på op mod 1 milliard dollar, fordi det bliver muligt at blotlægge uhensigtsmæssige prisforskelle og snyd.

I takt med at flere og flere, herunder private virksomheder og organisationer, åbner værdifulde datasæt, kan det skabe en multiplikatoreffekt, der mangedobler det økonomiske potentiale, forklarer en af hovedkræfterne bag rapporten, Michael Chui fra McKinsey Global Institute.

”Der er en kraftig multiplikatoreffekt, når der er flere data, der bliver åbne, og når der er flere individer og organisationer, som bliver i stand til at udnytte dem. Det vil mangedoble den værdi, der kan skabes af åbne data,” siger han.

Kilder:


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu