Aage Frandsen: SF skal skærpe profilen fra regeringskontorerne

SF skal blive bedre til at holde fokus på de langsigtede mål trods de kortsigtede kompromiser. Det er budskabet fra folkesocialisternes gamle chefideolog, Aage Frandsen, der var med til at kickstarte SF’s baglandsoprør. For to måneder siden satte han spørgsmålstegn ved SF’s regeringsdeltagelse. I dag, efter formandsskiftet, mener han godt, at SF kan sidde i regering og samtidig markere en mere selvstændig profil. Mandag Morgen har bedt Aage Frandsen give sit bud på, hvad der skal til, hvis SF skal stå stærkere om fem år.

Hvis der er én person, der inkarnerer SF’s sjæl, er det Aage Frandsen. Derfor vakte det enorm opsigt, da han i august stillede spørgsmålstegn ved regeringsdeltagelsen og blæste til kamp for partiets identitet. Hans kronik i Politiken kickstartede reelt det opgør mod Søvndal-Möger-aksens politiske linje, som kulminerede med weekendens valg af Annette Vilhelmsen til ny formand. Under formandsopgøret faldt Frandsens tunge lod i Vilhelmsens vægtskål. 

Nu er han klar til anden halvleg af den kamp, han selv indledte. Hans budskab er stadig, at der er brug for at markere en mere tydelig selvstændig profil – også på de punkter, hvor der ikke er enighed med Socialdemokraterne og De Radikale. Men han vurderer nu, at det godt kan forenes med regeringsdeltagelsen. ”Jeg mener godt, vi kan forberede centrale pejlemærker for SF, også mens vi sidder i regering,” siger Aage Frandsen. ”Jeg er ikke helt så skeptisk som i august. Jeg tror, vi kan blive i regeringen helt frem til næste valg.”

Annette Vilhelmsen har overtaget ansvaret for et SF, der er hårdt mærket af sit første år i regering. Meningsmålingerne er i bund, og partiet skal til at genopbygge sin politiske platform på ny, efter at baglandet har forkastet den hidtidige linje. 

Login